Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
I Pensberg tog de med Postvognen, hvis eneste Passagerer de vare. Deres Samtale var nu kommet ind paa det videnskabelige Omraade, og Droste talte saa ivrig, at han overdøvede Hjulenes Raslen. Hans unge Rejsefælle undertrykkede mangt et Spørgsmaal, han ellers vilde have gjort, undlod at gøre mangen en Indvending, thi han ønskede, at Professoren skulde blive færdig med at drøfte det ellers interessante Tema og tænkte paa det vigtige Spørgsmaal, hvor Alfred skulde bo, og hvad Damerne vilde sige til den uventede Gæst.
Men det var altsammen forgæves; da Postvognen holdt foran Gæstgivergaarden i Kochel, var Professoren endnu ikke færdig.
„Begge Kufferterne skal sendes til Fru von Droste!” beordrede Professoren.
„Men jeg kan da ikke ...” stammede Alfred.
„Hvad kan De ikke?”
„Jeg er jo saa fremmed . . . der er maaske slet ikke Plads . . . jeg kan jo godt bo ... her . . . paa Gæstgivergaarden ...”
„Vi har smukke Værelser, god Opvartning, om Sommeren bor her mange Herskaber,” anbefalede Værten.
„Hvad er det for en Snak!” udbrød Droste. „De kan dele Værelse med mig. Men nu har vi en lille halv Times Spadseretur, min Svigerindes Hus ligger Syd for Søen.”
De gik hurtigt; Vejen førte først igennem Landsbyen, forbi de hvide, straatækkede Huse, der næsten laa skjult under mægtige Frugttræer, fra hvis Grene den lette Blæst afrev de sidste rødgule Blade; Efteraarssolen skinnede mildt og varmt og betog Landskabet dets ellers noget mørke Præg.
For Enden af Gaden fik de Øje paa en larmende Børneskare, som leende og jublende stimlede sammen om en høj, ung Dame. Det var Ottilie, som delte Kringler ud til Børnene af et stort Kræmmerhus. Hun saa Onkelen, kastede Kræmmerhuset fra sig og fløj i hans Arme. Han løftede hende i Vejret og gav hende et Kys. Da han satte hende fra sig, saa hun til Siden i og opdagede Doktor Alfred Moscheles, der stod bag ved hendes Onkel.
„Aa”, sagde hun, „han er kommet med.” Alfred Moscheles bukkede temmelig kejtet; baade han og Ottilie blev blussende røde.
„I München havde jeg kun den Fornøjelse at hilse paa Dem paa Afstand,” sagde Ottilie, „det er rigtig net af Dem, at De er kommen med.”
(Fortsættes.)
