Kvindens Stemmeret.

Da Kvindens Stemmeret for et Par Aar siden for Alvor kom paa Tale her hjemme, grebes de fleste Mænd af en virkelig Panik. Man saa i Tankerne sit Hjem lagt øde. Skrigende Børn i den forladte Vugge, Grøden sveden, den hjælpeløse Ægtemand gørende fortvivlede Forsøg paa selv at stoppe sine Strømper, medens Hustruerne stormede op i Rigsdagen eller løb til Vælgermøder. Mænd stod op paa offentlige Møder og talte om den frygtelige Ulykke, der vilde ramme Ægteskabet, naar den ene Ægtefælle stemte paa en Højrekandidat, og den anden paa en Venstre.

Imidlertid kom Gemytterne dog snart til Ro, da man blev klar over, hvad det drejede sig om. Vilde det egentlig ødelægge Hjemmets Ro og Hygge, om Hustruen hvert 3die Aar gik nogle Timer bort fra Hjemmet for at stemme, da det dog er en Kendsgerning, at de fleste Hustruer en Gang imellem gaar paa Besøg, undertiden gaar i Teatret eller foretager en lille Rejse. Man blev opmærksom paa, at selv om Valgdagen skulde vise, at Konen var venstre, og Manden højre, eller omvendt, saa var det noget, man nok vidste, at Ægtefæller dog ikke altid er enige i alle Spørgsmaal.

Kort sagt, man kom til Ro, efter at man endogsaa var gaaet saa vidt, at man offentligt havde udtalt, at i Grunden var det berettiget, at Kvinden, hvis Arbejde i Hjemmet og ved Børnenes Forplejning repræsenterer store Samfundsværdier, ogsaa fik direkte Indflydelse paa Samfundets Anliggender.

Nu skulde man altsaa tro, at de Mænd, som tænkte saaledes, at de ogsaa vilde arbejde for denne Ret.

Men, nej! -

Der var nemlig et eller andet lyst Hovede blandt vore oppositionelle Politikere, der samtidigt fik fastslaaet - „men Kvinderne er endnu ikke modne”, lad dem først benytte de Rettigheder, de har, saa er Tiden kommen.

Mærkværdigt nok blev denne Frase virkelig grebet af flere af vore mest fremragende Politikere, og ganske ugenert doceres den endnu privat og offentligt, hvor Kvinder tillader sig at bede Mænd interessere sig for Kvindesagen. Desuden, føjede man til, vil Kvinderne stemme med de konservative, hvis de faar Stemmeret, og saa længe Mændenes Valgret ikke er respekteret, er det ingen Nytte til at arbejde for Kvindernes.

Holde Kvindernes Stemmeret tilbage, fordi de muligen vil stemme paa Højre, synes ikke at være nobelt tænkt. Thi hviler Tyngdepunktet i vor konstitutionelle Forfatning paa den almindelige Stemmeret, saa er Grundlovens Aand og Tanke netop den, at alle Afskygninger i Folket bliver repræsenteret og respekterede, saa hvis de reaktionære Tendenser er i Folket, har de ogsaa Lov at komme frem. Med Hensyn til Kvinden er den Tanke imidlertid ganske ugrundet, thi de Kvinder, der først vil benytte deres Valgret, det bliver Landbokvinderne, og de er sikkert demokratiske.

Endnu mindre Grund er der for Mænd til at tøve med at arbejde for Kvindens Valgret, fordi deres egen ikke er respekteret, thi dette beviser netop, at der mangler et Element i Vælgerbefolkningen. Mon ikke dette skulde være Kvinden? Kunde det ikke tænkes, at Kvinderne - i det mindste nu - mere vilde stemme efter Samfundssagerne end efter politiske Partigrupper, og vilde dette ikke være en Vinding?

Den sidste Indvending, som synes at være den mest slaaende: „Lad Kvinderne først benytte de Rettigheder, de har," er i Virkeligheden et Udtryk for en endnu mere overfladisk Tankegang, - thi hvilke Rettigheder mener man?

Den eneste virkelige Ligestilling Kvinden har med Manden er, at hun kan løse Borgerskab som Næringsdrivende, Haandværker eller Handlende; men hvorledes vil hun kunne det, naar hun aldrig har lært Faget. En fornuftig Mand giver sig dog ikke til at drive en Forretning uden Fagdannelse, med mindre han er Kapitalist, og en Kendsgerning er det, at Kvinderne ingen Steder kan komme i Haandværker- eller Handelslære paa samme Vilkaar som unge Mænd, ligesaa lidt som det endnu er gaaet op for Forældre, at de bør lade deres Døtre uddanne. Læger og Lærerinder har alle Kvinder ikke Begavelse eller Penge til at blive. Der er altsaa kun Systuer og Fabriker for Kvinderne, og der er det en Kendsgerning, at Arbejdsgiverne i høj Grad benytter sig af Kvindernes politiske og sociale Umyndighedstilstand til at trykke deres Løn ned til et forfærdeligt Minimum.

„Dersom der ikke er Arbejde til Kvinderne i Byerne, saa send dem her ud paa Landet,” sagde en Landmand til mig; „her savner vi kvindelig Arbejdskraft”.

Nej tak! siger vore flinke Piger, intet Steds er Kvinderne mere forurettede end der. En Pige, der skal malke og forrette andet Arbejde paa en Gaard, forsikrer, at hendes Arbejde er ligesaa strængt som Karlens foruden at hendes Arbejde gaar uden Søvn og Hvile 14 -18 Timer i Døgnet, hvorimod dog Karlen i Almindelighed holder op at arbejde Kl. 8 Aften, og der undes ham en Times Middagshvil. Desuagtet betaler man Karlen 130 - 150 Kr. hvor man byder den dygtige Pige 70 - 80 Kr. halvaarligt.

Nej, hvor vi vender os, vil vi finde, at det er den høje Tid, at Kvinderne bliver gjort juridisk myndige i Ægteskabet og politisk og socialt ligestillet med Manden hele Linien over.

At Mænd, der tænker logisk klart, naar det gælder andre politiske Spørgsmaal, og med stor Opofrelse og med en Hjærtets Finhed arbejder for Bevarelsen af Folkets Medbestemmelsesret, at disse samme Mænd ikke kan se, at de sinker sig selv og umuliggør Frugten af deres eget Arbejde, er mig en Gaade.

Dog en Rettighed har vi Kvinder, som vi burde benytte i en ganske anderledes Grad, end vi gør, og det er - Ytringsfriheden.

Kvinderne burde overalt i hver Kreds tale, skrive offentligt og privat og med klare, overbevisende Grunde vise Mændene, at Samfundets Lykke gaar igennem Retfærdighed mod Kvinden, saa falder nok slige Fraser som de, der her er peget paa.

Lad os benytte Ytringsfriheden; den har aldrig Mænd forbudt os.