Charles Dickens Barnebarn.
En høj, slank Dame med store, tankefulde Øjne i et intelligent Ansigt, saaledes ser Miss Dickens ud. Hendes Hovedynde er Naturlighed, og hendes store Held som Forfatter har ikke fordærvet hende. Da jeg spurgte hende, hvorledes hun var bleven Forfatter, svarede hun leende, „jeg véd det ikke;”
jeg havde aldrig tænkt derpaa, men jeg har en Ven, som er Forfatter af Profession, og jeg havde den Vane stadigt at kritisere hende; derved blev jeg fortrolig med Tekniken i et saadant Arbejde og fik den Idé at skrive en Historie paa egen Haand.”
Miss Dickens omtalte sin forfærdelige Frygt for at komme frem med den og sagde: „Jeg følte mig som en Snegl, der pludseligt ser sig skilt fra sin Skal. Det var naturligvis dumt,” sagde hun, „og man bliver hærdet med Tiden, men selv nu kan jeg ikke sidde stille, hvis jeg ser nogen læse i mine Fortællinger. Jeg føler mig aldeles elendig derved. Jeg skriver 6 Timer om Dagen, 3 om Morgenen og 3 om Eftermiddagen. Med Hensyn til at vente med at skrive, til Aanden kommer over mig,” sagde hun muntert, „dersom jeg gjorde det, saa vilde jeg sikkert aldrig komme til at skrive en Tøddel. Men jeg maa tilstaa, det er ikke behageligt at skrive 3 Linjer i 3 Timer om Morgenen og saa maaske bruge de næste 3 Timer til at udslette disse.
