Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Velkommen hertil! De er ikke nogen fremmed for os, dertil ved vi for god Besked om det Forhold, der er imellem Dem og Professoren, og Ottilie betragter Dem som Ven.”
Hun rakte ham sin Haand, som Alfred greb med Ærefrygt. Han var saa betaget, at han ikke kunde sige et Ord.
Professoren laa i Sengen med Hænderne foldede under Hovedet og iagttog tavs og smilende, hvorledes hans unge Ven fuldendte sin Paaklædning foran Spejlet.
„Jeg havde ikke troet, Moscheles, at De gjorde Dem saa megen Umage med at binde Sløjfen paa Deres Slips eller var saa omhyggelig som en rigtig Modeherre med Deres Paaklædning,” sagde han endelig muntert.
Doktor Alfred Moscheles, som i Virkeligheden for aller første Gang i sit Liv havde
klædt sig paa foran Spejlet, satte et grumme ulykkeligt Ansigt op.
Aftenen i Forvejen havde han været i den største Forlegenhed, fordi han skulde klæde sig af og gaa i Seng i en andens og oven i Købet i sin højt ærede Professors Nærværelse; i Morges fik han kun Mod til at staa op og klæde sig meget omhyggelig paa, fordi han troede, at denne sov. Nu var han dog bleven iagttaget, og Professoren antog ham uden Tvivl for en Laps.
„Naa, De sætter jo et Ansigt op, som om De havde begaaet en Forbrydelse,” lo Droste, idet han rejste sig; „vent lidt, saa kan vi følges ad ned”.
Dagen i Forvejen havde de alle fire tilbragt sammen under munter Samtale; dog var det ikke lykkedes Ottilie at tale alene med Professoren eller denne alene med Mariane. Men Professoren havde indirekte arbejdet hen imod sit Maal, som var at faa Mariane til at flytte til Hovedstaden; han fortalte saa livligt om alt, hvad der var nyt og interessant i Kunstens og Musikens Verden, om Teatret, om ny Malerier og ny Bygninger, saa Fru Mariane kunde ikke andet end føle, hvor meget smukt hun var gaaet glip af i alle disse Aar, og hvor meget hun nu stod i Begreb med at forholde sin Datter. Lothar von Droste vidste, at hun vilde føle det, og at hun vilde drage den Slutning deraf, som han havde tænkt sig, men det var ham en uventet Glæde, da hun ytrede:
,,Jeg beundrer Dem, Lothar, og forstaar ikke, hvorfra De faar Tid til saaledes at følge med alt, hvad der hedder Kunst. Naar man kender den Virksomhed, De udfolder i Videnskabens Tjeneste, forbavses man over Deres Aands Elasticitet og Kraft.”
Professoren sagde smilende: „Kunsten er det samme for mig som et forfriskende Bad. Jeg vil forhaabenlig aldrig forfalde til samme Smagløshed, som saa mange af mine Kaldsfæller, der siger: Jeg læser ingen Romaner, jeg gaar aldrig paa Maleriudstilling, eller jeg har ingen Tid til at høre Musik; thi jeg mener, at en god Forfatter maa kunne give baade den lærde og Lægmanden de værdifuldeste Oplysninger om den menneskelige Sjæl og derved hjælpe den første i sine Studier og lære den anden at forstaa sine Medmennesker.”
Da man sent om Aftenen skiltes ad, tog hver især den Bevidsthed med sig, at den kommende Dag vilde bringe lignende muntre og indholdsrige Timer.
Da Professoren, efter at være kommet i Tøjet med en forbavsende Hurtighed, gik ned ad Trapperne med sin unge Ven, sagde han: „I Dag maa jeg for enhver Pris have Sagerne paa det rene, thi i Morgen skal vi rejse hjem; De maa derfor ikke undslaa Dem for en Tur alene med Ottilie, naar jeg foreslaar det.”
„Aa, Hr. Professor,” svarede Doktoren bestyrtet, „hvoraf ved De ...”
(Fortsættes.)
