Børnehjem eller Nøjsomhed?
At Lærerne ved det nys afholdte Lærermøde gav Tanken om Plejehjemmene deres Tilslutning, og at en Del Plejehjem i de senere Aar er præmierede, véd jeg meget godt; men hvad beviser det? - Ikke andet, end at Plejehjemmene i disse Aar har Vind i Sejlene - ikke en Smule om disse Anstalters Fortrinlighed i og for sig. Ja, var det godtgjort, at der aldrig er bleven ydet Præmier til daarlige eller forfejlede Formaal, det var noget andet, men dette Bevis skylder Hr. Lazarus endnu. Hvad var der
f. Eks. til Hinder for, at et Selskab af Slagsbrødre kunde præmiere hinanden? Men Slagsbroderhaandværket blev vel ikke derfor bedre?
At „god Betaling i Forbindelse med godt Tilsyn giver gode Resultater,” anser Hr. L. for en Kendsgerning, Jeg vil dog tillade mig at sætte et Spørgsmaalstegn ved denne „Kendsgerning”, idet jeg hævder, at Opdragelsens Resultater først foreligger, naar Barnet er indrulleret i de Voksnes Rækker, og at Plejehjemmene efter den moderne Opskrift derfor er alt for nye til at kunne opvise virkelige Resultater.
Siden sidst har Hr. Lazarus opdaget Pligtfølelsen. - Ja, Ære være Pligtfølelsen! Gid den var meget mere almindelig, end den er; men om Omfanget af den faar man saa sine egne Tanker ved f. Eks. at efterse Mulktlisterne ved de forskellige, paa hvilke de „fortrinlige Husmandshjem” figurerer, og ikke med de færreste Forsømmelser, alt dette endda, naar der er Tale om Hjemmets egne Børn, hvor meget mere saa de fremmede. At Pligtfølelsen eksisterer, véd jeg; men mon den er bleven til i den sidste Menneskealder? Mon ikke Menneskene i vore salig Bedsteforældres Tid havde lige saa meget af den som Folk nu til Dags? Og dog mærkede man jo den Gang ikke stort til Pligtfølelse over for Plejebørnene. Men hvornaar er da den store Forandring indtraadt? - Ja, det spurgte jeg ogsaa om sidst om end med andre Ord, i Begyndelsen af Stykket; men det har Hr. L. maaske ikke set. Jeg mener nu, at dersom Tidspunktet for denne store Forandring ikke historisk kan paavises, saa er det, fordi den desværre ikke er indtraadt endnu.
Hr. Lazaruss Bemærkning om „Opdragelse i Storflok” og „Personlighedernes Udvikling” skænker jeg ham; om dette har jeg nemlig ikke skrevet en Stavelse.
Hr. L. er aabenbart forundret over, at jeg anbefaler Børnehjemmene, medens jeg selv foretrak at danne et Plejehjem. Mon der dog ikke kunde være mange Grunde til det?
Men hvad er det da, der ligger Hr. Lazarus og mig imellem? - Efter hvad jeg kan faa ud af hans Ord om Betaling og Tilsyn, saa er det det, at han er meget mere nøjsom i sine Fordringer til et godt Hjem end jeg. Tilsynet ved min Skole f. Eks. kan kontrollere, om jeg lærer Børnene det foreskrevne Maal af „Religion”, af Regning o. s. v - og hvis jeg gør det, faar jeg maaske Præmie og
- hvem véd - bliver benaadet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn; men hvad selv det samvittighedsfuldeste Tilsyn ikke kan kontrollere, det er, om alt dette er gennemgaaet - ikke mekanisk men gennemgaaet saaledes, at Børnenes Tænksomhed og Dømmekraft er bleven opøvet og udviklet derigennem, og endnu mindre kan det kontrolleres, om jeg gennem min Undervisning har faaet Børnene bibragt Forstaaelsen af, at der er det i deres Anlæg og Natur - og hvad det er - der, om alt skal gaa vel, skal holdes nede og bekæmpes, og det, der skal opelskes og fremhjælpes; men hvis min Undervisning ingen Hjælp yder i de antydede Retninger, saa er alle Kundskaber uden noget som helst Værd for Børnene, og saa er jeg trods alle Udmærkelser en meget maadelig Lærer. Med andre Ord: Tilsynet kan kun se Overfladen. Hvad der ligger paa Bunden, kan først en sen Fremtid aabenbare. Paa samme Maade kan et samvittighedsfuldt Tilsyn kontrollere, om Plejebørnene holdes rene og ordenligt klædte, om de faar en ordenlig Forplejning o. s. v. men intet ud over dette. Og det er alt for lidt. Disse Børn har Krav paa meget mere, ogsaa paa „at blive opdragne og oplærte bedre - i hvert Fald omhyggeligere - end Børnene i „fortrinlige Husmandshjem”. Hr. L. maa saa kalde det Fantasteri, eller hvad han vil; men man maa tænke paa, at disse Børn - forældreløse, Børn af Forældre, der ikke havde tilstrækkelig Energi til at klare sig i Kampen for Tilværelsen, eller endog Børn af Forbrydere - de er fra Fødselen af stillet paa Livets Skyggeside, og de er (for en stor Dels Vedkommende) desværre, paa Grund af deres Forældres Fejl eller Mangler saaledes mærkede i det almindelige (letsindige) Omdømme, at der absolut maa tages paa dem, ikke alene med kærlige, men ogsaa med kyndige Hænder, hvis ikke den Tid skal komme, da deres Haand er mod alle og alles mod dem. Men denne Kyndighed og Kærlighed er alt for sjælden, til at den foreligger i de store Opgave kan løses ved Hjælp af Plejehjem. Hvad Kærligheden angaar - ja da har jo de naturlige Forældre i deres egen Natur Nøglen til Forstaaelse af deres Børns Karakter; men denne Nøgle mangler de over for deres Plejebørn, som de derfor, og fordi de ikke er Psykologer, ikke, selv med deres bedste Vilje, kan lede paa rette Maade. At der fordres særegen Kyndighed og mere end almindelig Kærlighed, er endnu ikke gaaet op for Flertallet i vort Folk, og som det lader, heller ikke for Hr. Lazarus; men blandt dem, for hvem det er gaaet op - de, som altsaa havde Betingelser for at kunne danne et virkelig godt Plejehjem, - viger de aller fleste tilbage for den store og vanskelige Opgave; men de stærkeste og dygtigste er det, der danner Børnehjemmene. Se det er ikke Fantasi; men det er Kendsgerninger, og paa Grundlag af disse er jeg ikke i Tvivl om, at det i Fremtiden jo vil blive Børnehjemmene, der vil komme til at løse den vigtigste og vanskeligste Del af den Opgave at tage sig af de forældreløse og forladte Børn. Men jeg har rigtignok altid holdt paa, at der i Børnehjemmene skal være en „Fader” saa vel som en „Moder”. At Plejehjemmene i de mindre vanskelige Tilfælde og undtagelsesvis kan gøre Fyldest, har jeg aldrig nægtet.
