Kommunal Valgret.
Ved dHrr. Fr. Bajer og H. Triers Forslag om Kvindens kommunale Valgret i Folketinget i forrige Uge talte Hr. Trier saaledes: Det Forslag, som herved forelægges, har sit væsentlige Indhold i, hvad der tidligere har været vedtaget af Folketinget. Det er noget over 5 Aar, der er forløbne siden, og i den Tid har jo Kvinders Udøvelse af selvstændigt Erhverv stadigt antaget større Udstrækning ogsaa for gifte Kvinders Vedkommende, efter at Loven af 7. Maj 1880 har givet dem Raadighed over Udbyttet af deres Arbejde. Da nu Reglerne for kommunal Valgret væsentlig er knyttede til Ydelse af Skat, saa er det ogsaa et baade ganske naturligt og retfærdigt Krav, at de Kvinder, der paa Grund af deres selvstændige Virksomhed betaler Skat, ogsaa faar samme Ret som Mændene i Henseende til kommunale Repræsentationer. Efter saa mange Aars Forløb, og efter at saa meget baade ude og hjemme ogsaa særlig paa dette Omraade har forandret sig, turde der vist nok nu være Grund til at prøve, om det ikke skulde være muligt at føre denne Sag frelst ud over de Skær, hvorpaa den i sin Tid strandede efter at have forladt Folketinget.
Jeg skal saa kun paa dette Standpunkt anbefale Sagen paa egne og Medforslagsstillers Vegne til Tingets Velvilje.