De kvindelige Skindklippere.
„Det kvindelige Arbejderforbund” har i den senere Tid udfoldet en stærk Agitation iblandt Kvinderne, og der er derved kommet adskillige Forhold for Lyset, som man næppe havde tænkt sig; thi de Kvinder, der lever under de daarligste Forhold og er mest kuede, lader naturligvis ikke høre fra sig. De maa ligefrem trækkes frem for Lyset, at de kan komme til at se deres egen Nød.
Iblandt disse daarligt lønnede Arbejdere er Skindklipperne. Der findes Kvinder blandt disse, der har siddet i over 20 Aar paa et koldt Loft for aabne Luger i en saa stærk Kulde, at deres Frokost undertiden er frosset i deres Lommer.
Dog ogsaa til disse Kvinder var der kommen Uro fra Dønningen af de sociale Bølger, der bliver stærkere og stærkere ogsaa blandt Kvinderne.
De fik 8 Øre for hvert Skind, de klippede, de vilde have 9 Øre. Men forgæves. Skindklipperne blev bange for deres egen Røst, men de kommer nok igen. Der kan gennemsnitligt tjenes 150 Øre om Dagen, men der findes kun Arbejde den halve Del af Aaret, og Arbejderne har paa deres lille Fortjeneste store Udgifter. Til deres Arbejde maa de købe en fransk Saks til 7 Kr., helst maa de eje to, da den hver Uge skal slibes. Dette koster 35 Øre. Hver Maaned maa de have en ny Kniv, som koster l Kr. Desuden maa de eje en engelsk Uldsaks, som koster l Kr. 10 Øre og ugenlig 50 Øre at slibe. De betaler 4 Kr. i Lærepenge, og der hører jo lang Øvelse til for at blive en dygtig Skindklipper.
„Det kvindelige Arbejderforbund” vil fremdeles samle Skindklipperne og andre kvindelige Arbejdere af de Fag, som endnu ikke er organiserede, i sin Forening. Det er en af de ældste Kvindeforeninger, som er dannet med dette Formaal for Øje, og den har i de Aar, den har virket, ikke gjort noget lille Stykke Arbejde.
