Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
De tav nu begge stille, og den smukke Fanny tænkte, at hendes Josef var langt mere underholdende end den fine Byherre med Glas i Øjet og moderne Frakke. Endelig saa Doktoren paa sit Uhr og mente, at det var nok snart paa Tiden at komme hjemefter, Fru Mariane havde mindet dem om, før de gik, at Spisetiden var Klokken to, og nu var den allerede halv et.
„Naar vi har gaaet et Stykke, saa drejer vi af fra Vejen og klatrer ned til det store Vandfald, ja, egenlig er det slet ikke stort, eller i alt Fald smalt, men det kaldes det „store” for at skelne det fra Klauren, De ved, der hvor jeg nylig var med -”
Ottilie holdt inde. Mødet med hin sælsomme Mand tyngede med Centnervægt paa hendes Sjæl.
„Før De mig kun, hvorhen De vil. De ser, at jeg nok kan være med til nogle Strabadser.”
Ottilie lo saa smaat.
De kom snart til det Sted ved Landevejen, hvor de skulde dreje af. Den vilde Bjergbæk vældede pludselig i en tyk Straale ud fra den stenede Grund lige ved Siden af Landevejen, optog forskellige Kilder i sig og kastede sig, omtrent hundrede Skridt fra sit Udspring, som en stærk Strøm igennem det dunkle Buskads og ned ad den halvfjerdsindstyve Fod høje Klippe, ved hvis Fod den sydede og hvirvlede i et lille Bækken, som Vandet havde udhulet, og larmede ivrigt ned ad den høje Skrænt, for tilsidst.at styrte sig i Kochelsøen.
Ved Siden af Vandfaldet førte naturlige Trin i Klippen ned til Vejen.
Doktoren klatrede forsigtig foran, støttende Ottilie for hvert Trin; de kunde ikke tale sammen, thi det brusende Vandfald overdøvede enhver Lyd.
En fugtig Varme slog dem i Møde, da de kom ned, Klipperne rundt omkring var vaade og glindsende.
Hensunken i Tanker forfulgte de begge med stive Øjne Vandfaldets grønlig-hvide Masse, og jo længere de saa derpaa, jo mere syntes det at ligne en omhvirvlende Glasvalse.
Alfred vilde komme med en Bemærkning derover, han vendte sig til Ottilie, aabnede allerede Munden, da han mærkede, at den øredøvende Larm ikke vilde lade hans Ord høres, naar de ikke blev sagt lige ind i Øret.
I det samme saa Ottilie paa ham. Han følte en sand Skræk.
Der laa en saa lidenskabelig Sorg i hendes Blik, men tillige noget andet - han vidste ikke, hvad han skulde kalde det; noget . . . usigeligt tillidsfuldt. Men hvad var det? Der trillede en Taare ned ad Kinden - endnu en - hun skjulte Ansigtet i sine Hænder - hun græd?
(Fortsættes.)
