Et Krach.

Det har vist nok undret mange af vore Læsere, at Redaktøren af „Hvad vi vil” ikke for længe siden har taget til Genmæle over for det hvasse Angreb, som Fru Juel-Hansen gjorde paa Bladet og Hvad vi vil-Kvinderne paa et offenligt Møde, som Kvindevalgretsforeningen holdt for en 14 Dags Tid siden. Men Sagen var den, at Redaktøren af Bladet tillige er Formand i Komiteen for „de samlede Kvindeforeninger”, hvor af Kvindevalgretsforeningen ogsaa er et Led. Det vilde derfor været yderligere at uddybe den Kløft, som ved Kvindevalgretsforeningens tilsyneladende Brud den omtalte Aften var sket. Det var selvfølgelig ikke Fru Juel-Hansens Kritik eller Meninger, der stødte Hvad vi vil-Kvinderne, thi Fruen faar vel have Lov til at have sin Mening og ogsaa Lov til at udtale den, og havde Fruen holdt den Tale i hvilken som helst anden Forening vilde den næppe være bleven ænset. Men at Talen holdtes i den Forening, som selv er Medudgiver af „Hvad vi vil”, uden at denne paataler det upassende heri, det var det, der stødte Kvinderne.

Etter manges Ønsker indkaldtes derfor til et fælles Medlemsmøde den 28 ds., Østergade 15, hvorved man vilde lodde Stemningen hos de forskellige Foreningers om fortsat Samarbejde med Valgretsforeningen. Flere Medlemmer af de andre Kvindeforeninger havde forinden Mødet bestemt erklæret, at der ikke kunde være Tale herom efter Kvindevalgretsforeningens offentlige Møde.

Det fælles Medlemsmøde begyndte derfor ogsaa med ganske bestemte Udtalelser herom af det kvindelige Arbejderforbund og de kvindelige Herreskræddere, efter at Fru Johanne Meyer havde meddelt Grunden til Mødets Sammenkaldelse og Fru Louise Nørlund paa en skarp og rammende Maade havde kritiseret Kvindevalgretsforeningens officielle Brud.

Men efter at Frk. Dr. Nielsen havde meddelt Forsamlingen, at Kvindevalgretsforeningens offentlige Møde alene var afholdt for at tale om den kommunale Valgret, og at Bestyrelsen for Foreningen ikke anede, hvad Fru Juel-Hansen vilde tale om, og Fruen selv til Dels udviskede sine tidligere Udtalelser, saa vendte Stemningen sig ogsaa til Gunst for Ønsket om et fortsat Samarbejde.

Mange Talere havde Ordet, og der faldt flere Udtalelser om, at „Hvad vi vil” ikke var efter alles Hoveder.

Fru Johanne Meyer gav derfor en lille Karakteristik af den uhyre vanskelige Stilling, det var at redigere et Blad, som skulde udtrykke alles Meninger inden for Kvindebevægelsen. Fruen sagde blandt andet:

Der findes nemlig inden for Kvindebevægelsen lige saa mange politiske Afskygninger

som i Samfundet, og hvor umuligt er det derfor ikke at skrive tilfredsstillende for Kvinder, hvis Tankegang er i politisk Henseende som „Danebrog”, „Politiken”, „Avisen” og „Socialdemokraten”. Men Forskellen i det politiske er dog ikke det værste, det er derimod den sociale Kløft, der er imellem de Besiddende og de Besiddelsesløse. Opdragelse og Tankesæt er uhyre forskellige, og hvis der er en dyb Kløft mellem den mandlige Arbejdsgiver og Arbejderen, er denne dog langt dybere mellem den fine Frue og den fattige Tjenestepige, og Redaktøren fik alvorlige Straffetaler eller grove Breve, naar hun havde Artikler af den Slags, og samtidigt Udtalelser fra Tyendeforeningen om, at Forholdet var langt værre end det, Bladet skildrede. Naturligvis skrev Fruen alligevel efter sin Overbevisning, men alt sligt havde dog Indflydelse paa Holderne, da Kvinderne gennemgaaende følte sig forpligtede til at afsige Bladet, saa snart der blot var en Artikel, der ikke var efter vedkommende Holders Hoved.

Alligevel mente Fru Meyer. at den egenlige Hemmelighed ved Bladets store Kamp og Folks hadefulde Angreb var, at Bladet, hvor ubetydeligt det end var, dog var Bærer af ny Tanker; - og de forstaar ikke, at Bladet var kun som en Vaarbebuder, som en af de smaa friske, grønne Spirer, der titter frem af den frosne Jord. Men Samfundet kender dem ikke, og derfor skal det som alt nyt sløjfes med Jorden.

Fru Bajer talte varmt for Bladet, hun mente, at Bladet fuldt ud stod Maal med udenlandske Kvindeblade, men i Udlandet forstod man, at saadanne Blade maatte støttes økonomisk og intellektuelt, indtil der fandtes Forstaaelse for Sagen.

Hr. Kursusbestyrer Rasmussen gjorde stærke Angreb paa Kvindevalgretsforeningen, fordi den ikke offentligt havde gjort Undskyldning for sin taktløse Holdning over for de andre Kvindeforeninger, da man dog ønskede et fortsat Arbejde.

I Diskussionen deltog derefter flere, og man fremkom da med følgende Resolution: „Forsamlingen opfordrer Kvindevalgretsforeningens Bestyrelse til at udtale, at den over for Fru Juel-Hansens Foredrag ikke ved sin Tavshed har villet bryde Samarbejdet med de samlede Kvindeforeninger.”

Frk. Nielsen mente netop at have udtalt dette ved sin Redegørelse. Derefter hævedes Mødet.

Vi betragter imidlertid Samarbejdet mellem saa uensartede Elementer efter dette Krach som saare vanskeligt, thi de kvindelige Arbejdere ”har en fin, maaske alt for fin og let saarbar Følelse over for Solidariteten i Organisationen. De mener, at denne er for dem af saa alvorlig en Natur, at man maa bære over med hverandre og kun kritisere indad til i deres egne Foreninger, hvor Ordet da selvfølgeligt er uindskrænket frit, men sammenkalder man til et offentligt Møde, eller paatager man sig en Opgave, da staar man ubrødeligt sammen over for Modstanderne. Men muligvis vil Kvindevalgretsforeningen forstaa at overvinde den Mistænksomhed, der er bleven vakt hos de kvindelige Arbejdere, hvis Kaar de ogsaa - efter deres Udtalelser - med Glæde vil arbejde med paa at forbedre.