Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Hvor henrivende havde hun ikke taget sig ud ved den statelige Onkels Arm; hvor elskværdig, naar hun hilste ham, Doktor Alfred Moscheles! - Og - hvad kunde der dog være i Vejen med hende?
Moscheles vidste, at hans Lærers Svigerinde boede alene i Kochel, hvor han besøgte hende en Gang om Aaret, og det var højst sandsynligt, at Professoren for hendes Skyld havde modtaget Kaldelsen til Universitetet i München. Der laa aabenbart meget ømme og dybe Følelser til Grund for denne Omhu, og af Deltagelse for sin dyrebare Lærer og Mester, som han med Beklagelse saa var i en foruroligende Sindsbevægelse, havde han gerne villet erfare noget mere. Blot der dog ikke var tilstødt Frøken Ottilie noget ubehageligt! - Hans Beskedenhed forbød ham dog at henvende et direkte Spørgsmaal til Professoren.
Men Lothar von Droste havde et Barns Gemyt. Han var ikke i Stand til at gemme paa en Sorg eller en Glæde lige over for et Menneske, som nød hans Fortrolighed.
Og det unge Menneske, som sad saa forlegen der ved Bordet, havde allerede i Aaringer været ham kær.
Droste fortalte ham alt, Moscheles forblev stum og tavs, men ikke følelsesløs, han nærede den varmeste Deltagelse for alt, hvad der angik Professoren.
Alene i Verden, uden Forældre og Slægt, hang han med hele sit Hjerte ved Droste og ved alt, hvad denne havde kær; allerede tidligere havde enhver Efterretning om Marianes Skæbne vakt hans Interesse, Professoren havde selv fortalt ham derom, som han følte Trang til at tale om hende hver Dag.
Førend det frygtsomme Ønske altsaa havde formet sig i Ord, sagde Droste bestemt: „Saaledes kan det ikke blive ved at gaa: Jeg rejser uden Tvivl, Moscheles, i Morgen tidlig, thi Otla siger, at hendes Moder trænger til Opmuntring. Jeg vil en Gang tale grundigt og uden Skaansel med Mariane. Men Pigebarnet behøver ikke at være Ørevidne dertil, følgelig maa vi se at give hende noget at bestille ad en anden Kant; Alfred, dertil har jeg gjort Regning paa Dem, min Søn.”
„Paa mig?” spurgte Doktoren bestyrtet, „jeg skulde - ledsage Dem? Jeg er saa kejtet. Frøken Ottilie er saa munter, og hun vil sikkert, ja ganske sikkert, le mig ud.”
„Og er altsaa beskæftiget”, fortsatte Professoren mere logisk end hensynsfuld. „Lad De Dem kun for min Skyld drille lidt af det overmodige Pigebarn, Ottilie er slet ikke saa slem. Hun løber og pludrer som en Kilde, men hun er ogsaa ren og klar som den.” Hans Stemme lød bevæget, lidt efter tilføjede han: „Er De da aldrig kommen sammen med Damer?”
(Fortsættes.)
