"Das Lette-Haus".
„Das Lette-Haus” er Navnet paa en Anstalt i Berlin, stiftet 1868 af afdøde Præsident Dr. Lette med det Formaal at skaffe unge Piger den højere Dannelse til Selverhverv. Anstalten bliver nu med stor Dygtighed ledet af den afdøde Stifters ældste Datter, Fru Schepeler Lette, Søster til den bekendte Fredsven Fru Fischer Lette.
Anstalten er delt i 3 Skoler: Tegne-, Handels- og Erhvervsskolen.
Tegneskolen uddanner for det første til Lærerinder og for det andet Elever til kunstindustriel Tegning.
Handelsskolen er delt i to Klasser, som hver omfatter et etaarigt Kursus. De ansøgende kan, naar de har fyldt deres sekstende Aar og har aflagt Prøve paa at besidde den Modenhed, som fordres i en højere Pigeskole, blive optagne i første Klasse; hvis de mangler denne Foruddannelse, maa de først gennemgaa anden Klasse.
Ved Optagelsesprøven til første Klasse maa de ansøgende skrive en tysk Opgave over et almindeligt Thema, udarbejde en fransk og engelsk Oversættelse, samt løse nogle Regneopgaver, for derved at vise Sikkerhed i Regning med benævnte Tal og Kendskab til Decimalbrøk.
I disse fire Fag maa ogsaa aflægges mundtlig Prøve; der lægges særlig Vægt paa Kendskab til den tyske Grammatik, deri indbefattet Sætningslæren. I Fransk og Engelsk fordres Grundtrækkene i Grammatiken.
Anden Klasse omfatter: Handelsskrift og Stenografi, Handelsregning, Kontorarbejde og Korrespondance. Korrespondance og Konversation i det franske og engelske Sprog Tysk og Geografi. Alle Lærefag er obligatoriske. Erhvervsskolen er delt i mange forskellige Underafdelinger: 1) Linnedtilskæring, 2) Haandarbejde. og 3) Haandarbejdslære, 4) Kunsthaandarbejde, 5) Maskinsyning, 6) Skræddersyning. 7) Modepynt, 8) Blomsterfabrikation, 9) Frisering, 10) Vask, dertil hørende Strygning, Kniplingevask o. s. v., 11) Kogning.
Erhvervsskolen er den mest besøgte, i et Aar talte den omtrent 1086 Elever. Det er dog ikke hermed sagt, at en Elev kun skal besøge én af disse Afdelinger.
Nu vil vi aflægge et lille Besøg i Anstalten. Vi er altsaa i Berlin, og staar udenfor den statelige Bygning i Königgrätzer Strasse Nr. 90. Vi træder ind ad Døren til højre. Der er Registraturet, hvor der daglig er to Damer til Stede fra Kl. 9 - 6. Efter at være skreven ind i Fremmedbogen, bliver vi af den ene af disse Damer vist om.
I den første Sal, vi kommer til, holdes Tegneundervisning; man faar straks her et Begreb om Anstaltens Storhed ved Synet af denne store Sal, dekoreret med alle Slags Gibsmodeller. Her sidder Eleverne foran deres Staffelier, hver med sin Gibsmodel opstillet eller ophængt foran sig. I en anden Klasse gives Undervisning i kunstindustriel Tegning, som mere end den forrige uddanner Eleverne praktisk for Industrien og Selverhverv. Til ethvert praktisk Fag slutter sig den dertil hørende praktiske Undervisning, f. Eks. ved Gibstegning og Ornamentstegning efter Gibs
- Geometri, Skyggelære og Perspektiv. Ved Legemstegning efter Træmodeller, Naturstudier, Stilleben - Anatomi, Proportionslære, Kunsthistorie. Ved Ornamentstegning - ornamental Formlære, bunden Tegning og Farveøvelser. Desuden bliver de, som specielt vil uddanne sig til Lærerinder, indviede i Tegneundervisningens Methode. Kunstindustriel Tegning, Tegning og Maling, forbundet med Fagundervisning for saadanne, som fuldstændigt vil hengive sig til Kunstindustrien, træffer vi igen senere i Klasserne for Kunsthaandarbejde. Endnu vil jeg tilføje, at der bliver lagt særlig Vægt paa Undervisning i Aquareltegning og Porcellænsmaling.
Vi stiger nu en Etage højere op, hvor Erhvervsskolens forskellige Afdelinger findes. Efter at vi har set Linnedtilskæringen, kommer vi til den Sal, hvor Linnedet bliver syet eller repareret. De, som vil uddannes til Lærerinder i Haandarbejde, tager desuden Undervisning i Pædagogik. Kunsthaandarbejdsskolen viser, hvor nær dette Fag er beslægtet med Ornamenttegning og Farvelære, især i Fladstingssyning og Guldbroderi, i gammel tysk Lærreds-Point og Point-Lace. Til dette Kursus slutter sig tillige Læren om at indrette Kunsthaandarbejder, nemlig Mønsterets Gennemstikning, og dettes Overføring paa alle Slags Stoffer, Forarbejdning af Applikation og Guld broderi og lignende. Eleverne kan her tjene meget ved Broderi paa f. Eks. Kraver paa militære og civile Uniformer eller paa Alterklæder o. s. v. I den næste Sal sidder flittige Skræddersker, hver med sin Kjole, som de syr til eget Brug; der bliver nemlig ikke antaget eller udført efter Bestillinger, dertil er Viktoria-Bazare, som vi siden kommer til. Derefter kommer Blomsterfabrikationen og Modepynten. Der læres her saa vel at pynte nye Hatte som at modernisere gamle. I denne Etage findes tillige et Fæstekontor, som ikke alene er tilgængeligt for de i Anstalten uddannede Damer, men alle og enhver, som har de Anbefalinger og Attester, som fordres, kan melde sig for at ansøge om en fast eller midlertidig Beskæftigelse i en af de for Kvinder nu aabnede Erhvervsgrene. Frøken Henning, dette Bureaus Forstanderinde, styrer med stor Dygtighed denne vanskelige Post, som modtager ikke ringere end 6495 Breve og bortsender 6012 i Løbet af Aaret.
Nu fører vor Vej op i øverste Etage, i den saakaldte Viktoriastiftelse, som er i Stand til at modtage 45 Pensionærer. De uden for Berlin boende Elever finder her Tilhold og Beskyttelse. Foruden at hver Pensionær har sit eget Sovekammer, findes tillige en rummelig Dagligstue med Klaver til Elevernes Afbenyttelse. Der bliver draget al mulig Omsorg for Pensionærernes Velbefindende. Anstaltens erfarne Huslæge, Frk. Dr. Tiburtius, besøger ugentlig Viktoriastiftelsen for at erkyndige sig om Beboernes Sundhedstilstand. Undertiden holdes Aftenunderholdninger, i hvilke saa vel Elever som Lærerinder deltager. For den musikalske Underholdning er der stedse sørget, og heller ikke det legemlige Velvære bliver glemt. Saaledes danner disse Vinteraftener et venskabeligt Baand mellem Foreningens Medlemmer. Om Sommeren foretages Udflugter i Berlins Omegn.
Nu maa vi helt ned i Kælderen for at tage Vaskekælderen, Køkkenet og Forraadskamrene i Øjesyn. Vi gaar ned ad en Stentrappe og er i Vaskekælderen med sine store Kedler, Vandledninger o. s. v. Ved Siden af Vaskekælderen ligger Strygestuerne. Vi begiver os derpaa til Køkkenet, hvis Nærhed snart mærkes ved den liflige Duft, der slaar os i Møde derfra. Her staar vel et Dusin unge Piger med hvide Forklæder og opsmøgede Ærmer, nogle banker Kød, andre skærer det i Stykker, og atter andre vejer omhyggeligt Portioner af.
Om Formiddagen bliver der kogt for Dame-Restaurationen, som ligger oven over Køkkenet; dette sker efter stor Maalestok, da baade Familjer og enlige Damer lader hente Mad herfra.
I Forhuset ligger Viktoriastiftelsen, som saa at sige er en permanent Udstilling af kvindelige Kunstfærdigheder; ligeledes modtages der her Bestillinger paa alle Slags kvindelige Haandarbejder.
Foruden alt dette er adskillige velgørende Stiftelser knyttet dertil. Saaledes „Charlotte-Stiftelsen”, som understøtter Døtre af fattig Adel, Embedsmænd og Militære, og den saa kaldte Lette-Stiftelse, som hjælper enligstillede i Berlin boende Kvinder med Pengemidler til at skaffe sig selvstændigt Erhverv.