Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Det er netop,” afbrød han hende, „netop disse taabelige fastgroede Indbildninger, som jeg vil og maa bekæmpe. De maa høre op med det Liv, De her fører, Mariane; for Deres egen Skyld, for Deres Barns Skyld maa de vende tilbage til Selskabslivet.”
„For endnu en Gang,” udbrød Mariane lidenskabeligt, „at lide alle de skændige Ydmygelser! Og lade mit Barn blive Vidne dertil! Aldrig!”
„Men hvem siger da, at den gamle Bagtalelse ikke er forstummet?”
„Hvem der siger det?” vedblev Mariane med stigende Heftighed, „hvem der siger det? Ved De da ikke, at Bagtalelse er udødelig, at Løgnen besidder en Levedygtighed, som er en sand Vellyst for de fleste Mennesker. - Mon de ellers vilde øve den, disse grusomme Tunger? Kender De det ikke altsammen? Jeg er Offer for en ond Skæbne, og jeg kan sørge, jamre derover, kæmpe derimod kan jeg ikke. Tyven, som stjæler fra mig, kan jeg lade sætte i Fængsel, Morderen hænger man eller hugger Hovedet af, men imod den Tyv, der stjæler ens gode Rygte, imod det Mord, som bliver begaaet ved fejg Bagtalelse, beskytter ingen som helst Lov mig! Var jeg en aandrig Kvinde, en stærk Kvinde, da kunde jeg maaske trodse dette jammerlige Samfund, men nu er jeg kun en stakkels Skabning med et blødt Gemyt, og saaret som jeg er, skjuler jeg mig og mine Saar for nysgerrige Blikke.”
„De maa betænke to Omstændigheder: Deres Pligt mod Ottilie, og at De nu staar under min Beskyttelse,” sagde Lothar von Droste beroligende.
„Aa, hvor jeg har frygtet for denne Samtale!” sagde Mariane klagende. Tror De da ikke, at mine Øjne, skærpet ved mine sørgelige Erfaringer, vilde læse i Folks Blik og Miner de bagtaleriske Ord, som de maaske af Frygt for Dem ikke vovede at udtale!”
„Nu vel, saa lær at se Ondskaben over Hovedet. For Ottilies Skyld vil det blive Dem let, og har De først en Gang gjort det, vil De ogsaa snart faa Kraft til at foragte Bagtalelsen. Følg nu med til München, mit Hus staar beredt til at modtage Dem.”
Baron Aksel Lindstrøm bor ogsaa i München,” sagde hun.
„Jeg ved det. Saa meget desto bedre! Lad os nu en Gang forestille os, at denne i Virkeligheden ikke kunde ane, hvilke forfærdelige Følger hans Drengestreg vilde have for Dem, og at han altsaa ikke er saa skyldig, at vi behøver at undgaa ham. Lad os møde ham ganske utvunget; naar jeg, Deres Mands Broder, rækker ham Haanden, saa maa de, som ved, at hans Navn er bleven nævnet sammen med Deres, dog komme til bedre Indsigt.”
(Fortsættes.)
