Nordisk Vennemøde om Kvinde- og Fredssagen paa Sortedamslund den 15de Juni 1889.

paa Sortedamslund den 15de Juni 1889.

Kursusbestyrer Rasmussen bød velkommen: Forrige Aar holdtes her i København et særdeles heldigt Kvindesagsmøde med Repræsentanter fra forskellige Lande, desværre er det ikke lykkedes ved dette Møde at samle Repræsentanter fra begge Broderriger, kun Sverig og Finland er repræsenteret. Kvindesagen har noget at se tilbage paa, en Fortid, som viser sig meget lovende, men det er første Gang, at Dansk Fredsforening træder frem paa et større offenligt Møde. Vi kan ikke vente at faa nogen stor Nytte fra de Folk i Samfundet, som giver Tonen an, derimod vil vi faa Støtte fra de smaa. De, som vil kæmpe for de to humane Tanker: Freds- og Kvindesagen, maa mindes Welhavens Ord: Den, som gaar foran i en Alvorsdyst, han sejrer ej, han kæmper kun og falder.

Frk. Trier valgtes til Ordstyrer: Hensigten med dette Møde er at se, hvorledes danske Kvindesagsvenner stiller sig til Verdensfredskongressens og Kvindesagskongressens Program i Paris. Derfor bedes enhver klart udtale sin Mening.

Folketingsmand Fr. Bajer bragte en Hilsen til Mødet fra Freds- og Friheds-Ligaen, som ogsaa havde Kvindesagen paa sit Program. Dens Formand, Ærespræsident for Verdenskongressen i Paris, den 83-aarige Ch. Lemonnier, havde bedt ham - som Medlem af Ligaens Styrelse - at repræsentere den paa dette Møde. Fra Formanden for Svenska Freds- och Skiljedanesföreningen, Karl Sundblad, var ligeledes indløbet Lykønskningsskrivelse, samt Fuldmagt for den tilstedeværende A. Hansson (Esperöd) til at repræsentere Foreningen her. Et af samme Styrelses egne Medlemmer, Nils Månsson (Passdal, Börrum), havde selv givet Møde. Forhv. svensk Rigsdagsmand, Rektor P. A. Siljeström (Stockholm) havde sendt en særdeles smuk Hilsen, som oplæstes. Tilsidst havde Fr. Bajer gemt den Hilsen, som var os kærest, nemlig fra Kvindevalgretsforeningens Formand, Fru Luplau, født Monrad, der, skønt meget syg, selv havde affattet den.

Derefter gaves Ordet til Fru Johanne Meyer:

I vore Dage, da Forbindelsesmidlerne mellem Folkene er saa lette og hurtige, at man saa at sige kan tale med hinanden hele Jorden over i et Døgn, da kan der ikke være den Kløft imellem Kulturfolk, at det Spørgsmaal, der er brændende i det ene Land, ikke ogsaa er det i det andet, saa naar vi i Dag skal udtale os om de paa Verdenskongressen foreliggende Spørgsmaal, da kan vi sige, at det er alle gamle bekendte for os, vi har ikke alene tænkt over disse Spørgsmaal, men ogsaa drøftet dem med hverandre.

Om Kvindernes Arbejde og Løn i de forskellige Lande kan der findes Uensartethed, et er imidlertid fælles for alle Lande, at Kvinderne lønnes lavere end Mændene for det samme Arbejde, hvilket igen hænger sammen med Kvindernes Mangel paa Fagdannelse og Oplysning.

Kvindesagens Venner har derfor særlig deres Opmærksomhed henvendt paa at skaffe Kvinderne Fagdygtighed i Lighed med Mænd og søge at bringe hende i Besiddelse af den Modstandsevne, at hun ikke underbyder Manden paa Arbejdsmarkedet; at der til det sidste hører en høj Grad af Udvikling, vil enhver kunde forstaa, som ved, hvor Konkurrencen stiger.

Vi her i Danmark arbejde paa to Maader for at skaffe Kvinderne disse Betingelser.

Paa den ene Side Uddannelse og Oplæring i alle Fag, som kan skaffe dem selvstændigt Erhverv, saasom Haandværker, Handelsfolk eller i Embedsstillinger, som vi vil se, at "Dansk Kvindesamfund" *) og "Hjælpefonden" særlig har arbejdet for, ligesom de kvindelige Fagforeninger søger at hæve deres Fag og rejse Arbejdslønnen, at de kan leve et nogenlunde menneskeværdigt Liv. Den anden Side, fra hvilken der arbejdes, er for at skaffe Kvinderne Indflydelse paa Stat og Kommune, ved at faa Valgret og Valgbarhed. Vi har nemlig erfaret, at selv om man ad privat Vej kan skaffe hende Fagdannelse, saa vil hun dog ikke komme ind, saa længe Mændene har forpagtet alle Industrigrene og sidder inde med alle offenlige Embeder. Kun igennem selve Ordningen af Samfundet vil Kvindernes Uddannelse og Adgang til Næringsveje blive aabnede. Derfor arbejder Kv. Fremskridtsforening og Kv. Valgretsforening for at bringe Kvinderne ind som Vælgere.

Som et tredje Spørgsmaal paa Kongressen staar: "Hvad er Aarsag til Sædernes Forfald, og hvad er Midlet derimod?"

Der vil hertil strax svares, det er de økonomiske Forhold, det Konkurrencesystem, hvorpaa vort Samfund hviler, og det er sandt, dog kun tildels. Vi maa gaa dybere og spørge: Hvad er Grunden til, at Samfundet er indrettet saa uretfærdigt og meningsløst paa saa mange Maaden? saa vil vi svare: Hovedsagen er, at Kvinderne har været holdt udenfor Ordningen, de Kræfter, som netop ved sin Forskellighed supplerer Manden.

Vi vil i Historien se, at hver Gang der kommer en stærk Bevægelse over Folkene, naar Uretten er paa sit Højdepunkt og et forurettet Lag i Befolkningen skal op, da stikker Kvinderne ogsaa Hovedet frem, se de iranske Revolutioner 1789 og 1848, men Mændene saa ikke tydeligt nok, trods det stærke Lys, der faldt over Folkene, og Kvindernes indtrængende gribende Fordringer om Borgerretten, som en uafviselig Menneskeret.

Kløften mellem Kønnene fra den Tid blev dybere, Konkurrencen steg, og da Drengenes Erhvervsevne for at kunne skaffe sig en Stilling tidlig, maatte udvikles, saa faar Drenge og Piger fra deres tidligste Tid en hel forskellig Skoleundervisning, som gør Børnene fremmede for hinanden.

At Kvinderne ikke faar nogen Fagdannelse i deres Ungdom, er Grunden til, at Ægteskabet staar som Maal for Kvinden, som ofte bliver den Forsørgelsesanstalt, hun vælger og gaar ind til uden Sympathi eller Kærlighed.

Som hendes Navn i Ægteskabet bliver borte for Mandens, saaledes udviskes hun fuldstændig borgerligt, naar hun gifter sig, - se de nu bestaaende Lovregler for den gifte Kvinde.

Den Usandhed, der klæber ved Ægteskabet, er en væsenlig Grund til Sædernes Forfald, og de unge Piger, der uskyldige og dog skyldige indgaa Ægteskab uden Sympathi, de er egentlig dem, der opretholder den vanvittige Samfundsmoral, der krænker det naturlige og bedste i Mennesket.

Midlet herimod er fælles Undervisning i Barndommen, Fagskoler for begge Køn i Ungdommen og fuldstændig Frihed i det sociale Liv for de unge til at færdes i Kammeratskab og Venskab sammen.

Er altsaa den dybeste Aarsag til Sædernes Forfald, at Kønnene har været skilte, saa maa vi begynde med at bygge Broer op imellem Kønnene. Hidtil har der kun været en, Elskovs- og Ægteskabsbroen, men vi maa lægge Kammeratskabets Bro, Venskabets Bro, Fællesinteressernes Bro, Videnskabens, Kunstens og Musikens Bro over til hinanden. Er saa alle disse sympatetiske Forbindelser knyttet, saa kan vi være sikker paa, at der ikke mere vil indgaas Ægteskaber uden Kærlighed.

Saa vil de, som har siddet paa Skolebænk sammen, have lært at kende hinanden saaledes, at de vil se, at i Grunden er Mand og Kvinde hinandens lige, der er det samme etiske Grundlag i os begge, saa er Prostitutionen eller Løgnen i Ægteskabet ikke mere, da vil der ikke være en Moral for Mænd og en anden for Kvinder, men en ny Samfundsmoral for begge. (Bifald.)

Lærer Sundboe gendrev de mange latterlige Paastande, der fremsættes mod Kvindeemancipationen. Samfundsstøtterne er stadig bange for, at "Kvindeligheden" gaar tabt. Det er uheldigt, at Kvinderne ikke kan komme til at beklæde de Embeder og Stillinger, hvorfra der kan udrettes noget, men det er dobbelt uheldigt for de fattige Kvinder, der maa døje Kulde og Sult, lang Arbejdstid og stadig mindre Løn. I Byerne sluger Fabrikerne de arbejdende Kvinder, paa Landet er de dreven fra Væven, Spinderokken og andre huslige Sysler ud til Tærskemaskinen, Hakkelsemaskinen, og i Marken, overalt er det forbi med den gamle "Kvindelighed". Ingen Mand finder paa at bruge sin Hest

17 - 18 Timer i Døgnet, fordi det vilde volde ham Tab, men Tjenestepigerne maa arbejde i saa lang Tid, ligegyldigt om deres Kræfter slaar til. De kan jo altid afleveres til Fattigvæsenet eller Prostitutionen. Det er en Haan at tale om Arbejdernes Familieliv og om deres Børneopdragelse, thi Arbejderne har ikke Tid til at dyrke disse Ting. Vi maa komme til en Normalarbejdsdag og en Normalarbejdsløn. Der bør ogsaa fastsættes en bestemt Hviledag for Kvinderne. Staten bør fastsætte baade Arbejdstid og Løn. Det er muligt, at det gamle Samfund falder med disse Reformer, men saa er det ifølge Naturens Orden, at det skal falde. (Bifald.)

Henning Jensen. Der er en Tanke oppe i Tiden, maaske den største, nemlig Sammenslutningstanken, Sammenslutningen imellem Folk i de forskellige Nationer og trods deres forskellige Stand, Sammenslutning mellem Mand og Kvinde til fælles Arbejde. Denne Tanke er imidlertid ikke ny, den er for saa vidt gammel, det er Kristendommens Grundtanke i

Modsætning til Hedenskabet, nemlig: Adsplittelse; de første Kristne gennemførte den strax, idet de betragtede hinanden som Brødre. Det er saa let at sige, vi er alle Brødre, men praktisk at gennemføre det, det er det, det gælder om, men derfor kom denne Kristendommens Sammenslutningstanke Magthaverne paa tværs, thi det, de skulde leve af, var den Gang som nu: Adsplittelse. "Del og hersk", siger et gammelt Ord, som Magthaverne længe før Kristendommens Tid har gjort sig til en Opgave at løse, derfor var det dem magtpaaliggende at faa denne Sammenslutningstanke, som Kristendommen havde sat ind i Verden, ud af Verden, men saa galdt det om at faa Mænd, som havde Indflydelse paa Folket, paa sin Side, og det lykkedes dem, da Kristendommen blev gjort til Statsreligion, idet de Præster, som der blev ansat, ikke maatte prædike Sammenslutning, men Adsplittelse. Den romersk-katolske Kirke har noget af denne Sammenslutningstanke i sig, idet den søger at samle de forskellige Nationer under et, men dens Fejl er, at den selv vil staa som den øverste, og at den kun har Øje for den nationale Sammenslutning, men ikke for den sociale.

Derimod gaar Adsplittelsestanken helt igennem den lutherske Kirke, som lægger Vægt paa at adsplitte Nationerne, at udjævne Kløften mellem de forskellige Samfundsklasser, at gøre Forskel paa Mand og Kvinde. Man kunde næsten kalde de lutherske Præster nationalliberale, Lutheranerne har kun grebet den religiøse Del, medens Grundtanken er gaaet tabt. Sammenslutningstanken finder dog Jordbund i vor Tid, men af Mennesker, som ikke er kristne, det vil sige Fritænkere, som tænker frit om den kristne Lære, men har grebet dens Grundtanke. Nr. l paa Programmet lyder: "Kvindernes Indflydelse og deres Virksomhed med Hensyn til de menneskelige Samfunds Fremskridt og Udvikling." Ja, her kunde Kvinderne øve Indflydelse paa Samfundet ved at gøre sig til Talsmænd for Sammenslutningstanken, men det vil falde Kvinderne svært, thi saa maa de bryde med Præsterne, og Kvinderne er som oftest Præsternes ivrigste Tilhængere, ligesom Kvindesagen som oftest møder størst Modstand blandt Kvinderne. Det er foreløbig kun Smaafolk og intelligente Folk, som vil tage saadanne Tanker op. Kristendommen fandt ogsaa først Jordbund hos Smaafolk, de store kom først med, da den var bleven til Hedenskab, da Kristendommen var bleven Talsmand for Hedenskabets Adsplittelsestanke. Man skal ikke tro, at man bliver Ridder af Dannebrog, fordi man tager slige Sager op, men lad os kæmpe for, at Kristendommens store Grundtanke vil sejre, selv om det først sker, naar vi ligger i Graven.

Frøken Lagesen. Naar jeg skal sige et Par Ord om Kvindesagen, vil jeg bemærke, at først er jeg ikke nogen stor Ven af det Ord Kvindesag. Jeg vil snarere ønske, det blev kaldt en Menneskesag, for der er mange Mænd, som heller ikke har den Ret, vi arbejder for at faa. Jeg vil ikke tale om Valgret, for det er der mange Mænd, der ikke har. Kvinderne bør forlange samme Arbejde, samme Løn som Mændene. Hovedsagen bør vistnok ikke dreje sig om, at Kvinderne kommer i de Embeder, men det bør dreje sig om at forlange samme Arbejde, samme Løn.

Ellers kan det gaa saadan, at det bliver Mændene, som skal sidde hjemme og koge Grød. Jeg tror, at Kvindesagen egentlig bunder i det økonomiske.

Hansson, Esperød (Sverig), oplyste, at Kvinderne i Sverig har opnaaet kommunal Valgret og Valgbarhed til Skoleraadet. Det gælder imidlertid om at fremme Oplysningen blandt alle Samfundslag.

Fru Jensen. Naar jeg vil tillade mig at sige et Par Ord, saa er det for at sige noget om dem, som arbejde i Herreskrædderfaget. Det er ofte sagt, at Kvinder nok kunde arbejde i Skrædderfaget, men ikke har de tilstrækkelige Kræfter, men det er vist en temmelig løs Grund at anføre, det kommer mere an paa Øvelse og Behændighed. For Kræfternes Vedkommende kan Kvinderne tage det op med Mændene, men Grunden ligger altsaa i de forkerte Læreforhold. Kvinderne uddannes ved, at de giver sig i Lære, men Vedkommende har ikke noget Ansvar, om hun lærer lidt eller daarligt, og hun aflægger ikke nogen Prøve. Trods det, at Forholdene i Lærefagene er saa uheldige, saa er der dog mange, som kan lære Faget godt. Hvad der vilde gavne Kvinderne meget, var, at oprette Fagskoler. Naar der bliver sagt, at Kvinderne ikke har den rette Sans for at oprette Fagforeninger, saa er det ikke rigtigt. Naar Mændene har større Interesse for Fagforeninger, ligger det i Opdragelsen og ikke i, at Kvinderne mangler Øvelse eller Interesse. Altsaa det, det kommer an paa, er, at Kvinderne lærer at udføre det samme som Mændene. (Bifald.)

Hr. Nielsen, Formand for Tjenestetyendeforeningen. Det er ikke godt, naar der arbejdes for en Sag, at der skal være andre til at repræsenterere den, saaledes som jeg den kvindelige Tjenestepigeforening, men da Tjenestepigerne paa Grund af deres afhængige Stilling ikke selv kan gøre det, har jeg paataget mig det. De fleste Tjenestepiger er heller ikke selv i Stand til det, paa Grund af deres mangelfulde Opdragelse, derfor maa vi mandlige Tyende staa dem bi. Jeg vil rette en Tak til Hr. Sundboe, fordi han har draget denne Sag frem paa dette Møde. Man maa haabe, at det engang vil gaa op for de overordnede, at der trænges til en Forandring med Hensyn til det kvindelige Tyendes Løn og Arbejdstid. Mange Tyende blive Fabriksarbejdersker, fordi de mener derved at faa mere Frihed, men saa ender de i Samfundets Bærme, dette sker af Uvidenhed, derfor maa der sørges for Tjenestepigernes Oplysning.

Månsson. Øster-Gotlands Fredsforeninger bragte Forsamlingen en Hilsen fra svenske Medarbejdere.

Fru Ankersen. Jeg kunde naturligvis ønske at give et lille Bidrag til Diskussionen her, da jeg antager, at der skal sendes et Resultat til Paris herfra, Der er to Spørgsmaal, som Kvinderne særlig maa lægge Kraft paa, og det er, at Børnearbejde forbydes og Lærlingeforholdet forbedres, for ellers ødelægges alt for, dem. Det var ønskeligt, om man i alle Fag sørgede for, at Kvinderne fik samme Uddannelse som Mændene, før kan de ikke have Ret til at faa samme Løn.

Arbejderne har ikke Raad til at lade deres Døtre lære i 5 Aar. Kvinderne bliver uddannede som Specialister og har været i en Forretning i 30 Aar, men lad dem blive uddannede til Svende, og jeg vil se, om det ogsaa bliver Tilfældet. De mandlige Lærlinge har en Gennemsnitsløn af 7 Kr., jeg er ganske vis paa, at ingen Arbejderfamilie vil nægte sin Datter at staa med en Gennemsnitsløn af 5 Kr. Da hun intet Arbejde giver, er Forpligtelsen til at uddanne Kvinden jævnsides med Manden.

Arbejdsgiveren stiller ikke Kvinden til det samme Arbejde som Manden sættes ved, derved kan han bedre udbytte dem. Den Opgave, som Dansk Kvindesamfund skulde tage op, er, at Kvinderne lærer alt, saa de kan staa sideordnet med Manden.

Jeg vil nok se de Forældre, der taalte, at deres Søn lærte i 5 Aar og saa kun blev sat til at polere eller slibe. Det vilde de ikke.

Frk. Koppel opfordrede Mødrene til at tage alle Damenykkerne ud af deres Døtre og opdrage dem til nyttige og virksomme Mennesker, der lærer at stole paa egen Kraft,

Nørregaard ønskede skærpede Straffelove for at fremme Sædeligheden.

Fru Nørlund talte for Kvindelig Valgretsforening, man kunde ikke kalde Valgretten for den almindelige Valgret, saa længe Kvinden er udelukket fra den. Kvinden har ikke engang den Ret, den dummeste Mand besidder. Valgretten var en af Menneskerettighedernes Hævdelse.

Cigarmager C. Nielsen ønskede Børnearbejdet afskaffet, særlig da dette var en medvirkende Aarsag til Sædernes Forfald. Taleren fremdrog derpaa et Par Exempler paa, hvorledes Fattigdommen demoraliserer Arbejderne.

Skrædder Jensen opfordrede Mændene til kraftigt at støtte Kvindernes Bestræbelser for bedre Forhold. Det gælder ogsaa om at have Øjet aabent for Udviklingen og tage sit Standpunkt til det store sociale Spørgsmaal.

*) "Dansk Kvindesamfund" har ogsaa arbejdet for kommunal Valgret og har altsaa ogsaa den anden Side paa sit Program.

- (Fortsættes).