Hvad gør vi for vore Ammers Børn?

Med Stolthed og Glæde lægger hver Kvinde sit nyfødte Barn til sit Bryst for at give det Die. Men hvorledes gaar det ofte os Kvinder i de højere Klasser? Enten bliver vi stærkt angrebne af at amme, eller ogsaa faar Barnet for lidt Mælk, dette mærkes allerede efter nogle Ugers, ja maaske efter nogle Dages Forløb. Barnet skriger og er uroligt, vi faar hverken Ro Nat eller Dag, græder af Træthed og Modløshed. Der sendes Bud efter Lægen. Han kommer og siger kort og godt: her maa anskaffes en Amme.

Ammen forskrives og undersøges. Hun erklæres for sund og passende. Hendes Barn er kun lidt ældre end vort, men har et prægtigt Udseende. Det sparker med sine smaa runde Ben og titter smilende paa os. Det aner ikke, at i Morgen ligger det ikke mere ved sin Moders Bryst, men at der i Stedet for stikkes en Sut og en Flaske i dets lille Mund, med et Ord, at dets Lidelseshistorie begynder. Men nu smiler det til os - dets Bødler.

Ammen lægger vort Barn til sit Bryst, og vi ser med Misundelse, hvor megen Mælk hun har og hvor frisk og sund hun er. Hendes eget Barn bliver sat i Pleje hos en gammel Kone, der lever af uægte Plejebørn. Der gaar nogle Uger. Vort Barn trives, dets spæde Krop er bleven rund og fed, men med Ammens Barn er det gaaet den modsatte Vej. Ved Flaskningen kom dets Mave i Uorden, og det begynder betydeligt at afmagres. Lægen forordner et og andet, men hvad nytter det, naar det er selve Ernæringen, der volder Uroen, naar Mælken maaske ikke er kogt, naar Flasken puttes i Munden, hver Gang Barnet skriger. Efter kun en Maaneds Forløb har Barnet faaet en skrækkelig stor Mave, og de før saa sunde Arme og Ben, som dets Moder var saa stolt af, er nu blevne smalle som Stilke med rynket Skind. Det hoster og klynker stadigt. Det har faaet Bylder, og dets lille Hoved er bedækket med Saar. Den „kærlige” Plejemoder forstaar, at det er „bestemt” til at dø og siger: „Og bedst er det ogsaa for saadan en lille Stakkel at gaa bort.”

Men vi Kvinder ser med korslagte Arme paa, hvorledes disse stakkels Børn Dag for Dag vantrives og bliver ynkeligere, medens vort eget Barn bliver kraftigere og sundere af den Mælk, som hint skulde have. Hvad skal vi da gøre? Ammen er jo godt betalt, synes vi, med sine 20-25 Kr. om Maaneden. Ja, sandelig, vort Barns Helbred er godt betalt med 25 Kr. om Maaneden og et andet Barns Liv.

Alt for godt. Lad os i det mindste indskrænke den sidste Post. Lad os forstaa og erkende den Pligt, vi har over for det andet Barn, fra hvilket vi tog dets Moder. Fra det Øjeblik vi tager en Amme, har vi ogsaa Pligter mod hendes Barn; vi har fra det Øjeblik to Børn, vort og hendes. Vor Slægt kan jo for en stor Del takke disse Kvinder for sin Sundhed, og vi maa gøre, hvad vi kan, for deres Børn. Med vaagen Samvittighed og levende Ansvarsfølelse skal vi søge at finde Udvej til at forbedre de Smaas Livsvilkaar og ikke sky nogen Opofrelse for at forandre disses Tilstand.

Og med et alvorligt: „Mere Omsorg for vore Ammers Børn!” slutter denne værdifulde Artikel af Z., som findes i det sidste Numer af det finske Kvindeblad „Hemmet og Samhället”.