Endelig.
„Elegant paaklædt” siger Avisen om Kvindevalgretsforeningens Formand. Endelig er der da et anerkendende Ord fra Højre. Hvor smigrende maa det ikke være, naar de ældre Højremænd i Landstinget nægter Kvinderne Borgerrettigheder, der svarer til deres Borgerpligter, da fra det yngste Højre at høre et anerkendende Ord om sin Paaklædning. Og saa vover fattigklædte Arbejdersker at drage de elegante Damers Eneberettigelse til at kunne noget i Tvivl. Taabelighed! Har de mon formaaet at aflokke Højre anerkendende Ord. Forstaar den fattige Fugl da aldrig, at den maa være kønt beskeden, naar den rige Fugl kommer brusende, og takke til, at den kan komme i elegante Damers Selskab. Og forstaar den fattige Arbejderske ikke, at dette at kunne vaske, væve, strikke, rulle Cigarer o. s. v. og derved fortjene sig en ussel Løn, der hverken giver til Slæb, Diamanter eller Udenlandsrejser, - næppe til det tørre Brød, ikke paa nogen Maade berettiger hende til at stille Krav om bedre Livsvilkaar, om Ligeberettigelse med Manden. Dette er man først berettiget til, naar man har en indbringende Stilling, og kan klæde sig elegant, komme til Selskab hos Etatsraader og ligge paa Landet om Sommeren. Naar man maa arbejde 10 à 12 Timer om Dagen, saa vel i den hede Sommervarme som i 10 Graders Frost, bør man være pænt beskeden og lægge alt i de elegante Damers Hænder.
„Hvad-vi-kan”nerne skal da nok bringe alt i Orden.
