Svar til Frk. Trier.

Fru Redaktør!

Vil De være saa venlig at give følgende Svar til Frøken Trier Plads i Deres ærede Blad. Jeg tror heller ikke, at vor Meningsforskel er saa ret stor; thi hvis min Plan og mine Midler førte derhen, som Frk. T. frygter, da maatte de anvendes med megen Misforstaaelse; men i et Foredrag paa en Timestid er det jo vanskeligt at faa alt stillet saa tydeligt frem, at intet kan misforstaas. Med Hensyn til Lystfølelsen skal jeg tilføje et Par Ord: Naar vi undersøger Bevæggrundene til vore egne Handlinger, finder vi jo ofte, at de bestaar i Ønsket om at opnaa en Lystfølelse. Somme Tider siger vi, at det er Pligten, der er vor Bevæggrund; men undersøger vi Pligten lidt nærmere, viser den sig at være Ønsket om at undgaa en Ulystfølelse, enten hidrørende fra, at vore Medmennesker vilde tabe Agtelsen for os, eller vi vilde tabe Agtelsen for os selv og plages af Samvittighedsnag. Anden Forskel er der vistnok ikke mellem Lyst og Pligt som Bevæggrund, og under en nogenlunde naturlig Opdragelse vil Pligtfølelsen derfor vokse frem, uden at den behøver at være Genstand for nogen særskilt Behandling. Da Fysiologerne har godtgjort, at Lystfølelsen er Livets Repræsentant og Ulystfølelsen Dødens, gør vi bedst i at arbejde saa lidt med den sidste som muligt. Naturen kan frembringe tilstrækkeligt deraf, saa at Menneskene ikke behøver at plage hverandre, og frem for alt ikke Børnene. Som Regel vil vi derfor staa os ved at føje Børnene, naar vi selv eller andre ikke kommer til at lide derunder. Skulde de saa blive fordringsfulde, kan vi jo ogsaa have en Vilje, og Børnene vil da snart lære, at de gør klogt i at tage den med i Beregningen.

Angaaende den anden Indvending, nemlig Egenkærligheden, skal jeg kun tilføje, at den er en fuldkommen berettiget Følelse, og den er kun farlig, naar den er forenet med Dumhed; thi hos oplyste og nogenlunde klarttænkende Mennesker gaar Egenkærlighed med en Naturlovs Sikkerhed over i Menneskekærlighed. Et Eksempel vil maaske bedst vise Rigtigheden deraf: 4 Børn er paa Vandring; de bliver sultne og tørstige, og intet af dem har Mad eller Drikke med; men det ene har et Æble i sin Lomme. Er det nu et egenkærligt og dumt Barn, kan det maaske finde paa at spise sit Æble alene; men Behageligheden formindskes sikkert ved Kammeraternes Skuffelse. Er det derimod et lyst Hovede, vil det ganske instinktmæssigt regne ud, at det er det bedste at dele Æblet i fire Dele og lade Kammeraterne først tage et Stykke hver; til Gengæld faar Giveren deres Tak og venlige Ansigter og Udsigt til en Villighed fra deres Side en anden Gang, og det vil være mere værd end de ³/₄ Æble.

Om et Dukkesengetæppe eller en Støveklud vil vække mest Glæde, afhænger af Forholdene i Hjemmet. Dersom Moderen virkelig mangler en Støveklud, har Frk. Trier maaske Ret; men dersom Moderen i Forvejen har Skuffen fuld, faar jeg vist nok Ret. Mere Plads tør jeg vel ikke lægge Beslag paa. Deres ærbødige