Et lille Forsvar.

Ved at læse om Fru Erna Juel-Hansens Angreb paa „Hvad vi vil” kom jeg til at tænke paa Ordsproget: „A kommer å med, sagde Jyden, han agede med Stude”. Jeg kan ikke andet end prise den brave Jyde, der vilde frem, selv om han skulde nøjes med at age med Stude; havde han sat sig hen og ventet, til han kunde køre med Heste, var han vist næppe kommen med, og jeg tænker, at naar han først havde arbejdet sig frem med sine Stude, skulde han nok naa til at køre med Heste, samt at han fik udrettet et langt bedre Stykke Arbejde af større Værd til mere Gavn med sine Stude, end mangen en Dagdriver, som kører med fire Heste blot for at glimre. Det er meget muligt, at paa Journalistikens Omraade er som Regel Kvinden kun naaet til at age med Stude, men at hun af den Grund skulde spænde fra med et „hvad kan det nytte”, synes jeg ikke; jeg mener, hun hellere som Jyden maa spænde for med et vil. Skulde de Kvinder, som har en ærlig og alvorlig Vilje til at naa frem som Mændenes Jævnlige, fuldtud at fylde deres Plads i Samfundet, ikke en Gang have Lov at sige og arbejde for, hvad de vil, og agitere for deres Sag ogsaa gennem deres eget Blad, fordi de ikke var fuldendte Journalister? Hvor mange af de Mænd, som skriver i deres Blade, mon staar Maal som virkelige Journalister efter Fru Juel-Hansens Alen? Er alt, hvad der skrives i Mændenes Blade virkelig saa udmærket og kunstfærdigt? Mon det endvidere skulde være mere agtværdigt, at de Kvinder, som efter Fruens Mening kan skrive en ordenlig Artikel om Kvindesagen, skulde bede Mændene honorere og optage, hvad de skriver, i deres Blade, end arbejde frivilligt for deres egen Sag gennem deres eget Blad? Jeg er af modsat Anskuelse, og jeg vil benytte Lejligheden til at bringe vor højtærede Redaktør, Fru Johanne Meyer, og hendes Medarbejdere ved „Hvad vi vil” en oprigtig Tak for deres Arbejde gennem Bladet for vor fælles Sag. Hvad jeg hidindtil har læst i „Hvad vi vil”, har ikke været saa daarligt skrevet, saa jeg ikke kunde faa fat paa Vedkommendes Mening og Tankegang, og Indholdet især af Fru Meyers Artikler har næsten altid tiltalt mig, og skønt jeg naturligvis gerne indrømmer, at en smuk Form med en god Stil er af stor Betydning for hvad der fremsættes skriftligt, er Indholdet dog alligevel det væsenligste for mig; men „alt er jo ikke Guld, som glimrer”. Meget af den Journalistik, som fremkommer i Mændenes forskellige Partiblade, der behændigt forstaar at dække over Handlinger, som ikke egner sig til at komme frem for Lyset, eller som snildt maler sort til hvidt og hvidt til sort, falder ikke i min Smag, selv om det er den dygtigste Pen, der fører det frem, og jeg er glad for, at vore Penneførere ved vort „Kvindeblad” ikke er og forhaabenlig aldrig vil naa frem til den Kunstfærdighed. Vi er ikke saa faa og vil nok med Tiden blive flere, som med jævn Menneskeforstand og sund Fornuft læser vort Kvindeblad med Lyst og Udbytte.

Fyen, 20. November 1893.