Kvindekræfter.

Paa Kvindens Kræfter klages,

og Hensyn ej der tages

til Dragterne, som hæmmer;

det stadigvæk man glemmer.

„Hvad skal dog Kvinden gøre?

hun frit maa ej sig røre,

og ej jeg kan forstaa,

hvor Kræfter vi skal faa;

naar Kræfterne skal hæmmes

i Stedet for at fremmes.

For Kræfter ej jeg klynker,

men snarere dem ynker,

som Kæmpekræfter haver

og intet med dem laver.

Thi selv i Skørter trange,

jeg véd, der findes mange,

som haardt i Arbejd slider,

ja, - baade kan og gider.

For højt vi ej bør klage

paa vore Kræfter svage,

thi Ørerne det trætter,

og Sagen ej det letter.

Derfor jeg meget heller

om Karen lidt fortæller;

men da jeg er lidt bange,

hun ukendt er af mange,

saa maa jeg præsentere,

før jeg fortæller mere.

Karen er lille og ganske net,

Øjnene lyse, Humøret let,

kraftig bygget og stærk, som faa,

gerne tilfreds man hende saa.

Livet for hende er Slid og Slæb,

hele Dagen er altid Stræb.

Her som mange Steder det gaar:

Hesten, som slider, Havren ej faar.

Da Karen savnede et Hjem

for sig og sine Poder fem,

til Sognet maatte hun da ty

og fandt i Fattighuset Ly.

Men fejl det er, hvis nogen tror,

at Lejligheden der var stor,

en enkelt Stue var det hele,

som hun med sine kunde dele.

Dog Karen flot var ikke vant,

saa hun sig nok til Rette fandt.

Men nu maaske vil mange spørge:

„hvorfor man ej kan bedre sørge

for dem, som ej en Gang har Ly,

men maa til Fattighuse ty.”

Saa svare maa jeg til de mange:

„det er fordi, at man er bange,

hvis Rummene er ikke trange,

at vi skal friste alt for mange.

Desuden maa Kommunen spare.”

Det er det hele, jeg kan svare.

Foruden Karens Poder fem,

der hørte og til hendes Hjem

den nydeligste lille Ged,

som noget Sted man kunde se.

Derfor det blev en Prøvelse,

som vakte stor Bedrøvelse,

thi Mette Plads ej kunde faa;

man maalløs paa hinanden saa.

Dog Hjerterum der fandtes;

det tunge overvandtes.

Familien fandt snart paa Raad;

i Stuen Mette kunde staa,

og da den var til Orden vant,

i Stuen snart man Mette fandt.

Thi Mette var et dannet Dyr,

der aldrig gjorde noget Styr,

den hørte til en bedre Klasse

og vidste, hvad der kunde passe.

Udenfor Huset en Grusgrav ligger,

stadigt i Karens Øjne den stikker.

Navnet Grusgrav er kun paa Skrømt,

thi forlængst er den bleven udtømt.

Ser man paa den med lidt Fantasi,

ligner den næsten et Bjergparti,

stejle Skrænter og dybe Grøfter,

store Stene, som ingen løfter.

Græsset over det hele gror,

selve Pladsen er meget stor.

Karen gik til det Sogneraad,

spurgte, om Grusgraven hun maatte faa;

thi hun vilde den helt forvandle,

hvis hun bare den maatte behandle.

Raadet forbavset paa hende saa,

hvad kan et Kvindfolk dog ej hitte paa.

Saa blev der svaret af Mændene store:

„hvis det, Karen, dig meget kan more,

maa Du gerne den Grusgrav have,

skønt Du intet af den kan lave.

Spotten til Hjertet dog ej hende gaar,

sjeldent en Kvinde Opmuntring faar.

Ikke saa snart var hun kommen hjem,

førend Spade og Skovl kom frem,

thi hvis Arbejdet det skulde lide,

maatte hun ordenligt i det slide.

Der skulde fyldes op i det lave,

derfor af Højderne maatte hun grave.

Stene baade store og smaa

ogsaa hende i Vejen laa;

meget Arbejd de Stene voldte,

da hun var færdig, to Favne hun solgte.

Færdig hun blev, Kartofler blev lagt,

men saa var ogsaa Misundelsen vakt.

Husfællers Mishag den Have vakte,

stadigt for Dagen de ogsaa det lagte.

Nu var det Arbejde ikke saa stort,

det kunde alle de andre hae gjort.

Karen hun havde faaet en Gris,

den stod i et Skur, nu for ingen Pris

i Skuret maatte den længere staa,

thi Rotter og Mus de andre kun faa.

Til Raadet blev klaget,

og der blev taget

Bestemmelse om den farlige Gris,

flyttes den skulde begribeligvis.

Dyre for Karen blev gode Raad,

hvor i Alverden skal Grisen dog staa;

en Gris ej pæne Manerer har,

desuden i Stuen Mette var.

Pludselig husker hun sin Have,

der kunde hun et Grisehus lave,

inden Aften det var under Tag,

Grisen blev flyttet den samme Dag.

Om Mette Grisen Selskab gør,

for vist jeg ikke sige tør.

Et Mønster ej her vises,

men Energien prises;

vi bør os sammen tage,

thi alle er ej svage.