Svar til Fru Pouline Aggersborg.
Hvis jeg troede, at Mandens og Kvindens Natur var ens, vilde jeg slet ikke arbejde for Kvindesagen; og jeg arbejder for den, fordi jeg mener, at naar Kvindens Evner er saa uundværlige i Hjemmet ved Børnenes og de Unges Opdragelse, er det ganske selvfølgeligt, at hun ogsaa maa have den direkte Indflydelse paa de Love og offenlige Institutioner, som paa saa mange Maader griber ind i Hjemmets fine Traade.
Hvad siger De, Frue, om Loven af 1874, der hjemler Ret til, at 16 Aars unge Piger kan udskrives til Prostitutionen, dersom de er legemligt udviklede nok dertil. Hvad mener De om, at saa godt som hele Tinget enstemmigt vedtager en saadan Lov; hæderlige Mænd er enige om at anse den for et Gode for Mændene, denne forfærdelige Uret, der gaar ud over de Værgeløse. De vedtager ved Lov at tilintetgøre nogle Mennesker for andres Skyld, og det er altid de fattige Kvinder. Dette moralske Hykleri, tror De, dette havde været muligt, om der havde siddet Kvinder i Rigsdagen.
De vil maaske svare, „der ser De altsaa, at Kvinderne er bedre end Mændene, mere kyske og sædelige.” Nej, paa ingen Maade, men det beviser, at Kvinderne er den anden Part i Sagen, som skal og bør høres i alle Samfundssager, og først og fremmest i det Kønsforhold, hvorpaa hele Samfundet hviler. Hvis Kvinderne stod som Ligestillede med Mændene i det sociale Liv, tror De da ikke, at vi meget hurtigt fik andre Sædelighedsbegreber. Man kan høre unge, oplyste Mænd sige: - ja, der er dog den Forskel paa Manden og Kvinden, at en Ægtemand kan gribes af en heftig erotisk Tilbøjelighed, som efter en ganske kort Tids Tilfredsstillelse aldeles ikke efterlader Spor i hans Liv, hvorimod Hustruen ikke kan gaa uskadt ud af noget lignende.
Saadan Tale føres kun af Mændene, saa længe Kvinderne tier og taaler, thi hvorledes kan Mændene saa ganske glemme og stadigt vedblive at glemme den anden Part i Sagen, Kvinden, som i Almindelighed er Offeret.
Hvor længe vil vi Kvinder taale den Samfundsmoral? - De synes, kære Frue at undre Dem over, at jeg forlanger samme Moral for Mænd som for Kvinder. - Det gør jeg netop, fordi jeg tror, at der findes lige saa fin sædelig Følelse, lige saa stor Blufærdighed hos Manden som hos Kvinden, det er kun den hidtil herskende Samfundsmoral, der har demoraliseret hans Tankegang.
Naar De saa stærkt fremhæver Manden som Banebryder paa Kulturlivets Omraader, saa er det ganske rigtigt, at han har udrettet alle disse store Ting; men nu, da den forandrede Arbejdsmaade i Industrien ikke mere kræver Muskelkraften som før, men kun Tænksomheden og Paalideligheden, nu vil Kvinderne med lige saa stor Dygtighed fylde deres Plads paa Arbejdsmarkedet, og hvem véd da, hvor mange Opdagelser, der vil gøres af Kvinder paa Videnskabens Omraade. De maa dog først kende Videnskabens Resultater, før der kan være Tale om at gøre Opdagelser. De siger selv: det er af stor Betydning for Kvinden, at hun lærer at forskaffe sig sit Udkomme og faa sine Sjæleevner udviklede. De mener altsaa, at der er en Side i hendes Karakter, som har lidt Skade ved at ligge brak.
Om der i Kvindens Væsen skulde være en mere ideel Stræben, en større etisk Basis, det tør jeg ikke udtale mig om, det er jo ikke umuligt, at hendes Evne til at leve et indadvendt Liv er større. Det kan jo tænkes, at hun som Slægtens Moder, som den væsenligste Bærer af den hemmelighedsfulde Akt, Barnefødsel, at hun som den vordende Moder oftere bestiger den Jakobsstige, der fører opad til en lysere og renere Verden.
Men hvis det var Tilfældet, hvorfor er da ikke Kvinden vor Diktator i Kirken, Skolen, i Kunstens og Musikens Verden? hvorfor taler Mændene højt om Kvindernes etiske Evne, deres Renhed og Uskyld, og skubber dem dog til Side i alle store og alvorlige Sager? Det er den store Fejl, der øves, thi de mandlige og kvindelige Elementer er lige uundværlige i Samfundet, men Lidenskaber og Tilbøjeligheder er sikkert ens i begge Køn; og der er to Parter i Sædelighedssagen. Det, der er Fald og Brøde for Kvinden, maa ogsaa være det for Manden, fordi det er lige saa stort at være Fader som at være Moder, og det er af lige saa stor Betydning for Børnene, at de har en behersket Fader som en behersket Moder, og har Manden flere Kræfter og en klarere Forstand, da maa han vel ogsaa have flere Kræfter til at holde sine Lidenskaber i Tømme og give sig selv Grunde for Nødvendigheden, heraf.
De, kære Frue! som i en Aarrække har arbejdet for Afskaffelse af Prostitutionen, og som vi Kvinder skylder stor Tak for Deres Udholdenhed, De vil ogsaa gennem Deres Kendskab til saa mange forskellige Forhold have erfaret, at den Beherskelse, Manden mangler, mere maa falde paa Samfundet og Staten, der indbilder ham fra hans Drengeaar, at han har Lov til at følge sine sanselige Tilbøjeligheder og derfor er lige hæderlig, hvorimod den unge Pige skal betragtes som brændemærket, naar hun har begaaet et eneste Fejltrin.
Lad os hellere være enige om at arbejde for at stille de to Køn lige i Samfundsmoral, saa tror jeg, at Prostitutionen falder at sig selv. Først naar Mand og Kvinde er lige for Loven og dømmes efter den samme moralske Maalestok, er vi i Stand til at erfare, hvad der er Natur og hvad der er Kunst hos Kvinden, at de to Køn er forskellige, kan der næppe være Tvivl om, og jeg begriber ikke, at De nogensinde har kunnet misforstaa mig saa grundigt. Jeg maa atter gentage: netop fordi jeg mener, at Kvinden repræsenterer den anden Part af Menneskelivet, er det nødvendigt, at hun ogsaa er medbestemmende i alle Samfundets Anliggender.
