Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Det var for at gøre Hr. Professoren en Tjeneste, for at De. . .”, han standsede forlegen:
„Hvad bestiller Du her?” spurgte Droste.
„Ikke noget videre nyttigt, er jeg bange for,” sagde Ottilie; „jeg delte Kringler ud til Børnene. Moder er nemlig derinde,” hun pegede paa et lille Hus; „der bor en stakkels Daglejerkone, som har faaet Tvillinger i Nat, og hun er saa fattig, har hverken Penge eller Klæder eller Mad; - men der er Moder.”
Fru Mariane standsede forbavset paa Dørtrinet; Droste ilede hende i Møde og greb hendes Haand, hvad de talte om, kunde de unge ikke høre, men de saa, at Marianes Haand hvilede længe i Drostes, og saa, at hans Øjne blev fugtige. Og derefter gik de sammen henad Landevejen, som om Ottilie og Dr. Alfred Moscheles slet ikke eksisterede.
Nu var det uden Tvivl hans Pligt at „beskæftige” Ottilie. Han skulde allerede begynde at gøre Tjeneste.
Det var dog sværere, end han havde tænkt sig det, det vil sige, han havde i Grunden slet ikke tænkt paa, hvormed man plejer at underholde unge Damer.
Ak, derom havde hverken Filosofen Descartes eller nogen anden belært ham.
„Hvor Moder og Onkel Lothar dog er et smukt Par, naar de gaar saadan ved Siden af hinanden,” begyndte Ottilie.
„Deres Moder har slet ikke lagt Mærke til mig, mon hun vil synes om, at jeg er med?” spurgte Doktoren.
„Det vil hun sikkert nok! Moder er saa god.”
„Hun plejer de syge og hjælper de fattige, hun maa have et stort Hjerte, siden hun ikke føler Bitterhed imod hele Menneskeslægten.”
„Hvorfor skulde Moder føle Bitterhed imod nogen?” spurgte Ottilie forundret; men paa en Gang for hun forskrækket sammen. Endnu i Gaar Morges vilde hun aldeles ikke have tænkt over en saadan Ytring, men siden i Gaar Eltermiddags var hun bleven mistroisk.
„Skulde Moder da have nogen særegen Grund dertil?” spurgte hun langsomt.
„Aa nej - jeg mente kun---” stammede Alfred.
„Skal jeg sige Dem min Moders Valgsprog? Det er Antigones Ord: „Jeg lever ikke for at hade, kun for at elske!”
Ottilie var dybt rystet, og Alfred ikke mindre, da hun sagde dette. De tav begge, spørgende sig selv: hvorfor er jeg saa bevæget?
Nu vendte Mariane sig om, Droste havde formodenlig talt til hende om den Gæst, han medbragte. (Fortsættes.)
