Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Vejen blev mere og mere stejl, til venstre havde de en spaltet, rødgraa Klippevæg, til højre de yndigste Skovpartier med stejle Skrænter og dybe Dale, og overalt, hvor der blot var en Haandfuld Jord paa Klippen til at fæste Rod i, knejsede Fyrrer og Grantræer.
„Vend Dem om,” sagde Ottilie, da de havde naaet Vejens højeste Punkt. Forpustede stansede begge og saa sig omkring. Dybt under dem laa Kochelbjerget, og langt ude i Horizonten øjnede de Sternbergersøen, der laa og glimrede i Solskinnet. Luften var blaa, saa enhver Enkelthed fremtraadte med en forbavsende Tydelighed.
Doktor Moscheles havde aldrig haft Tid til at tænke paa Naturskønheder og aldrig Penge til at gøre nogen Rejse for. Det storartede Syn, der nu laa udbredt for hans Blik, fængslede og henrev ham paa en Gang; fuld af Taknemrnelighed vendte han sig til Ottilie.
Hvor var hun smuk med de friske, røde Kinder og de straalende Øjne!
„Ikke sandt, det er et smukt Syn?” spurgte hun.
„Jeg har aldrig set noget lignende,” sagde han uden at tage Øjnene fra hende.
„Men nu maa vi videre,” udbrød hun, „vi har kun et Par Skridt tilbage, se der, der er den allerede!”
Imellem Træernes Grene saa man Walchensøen; bag den afsluttedes Horizonten af mægtige, snedækte Bjerghøjder.
Ottilie løb ned ad det lille Stykke, de havde tilbage af Vejen, og som skraanede stærkt, Doktoren bagefter, og nu stod de, tavse og betagne, ved Søens Bred.
Fra Vandet lød en sagte Mumlen, og paa de smaa, krusede, knap synlige Bølger, sitrede hurtigt skiftende Lysglimt.
Ophøjet som Døden, kolde og tavse som den, ragede de høje, i Sne og Is stivnede Bjergtoppe frem over de lavere, grønklædte Klipper, som paa den modsatte Bred omkransede Søen.
Til højre og til venstre for Søen og bag ved de to stille Beskuere hævede mægtige, skovbevoksede Højder sig.
En ophøjet Ro hvilede over Naturen, og i gysende Andagt nærmede Ottilie sig tæt til sin Ledsager, der uvilkaarlig greb hendes Haand; et skærende Skrig bragte dem atter til sig selv, det var en Ørn, som med udbredte Vinger svævede imod de hvide, truende Bjergtopper. Efter en lille forvirret Pause sagde Ottilie pludselig: „Det er vist bedst, at vi hviler os lidt, jeg er i det mindste ikke i Stand til straks at gaa den samme Vej tilbage, vi har været en hel Time om den.”
„Jeg”, sagde Doktoren muntert, „jeg er ikke en Smule træt, og kunde gaa, om det saa skulde være til Bjergene paa den anden Side af Søen. Men se, der ligger et Beværtningssted, lad os gaa derind.”
En net Pige med spillende brune Øjne aabnede Døren, hilste venligt paa Ottilie og spurgte, hvad Herskabet ønskede.
„Naa, De er her endnu, Fanny? og De mente dog allerede i Sommer, at De ikke kunde udholde en Vinter til i denne Ensomhed, sagde Ottilie venlig.
Fanny smilede lykkelig. „Jeg havde ogsaa tænkt paa at rejse tilbage til München, men Josef vilde ikke give slip paa mig; han mente, at dersom jeg ikke fandt det altfor kedeligt her i Byen, saa kunde vi jo tale med Præsten om Brylluppet. Og naar Josef holder af mig, saa foretrækker jeg rigtignok tusende Gange Kedsomheden her for al den Munterhed derinde i München, hvor han ikke er. - Med hvad maa jeg opvarte Dem?”
„Jeg vil gerne have et Glas Mælk! Doktoren drikker vist Øl.” Fanny gik ud, og de satte sig ned i den tarvelige Stue ved Træbordet, lige over for hinanden.
Doktor Alfred Moscheles havde gjort en anden uhyre interessant Opdagelse: der gaves altsaa kvindelige Væsener, der holdt mere af Ensomheden med den elskede, end af den store Verdens Fornøjelser. Naar en Opvartningspige fra München kunde tænke saaledes, hvor meget mere maatte saa ikke en højtdannet Kvinde . . . men nej, det stod for ham, som om han en Gang havde læst, at den moderne Opdragelse .. . aa, han vilde ikke tænke mere derpaa. Fanny kom nu med Mælk og Øl, samt et lille Glas, hvori der var noget lyst flydende.
(Fortsættes.)
