Kanonføde.
Hvor han er smuk, ikke sandt, den lille Dreng, som smiler i sin Vugge!
Han vaagner, han slaar sine smaa Øjne op, han ser omkring sig med forbavset Blik, og - idet han faar Øje paa dig, hans Moder, - smiler han.
Ikke sandt, saaledes var hans søde Morgenhilsen! Og se, hvor han strækker de smaa Hænder op imod dig. sprættende af Utaalmodighed, han kan ikke vente til det Øjeblik, da han sidder sikker paa din Arm. Da slynger han sine Arme omkring din Hals, bævende af Glæde ved denne trygge Forbindelse.
Denne lille Scene gentager sig ofte. Nuvel, sig mig unge Moder, hvorfor bliver dine Øjne fugtige over disse Beviser paa Ømhed fra dit Barns Side?
Du vil blive vant dertil ....
Du elsker ham da højt?
Tyve Aar er gaaet. Barnet er blevet Mand.
Er du mindre stolt af ham? Elsker du ham mindre? Se, der kommer han! Han trykker sine Læber paa din Pande, han siger til dig med sin nu kraftige Stemme, men dog fuld af Ømhed: "Goddag Moder!" Og du skælver under hans sønlige Kys, og dine Øjne lyser af Lykke.
Du elsker ham da højt?
Nuvel! Dette Barn vil man tage fra dig, man vil af ham gøre Kanonføde!
Maaske en Dag, dernede paa Sletten, Hovedet paa en Sten. Fødderne i Snavset, vil han drage det sidste Suk, idet han, som da han var lille, raaber: Moder! Moder! ...
Og du, Moder, du vil ikke kunne høre ham!
Hvad skal jeg tilføje?
O, Kvinder! Vær med os, mere end vi, før Krigen imod Krigen.
Efter Revue Liberale ved M. B.
