Frøken Øbergs Sag mod Politidirektøren.

Hvor let en Kvindes Færd kan misforstaas, og hvor vanskeligt hun kan faa Ret for de høje Domstole, naar hun er lidt aparte i sin Optræden, beviser Frøken Øbergs 5 Aar gamle Sag.

Hvorledes Sagen egenlig vil falde ud,, er endnu uafgjort. Det kunde jo tænkes, at selv en Politidirektør kunde tage fejl; det er dog menneskeligt at fejle; især over for et saa eksalteret Menneske som Frøken Øberg.

Jeg haaber ikke, Frøken Øberg vil forlange Skadeserstatning af „Kvindebladet”, fordi jeg kalder hende eksalteret, thi i Virkeligheden beundrer jeg hendes umaadelige Energi. Denne ubegribelige Udholdenhed i 5 Aar at forfølge et bestemt Maal, aldrig et Øjeblik at tabe det af Sigte eller tvivle om Retfærdighedens eller Sandhedens Sejr, Under Fattigdom, Foragt og medlidende Menneskers Skuldertræk har hun arbejdet for at faa sin Sag for Domstolene. Ingen Sagfører vilde føre Sagen, ingen af hendes Venner kunde eller vilde give hende Penge til Sagen, ingen Blade vilde hjælpe hende til at kalde den offenlige Mening frem.

Og hvad er da hele Sagen?

Frøken Øberg, som er svensk af Fødsel, havde været flere Aar i Danmark, men blev ved Uheld uden Erhverv. Hun gik derfor til det offenlige og bad om Hjælp; men da hun er et velbegavet og arbejdsdygtigt Menneske, ønskede hun naturligvis helst Arbejde, og bad derfor Politidirektøren, om hun maatte_; faa Ansættelse som Opdager.

Hendes eksalterede Væsen gjorde Politidirektøren betænkelig, men det, at hun som Kvinde ønskede at paatage sig Tjeneste i Politiet, overbeviste Politidirektøren om, at hun maatte være gal.

Det er jo ikke ualmindeligt, at de Kvinder, der kommer med nye Tanker, erklæres for „gale”, men det er ualmindeligt, at de som Frøken Øberg ved Politiet bliver indlagt til Observation paa en Sindssygeanstalt.

Overlæge Pontoppidan beholdt hende paa Kommunehospitalet i 20 Dage, men sendte derefter Politiet den Erklæring, at han fandt hende fuldstændig normal, kun noget „erotisk opstemt” for Tiden. Der kom intet Svar fra Politiet, saa Hospitalet lod da Frøkenen gaa efter atter 7 Dages Forløb.

Men nu var det selvfølgeligt mere umuligt at faa Plads eller Arbejde, da hun af Politiet var bleven indlagt paa Sindssygeafdelingen. Skønt Frøken Øberg havde udmærkede Anbefalinger fra sine tidligere husbestyrende Pladser og var i Besiddelse af stor Dygtighed, turde dog ingen tage hende i Arbejde. Hun greb da det for Kvinder eneste Erhverv i saadanne Tilfælde: Syning i Hjemmet. Men over den hende af Politiet tilføjede Uret var hendes Sind bleven fyldt med stor Bitterhed, og hun kunde ikke bære denne Krænkelse, at hun godvilligt var mødt hos Politilægen, og det saa viste sig at være en Snare for at køre hende til Kommunehospitalet.

Hun forlangte derfor en Skadeserstatning af Politidirektøren paa 1,000 Kr. Naturligvis lo man ad hende; men hun helmede ikke, skønt ukendt med det danske Skriftsprog og uagtet sine fattige Kaar skrev hun Indlæg paa Indlæg i sin Sag. Bad atter og atter om fri Proces, hvilket var bleven tilstaaet Politidirektøren, men derimod nægtet Frøken Øberg. En stakkels Syerskes Kaar bliver dobbelt kummerlige, naar hendes halve Tid gaar bort, og Frøken Øberg maatte jo tidlig og silde være paa Færde for sin Sag. Blev hun smidt ned ad den ene Trappe, kom hun op ad den anden.

Ingen dansk Kvinde kunde gjort hende det efter. Vi danske Kvinder har kun vor Styrke i én Ting, og det er i at taale og lide Ti Tusinde Gange hellere lide en Uret end at bryde, det er vore Teorier At vi forøger Uretten ved at tie, det tænker vi ikke paa, men leverer den ganske ugenert til vore Efterkommere, og hvilket Ansvar paadrager vi os ikke herved?

Om Frøken Øberg har Ret eller ikke, derom skal vi ikke udtale os, det bliver det nu Højesterets Sag at udfinde.

At hun selv er overbevist om, at hun har Ret, derom kan man jo ikke tvivle.

Hof- og Stadsretten mente det imidlertid ikke. Først afviser den rent ud Frøken Øbergs Klage over Politidirektøren og siger, at den er Domstolene uvedkommende. Dernæst tager den modstræbende Sagen op efter en Tilrettevisning fra Højesteret og endelig afsiger den en saa vag Dom, som den forrige Mandag afsagte, hvori den erklærer, at selv om Politidirektøren maa antages at have overskredet sin Myndighed, skønnes han ikke at have gjort det i en saadan Grad, at der bør paahvile ham Erstatningspligt.

Sagen gaar nu til Højesteret, og Frøknen har atter givet Ansøgning ind om fri Proces, thi det er ikke tilladt en Kvinde at betræde denne Helligdom. Den højeste Retfærdighedsdomstol kan kun beklædes af Mænd og i den Ret kan ingen Kvinde faa Ordet. Hr. Højesteretssagfører Høgsbro har tilbudt at føre Frøken Øbergs Sag gratis for sit Vedkommende. Vi finder det smukt af Hr. Høgsbro, og han fortjener offenlig Tak herfor af Kvinderne; thi endskønt vi ikke er i Stand til at afgøre, om Frøknen har Ret eller ikke, saa finder vi dog, at ingen Klage bør afvises, om den end kommer fra den ringeste i Samfundet mod den højeste. Den bør undersøges, og den Forurettede maa have sin Ret.