Augusta Marie Hall.
Hun var Datter af den berømte danske Arkæolog Brøndsted og fødtes den 24. Juni 1816. Tidlig mistede hun sin Moder, og da Faderen i sin Videnskabs Tjeneste gjorde en mangeaarig Rejse til Grækenland, kom hun i en Alder af et Par Aar i Huset hos sin Onkel, Assessor Aagaard, daværende Ejer af Iselinge ved Vordingborg. Her blev hun 14 Aar gammel kendt med Plejebroderens Studerekammerat, den senere saa bekendte Konseilspræsident C. C. Hall, med hvem hun 19 Aar gammel blev forlovet.
Fra sin tidligste Barndom udmærkede hun sig ved en egen selvbevidst og sikker Optræden i alle Forhold og en undertiden hensynsløs Sandhedskærlighed. Naar dertil kommer, at i hendes Faders Hus, hvor hun 16 - 17 Aar gammel fik Ophold, samledes Datidens berømteste Mænd. Ørsted, Mynster, Oehlenschläger, Heiberg m. fl., er det forstaaeligt, at hun i Omgang med saadanne Mænd og med sine stærke Anlæg maatte blive en Personlighed, som der blev lagt Mærke til.
Under Samlivet med Hall, hvis Hustru hun blev, havde hun jo ligeledes Lejlighed til at komme højtstaaende Mænd og Kredse nær. Hun var den grundtvigske Retning meget hengiven. I hendes Hjem samledes i en lang Aarrække Landets mest bekendte Mænd; men lige saa fuldt aabnedes dets Døre for dem, der trængte til Hjælp; Fru Hall var godgørende i stor Udstrækning.
I mange Aar led hun af Døvhed, men hun tog dette med karakteristisk Tapperhed: „Tænk den Masse Vrøvl jeg slipper for at høre”, trøstede hun sig med. Al anden Svaghed tog hun paa samme Vis; hun var et Livets Barn, der ikke havde at give efter for Svageligheder, men som trængte til at røre sig i kraftig Virken.
Efter at hendes Mand 1856 blev Forstander for Herlufsholm, kom hun ofte der og opholdt sig der gerne. Den 26. April 1891 døde hun, og nu har hendes Støv Plads ved Siden af hendes tidligere afdøde Husbonds under de gamle Træers Skygge paa Herlufsholms Kirkegaard.