Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Professoren gik med lange Skridt op og ned i Værelset. Til Ottilies store Beroligelse udviste hans Ansigt dog snarere en let Uvilje end alvorlig Bevægelse.
„Onkel”, sagde Ottilie bedende, da hun var færdig med at fortælle, „sig mig, hvad det er for en Ulykke, som tynger Moder saa haardt? Er det et mørkt Punkt i mine Forældres Fortid, saa lad mig vide, hvad det er, og dersom jeg kan gøre noget for, at Moder igen kan blive glad, saa kan Du stole paa mig. Sig mig ogsaa, hvad Oberst Lehsen, min Veninde Milas Fader, har med mine Forældre at bestille - Moder besvimede, da hun hørte hans Navn.”
Professoren blev bleg.
„Jeg ser godt, hvad det er!” udbrød Ottilie heftig. „Jeg kan forstaa, at baade den svenske Baron og Oberst Lehsen har noget at gøre med den Hemmelighed, som I skjuler for mig. Aa Gud, saa havde Baronen altsaa Ret til at sige, at dersom jeg kunde beslutte mig til at blive hans Hustru, vilde alt blive godt.”
„Og Du, Ottilie,” spurgte Droste meget bekymret, „kunde Du være tilbøjelig til at modtage hans Frieri?”
„Jeg ved det ikke,” sagde Ottilie uden at se op; „han er jo en Mand af usædvanlig Dannelse, men jeg kan ikke rigtig nære Tillid til ham. Spørg mig derfor ikke, Onkel, men tal til mig om Moder, sig mig, hvad der er i Vejen.”
Han klappede hende paa Hovedet, som hun kærtegnende havde lagt paa hans Skulder, og hviskede bevæget: „Over din Moder vaager jeg, mit Barn. Hun skal følge med til mit Hjem.”
Ottilie følte instinktmæssig, at naar han vaagede, saa kunde hun være rolig, og med Ungdommens lette Sorgløshed løb hun straks derefter ud for at klæde sig om til Spadsereturen med Dr. Alfred.
Et Kvarterstid efter gik hun og Alfred ved Siden af hinanden hen ad Landevejen, forbi Skovfogedhuset og ind i Skoven, op og ned ad stejle Bjergstier, forbi Kløfter og Vandfald, hen ad Walchensø til. De tav begge. Ottilie gennemgik i Tanken endnu en Gang Samtalen med Onklen. Den unge Doktor betragtede hemmelig fra Siden sin Ledsagerinde og spekulerede over et meget vigtigt Spørgsmaal. Det, som Ottilie havde paa Hovedet, var en Hat, det kunde ikke nægtes. Doktoren havde hidtil troet, at en Damehat absolut maatte være et Uhyre af Fjer, og at den tilligemed kostbare Kjoler og moderne Overstykker var ganske nødvendig for en Dame. At der eksisterede saadanne tarvelige, graa Hatte uden anden Pynt end en Snor og en lille Englevinge, det havde han aldrig anet, og endnu mindre, at den klædte saa godt, især naar man som nu under Hatteskyggen og de sorte Krøller ogsaa fik Øje paa en velformet, hvid Nakke. Det Resultat, han kom til, var storartet! Naar der altsaa fandtes Kvinder, som ikke bar Mandens hele Maanedsgage paa Hovedet, saa var der jo ogsaa en Mulighed for, at han, Doktor Alfred Moscheles, en Gang kunde gifte sig.
(Fortsættes.)
