Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Doktor Alfred Moscheles gik hjem til sin Ungkarlebolig, men han kunde ikke rigtig klare sine Tanker. Hans syv og tyveaarige Tilværelse skulde for første Gang, efter at han havde faaet ABC-Bogen i Haanden, afbrydes af noget, som ikke hed Arbejde. Men hvad var saa det hele, han skulde blot gøre sin Professor en Tjeneste og lade sig udle af Ottilie, for at Professoren kunde være uforstyrret sammen med Mariane. Han følte sig forpligtet til at yde Professoren en hvilken som helst Tjeneste, og naar man vil gøre en Tjeneste, saa skal man ikke gruble saa meget over den, thi da taber den sin Værdi. Den unge Lærde koncentrerede sine Tanker paa de „sammenlignede Studier over Resultaterne af fysiologiske Undersøgelser”, som han havde skrevet paa, da Telegrammet fra Ottilie kom.
„Og sandt er det, at vi kunne forstaa de aandelige Eksempler igennem materielle Beviser; det Ord hos Descartes: je pence - men blaat er hendes Yndlingsfarve? Og hvilke gaadefulde Krystalflasker og Flakoner, der stod paa Bordet . . . det var vist til Sæbe, Naale og Parfume. Selv Oldtidens Kvinder . . . „je pense, done je suis”, ved de Ord var ikke alene ment Sanseindtrykket, nej, en hel kompliceret Tænkeakt. Værelset er blaat; Iagttagelsen af denne ligefremme Omstændighed maa man kalde et Sanseindtryk, medens den Forestilling, som staar i Forbindelse dermed ... en hvid Haand, der famler i Krystalskaalen ... en slank Arm, som rækkes i Vejret til de mørke Lokker . . . disse mørke Lokker paa Kniplingspuden ... en kompliceret Tænkemaade, og paa den anden Side kunde selv Filosofen Descartes ikke have noget at indvende derimod, naar man allerede ved en blot alvorlig Iagttagelse sagde: Jeg tænker, altsaa lever jeg.”
Næste Morgen indfandt han sig i rette Tid paa Banegaarden, hvor han traf Professoren. Denne var i et straalende Humør og sagde, da de sad sammen i Kupeen: „Der er en god Vandringsmand gaaet tabt i mig, thi jeg kan ikke tænke mig nogen større Fornøjelse end med Stok i Haanden, Randsel paa Ryggen og Brød og Ost i Lommen at vandre Verden rundt. Naar jeg tænker paa alle de herlige Timer, jeg allerede har oplevet . . !” Og nu fortalte han om sine Opdagelsesrejser i Asien, hvor han var trængt frem lige til Indusflodens Bredder.
„Jeg vilde dog nok ønske,” sluttede han alvorlig, „at jeg, den Gang min Broder faldt i en Duel, havde været her hjemme og ikke i Indien, saa vilde meget have været anderledes.”
(Fortsættes.)
