Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Hvad er det?” spurgte han. „En Malurtbitter. Herskabet maa ikke drikke noget koldt, uden at de først tager lidt deraf,” sagde Fanny bestemt.
„Hvad er det for noget?” spurgte han nok en Gang.
„En Snaps! Drikke Snaps af et Glas sammen med Frøken Ottilie von Droste!” Han skyllede den skarpe, brændende Drik, der var vel saa meget som et Fingerbøl fuld, ned, rystede sig derpaa og lo. Det var saa morsomt. Ottilie lo ogsaa, men holdt pludselig inde og saa forundret paa ham. Han lignede slet ikke sig selv, thi hun havde altid set ham alvorlig. To Rækker smukke Tænder kom til Syne, og hans Træk blev unge og runde, Smilet udglattede de skarpe Linier, som hans videnskabelige Gransken havde fremkaldt, og som i Grunden havde indgydt Ottilie stor Respekt.
„Hvor det klæder Dem godt at le!” sagde hun med fuld Overbevisning.
Sælsomt nok, endskønt hans Hjerte svulmede af Lykke, grebes han dog af en vemodig Følelse.
„Maaske”, sagde han, „er det fordi Smilet er en saa sjælden Gæst paa mit Ansigt. Saa ung som jeg er, ligger der dog allerede et Liv fuldt af haardt Arbejde bag ved mig. Min første Ungdom var meget mørk, ikke sollys og fuld af Frihed som Deres. Den usleste Gadedreng havde mere Fornøjelse end jeg, thi min Fader, fattig og stolt som han var, vilde ikke udsætte mig for Forhaanelser, og tillod mig derfor ikke at tumle mig i det fri. Jeg er helt og holdent en Stueplante.”
„Men da Deres Forældre døde, og De kom i Huset hos Deres Bedsteforældre, havde De da heller ingen Fritid?” spurgte Ottilie medfølende.
„Nej, jeg havde ingen Tid til at være ung, jeg maatte lære, lære hurtigere end andre, for snarere at blive færdig med Latinskolen og Universitetet.”
„Men nu, nu hjælper Deres Bedsteforældre dog vel til at gøre Livet lyst for Dem?” spurgte Ottilie indtrængende.
„Jeg ernærer dem,” sagde han med et Smil, „og siden jeg kan det, er jeg lykkelig.”
„Aa!” udbrød Ottilie og saa inderligt paa ham.
„Og nu i Dag er jeg meget lykkelig!” sluttede han bevæget.
De havde begge fugtige Øjne. Ottilie rakte ham sin Haand over Bordet, han greb den og trykkede den varmt.
(Fortsættes.)
