Lidt om Børns og unges Morskabslæsning
af et Foredrag.
(Sluttet.)
Hvor forskellig er den ikke f. Eks. fra den Øhlenschlägerske Stil. Naar han maler kvindelig Skønhed, bliver Sproget et Gevandt, der flagrer løst uden at slutte om Formerne, uden at vise dem. Udtryk som: Hud som Sne, Øjne som Violer eller Kærminder, Arme som Alabast, giver ikke noget Billede - rykker det, der skal betegnes, fjernere fra os, ind i en uvirkelig Verden. Han skildrer f. Eks. Sifs Hænder: „Store Hænder har Gudinden - men hvide som i Nattevinden - nysfalden Sne paa Klippeaasen - som allerfinest Dun paa Gaasen - og Negler som lombardske Nødder”. Man sammenligne hermed: J. P. Jacobsens Beskrivelse af Agathes Hænder i „Et Skud iTaagen”. „Disse Hænder med den fyldige Blødhed, blændende Hvidhed og kraftige Form; de passede til at ligge i Skødet af en mørk Silkekjole smykkede med store Ringe som nøgne Haremskvinder.” Man ser de Hænder - de er malede, de er modellerede.
Hans mange Efterlignere gør ogsaa deres Sager godt, saa godt, at deres Skildringer bliver en Fristelse for de unge ved den sansepirrende Udmaling.
I. England har man haft den absurde Ide at udgive, hvad man kalder en „Family-Shakspeare” - en beklippet Shakspeare, paaklædt til Dameselskab. - Hvad vilde vi sige til en Dameudgave af Holberg!
Hverken Falstaff eller Julies Amme har trods deres drøje Sprog demoraliseret nogen, og enhver kan uskadt gøre Besøg i den fordægtige Barselstue, skønt dens Luft er opfyldt af Rygter, der sætter den stakkels Korfitz graa Haar i Hovedet.
For at komme tilbage til Romanlæsningen - for meget af den vil, selvom den er uskyldig, ikke være heldig. Den slapper for anden alvorligere Læsning. Men det er Mennesket, det interesserer mest at høre om, og i Romanerne er det Mennesket, der træder os i Møde. Vi maa gøre vort for, at de Personer, vore unge træffer der, ikke kan virke skadeligt paa dem - ogsaa der maa vi have et vaagent Øje med de Bekendtskaber, de stifter.
Er det ikke lykkedes os at øve en virksom Kontrol i den Henseende, saa vil det bedste Korrektiv herpaa være at tale aabent med dem om det læste. Vejlede - advare - paavise og fordømme det usunde i Skildringen - ad rationel Vej søge at nevtralisere Giften. Vise dem at meget af det, der fremstilles for dem i saa lokkende en Form, er som de Æbler ved det døde Hav, Sagnet fortæller om. De svulmer i Fylde og Skønhed - men bider man i dem, faar man Munden fuld af Aske.
Om alt kan der tales, naar det sker paa rette Maade. Uvidenhed er intet Værn. Men den Viden er det, der er Erkendelsens, Hjernens Sag. Andet er det, naar Udmalingen gør den til Sansernes Sag. Da først er der Fare.
Therese Brummer
(Fru Elisabeth).
