Ned med Vaabnene.

Det skal ikke undre mig, om det i denne Tid mylrer ind til dette Blads Redaktion med Indlæg til Forsvar for „Hvad vi vil” mod det urimelige Angreb, Fru Juel-Hansen var saa ubetænksom at rette mod det i et offenligt Møde. Det er derfor slet ikke for at øge disses Tal, jeg fremsætter dette. Tvertimod sker det for at dæmpe paa Vaabenlarmen. Kunde det lykkes at bevæge Fru J.-H. og dem, der nærmest deler hendes Opfattelse, til at indrømme, at det af Fruen hin Aften forfægtede Standpunkt er uforeneligt med den Opgave, Fremskridtskvinderne - hvortil de jo dog vil regnes - har sat sig: at fremme Kvindens borgerlige Ligestilling med Manden, da mener jeg, at denne Strid, der mest minder om en Borgerkrig i det mindre, vil ophøre af sig selv. Det er da det, jeg tilsigter med disse Linier.

Hvad er det, Fremskridtskvinderne særligt har imod den bestaaende borgerlige Samfundsordning, og som de først og fremmest tilstræber at faa forandret? Det er dette: at denne Ordning udelukker Kvinderne fra direkte, virksom Deltagelse i det offenlige Liv, fra Meddelagtighed i Ledelsen af alle offenlige Anliggender og i disses Omordning. - Og ved hvilke Midler tænker de at naa til en efter deres Opfattelse heldig Forandring i dette Forhold? Først og fremmest ved at paavirke den offenlige Mening.

Nu er det vel ubestrideligt, at denne offenlige Mening sikrest og nemmest faas i Tale gennem Pressen. Derfor var Fremskridtskvinderne snart paa det rene med, at et Organ i Pressen var det mest hensigtsmæssige Redskab, de kunde anvende til Opnaaelsen af deres Formaal, tilmed et, Samfundsordningen ikke hindrede dem i at anvende og selv at lede. Her var et Felt, og det et meget vigtigt, hvor Kvinderne kunde virke for Almenformaal uden at underkaste sig Mændenes Overhøjhed. Og saa oprettede de dette deres Kvindeblad.

Maa nu det foranstaaende erkendes at være ubestrideligt og følgerigtigt, som jeg tror, da tør man vel nok nære det Haab, at Fru J.-H. og de enkelte andre Fremskridtskvinder, der raadede til at opgive Kvindernes Organ som unødvendigt og til ogsaa paa dette Omraade atter at underkaste sig Mændenes Tykke, maa kunne indse, at dette netop vilde være det stik modsatte af Fremskridt for deres Sag, og at det bedste, de kan gøre, hvad dette Forhold angaar, tvertimod maa være: efter bedste Evne at støtte, opretholde og dygtiggøre dette deres bedste og virksomste Redskab til Paavirkning af den offenlige Stemning til Gunst for Gennemførelsen af deres Ønsker. Og selv om de ikke vil gaa til offenlig Erkendelse af den Fejl, de har begaaet - i den Henseende er Kvinderne maaske endnu ikke bedre end Mændene - saa tør det dog vel nok ventes, at disse ellers forstandige og begavede Kvinder ikke vil fortsætte med overfor Offenligheden at fastholde og forsvare et Standpunkt, de for sig selv maa erkende som urigtigt og uoverensstemmende med deres Ønsker og øvrige Virken for disses Opfyldelse. De vil forhaabenlig indse, at de er bedst tjent med, at der saa lidt som muligt rippes op i denne Strid, der jo blev fremkaldt ved Fru J.-H.s offenlige Optræden, og at de vil gøre klogest i at lade Vaabnene .hvile overfor deres Medkæmpere.

Men ogsaa vi andre, Kvindebladets Redaktør iberegnet, bør forstaa, at en fortsat Fejde som den, Fru J -H. har udæsket til, ikke let kan gavne, men saare let skade Kvindesagens Organ og derved selve Sagen, hvad enten det bliver „Hvad vi vil”erne, der trækker det korteste Straa, eller det bliver „Hvad vi kan”erne, saa vil og maa det svække just de Kræfter, der ellers føler sig kaldede til at træde i Skranken for det fælles Maal: Kvindens borgerlige Ligestilling med Manden.

Derfor lyder mit Raad til begge Parter: Ned med Vaabnene!

En Fredsven.

Endskønt ogsaa vi tør kalde os Fredsven, saa er vi dog ikke enig med den ærede Indsender, thi der kunde dog tænkes, at hvor enige vi Kvinder end kan være om Maalet, kan der dog tænkes en saa stor Meningsforskel i Valget af Midlerne til at naa dette Maal, at de forskellige Meninger en lille Stund har Lov til at strides om disse for at overbevise hinanden, enten for derefter trofast at fortsætte Samarbejdet - eller for maaske at skilles og gaa hver sine Veje uden dog derfor at slippe det fælles Maal af Sigte. Vi er vis paa, det ikke skader Sagen eller Bladet.

Red.