« Tilbage til søgeresultaterne

Ædelt Vildt.

Af: Sofie Horten, Ida Boy-Ed

« Se emneord

En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.


„Ottilie!” raabte han bestyrtet. „Hvad fejler De? Hvorfor græder De? Kan jeg hjælpe Dem?”


Han greb hendes Hænder og trak hende hen til sig, hun lænede sit Hoved til hans Bryst.


„Aa, jeg er saa ulykkelig!” udbrød hun. „Jeg føler, at min Fremtid ikke tilhører mig selv, og jeg er saa egoistisk og utaknemlig at sætte mig op der imod. Vil De ikke nok være min Ven, lige som De er Onkels?”


Om han forstod alt, hvad hun sagde, endskønt han bøjede Øret tæt ned til hendes Mund, er ikke let at bedømme. Men at han forstod det sidste Spørgsmaal, var ikke til at tage fejl af, thi han sagde, idet han trykkede Ottilies Haand haardt: „Ja, jeg vil altid være Deres Ven.”


Han var ganske bleg og følte sig saa underlig højtidelig stemt. Dette Løfte om evigt Venskab midt i den ophøjede Natur var det vigtigste Øjeblik i begges Tilværelse.


Da de lidt efter gik paa mere banede Veje, sagde Doktoren: „Jeg haaber dog. kære Frøken, at De vil give mig Lejlighed til at bevise dem mit Venskab ved andet end Ord. Jeg ønsker ikke, at der skal tilstøde Dem noget ubehageligt, men dersom der skulde hænde noget, husk saa paa, at De har en Ven, som har Ret til at staa Dem bi.”


„Hvilken Beroligelse det dog er,” sagde Ottilie smilende og med et let Suk, „at have en Ven. Det er noget helt andet end Veninder. Ja, vi vil altid trofast staa hinanden bi, og jeg vil aldrig bestemme mig til noget uden først at spørge Dem til Raads.”


Saa begyndte Doktor Alfred at udbrede sig vidtløftigt over Venskabets Betydning og citerede endog berømte Mænds Udtalelser over samme. Ottilie havde ganske vist aldrig hørt Schopenhauer omtale, men det beroligede hende i høj Grad, at denne Filosof siger, at sandt og ægte Venskab forudsætter en stærk, rent objektiv og fuldstændig uinteresseret Deltagelse i Vennens Ve og Vel. Men at Schopenhauer betvivler, at sandt Venskab eksisterer, det havde Doktor Alfred Moscheles enten glemt i dette Øjeblik eller ogsaa indrømmede han ikke mere Filosofen nogen Berettigelse til denne Tvivl.


De kom altfor hurtigt hjem. Vejen var meget for kort; det var dog ganske mærkværdigt, hvor baade Tid og Tanker kan udfyldes af saadant et - Venskab.


Fru Mariane søgte at trække Tiden ud paa alle mulige Maader, før hun atter kom tilbage til Dagligstuen, hvor hun vidste, at Lothar ventede hende med Utaalmodighed.


Med et smerteligt Suk fandt hun sig endelig i det uundgaaelige.


Professoren stod ved Kaminen, støttende Albuen paa Gesimsen og stirrede ind i Flammerne, da Fru Mariane sagte traadte hen til ham og sagde:


„De har noget paa Hjerte, Lothar, De søger at være alene med mig, det forstaar jeg godt. Men skaan mig, tal ikke atter om Ting, som nu en Gang ikke kan blive anderledes ...” (Fortsættes.)



« til toppen

Emneord

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner