Hvorfor min Julefortælling ikke blev til noget.
Jeg vilde saa inderlig gerne skrive en Julefortælling til Kvindebladet. Den skulde være ny, original, ikke tidligere set eller hørt. Men skrive originalt om Julen, den ældgamle Jul, der i snart to tusind Aar er besunget og beskrevet af hver den, der kunde føre en Pen over et Stykke Papir! Det var en værdig Opgave for en Præmiegaade. Eller - jeg faar en Idé! - jeg har altid været i Forlegenhed for passende testamentariske Dispositioner, i Fald jeg skulde forlade denne Jord uden Livsarvinger; hvad, om jeg lavede et Legat til den, der fandt paa noget nyt at sige om Julen!
Men Spøg til Side. Jeg vil i det mindste vise min gode Villie, min ærlige Hensigt at yde mit Bidrag. Altsaa tager jeg Plads foran Skrivebordet, aabner Mappen, dypper Pennen, rykker Stolen omhyggeligt tilrette og venter, stilfuldt forberedt, paa Aandens Naadegave. Den gode Aand gør sig lidt kostbar. - Dog, endelig!
„ - Smaa Fødder trippede uroligt omkring i Barnekamret. Hvert Sekund var spejdende Øjne henne ved Nøglehullet, hvor de akkurat kunde skimte et Glimt af Juletræet. Ansigterne var ganske blege af Forventning, det var næsten ikke til at holde ud længere. Endelig blev Fløjdørene smækkede op, jublende stormede Børnene over Dørtærskelen, deres spæde Røster stemmede i med Mor, som henne ved Klaveret intonerede: Dejlige Jul, glade Jul, Engle dale ned i Skjul......”
En Smule traditionelt, ikke sandt? jeg synes, jeg har hørt det før, jeg faar begynde igen.
„- Byen laa hen som en næsten affolket Stad. Kun hist og her bevægede en forsinket Julegæst sig med sin Pakke under Armen ned ad den mennesketomme Gade. Alle Vegne strømmede Lys og Sang ud fra Husene. Et Sted var Gardinerne ikke trukne for, man saa lige ind i en elegant møbleret Sal, hvor et mægtigt Juletræ spredte sine rigt behængte Grene. Udenfor paa Gaden stod en enlig, tarvelig klædt Kvindeskikkelse, aldeles hensunken i Betragtning. Hvor længe hun havde staaet saaledes, vidste hun neppe selv, først Kulden vakte hende af hendes Drømmerier. Gysende svøbte hun den tyndslidte Kaabe sammen om sig og vendte sig stille og gik bort. Aa, i Aften samlede alle Venner og Frænder om sig, alle var glade, kun hun var ene og forladt, og naar hun kom hjem til sit lille, kolde Hummer vilde ikke en eneste byde hende et kærligt „glædelig Jul”..
For sentimentalt. Om igen.
„ - Hun stod foran Spejlet og lagde sidste Haand paa Toilettet. Hun smilede til sit eget Billede; saa ung og smuk havde hun aldrig set ud før! Hun var tilfreds med sig selv; blot nu ogsaa han vilde være det! Maaské en lille Rose endnu i Haaret og én i Brystet? I Aften skulde hun være sammen med ham, saa var alting godt, der var ikke Sorger mere til i Verden! Gud være lovet for Julen, den dejlige Jul......”
Læser! tør Du lægge dit Hoved paa Blokken og sværge, at Du aldrig har hørt noget lignende før? Du tør ikke. - Jeg begynder forfra.
„ - I den fine Restauration stod de kjoleklædte Opvartere og forsøgte at hypnotisere den sidste Gæst til at fortrække, at de selv kunde komme hjem og nyde Juleglæden sammen med Kone og Børn. Men Gæsten - en elegant klædt Laps med blege enerverede Træk, - syntes uimodtagelig; magelig laa han henslængt i Sofaen, nippende til Absinthen, medens han spekulerede paa, hvormed han skulde tilbringe denne Aften. Gaa til de Gamle, hvor han i lange Tider ikke havde sat sin Fod, blive modtagen med aabne Arme som den forlorne Søn, maaske døje en Sparlagensprædiken, og bagefter blive ført ind til Julebordet ved Fars og Mors Haand, lige som den Gang han var lille? Isch, hvor vammelt! - Tage en Æske og jolle ud efter Caroline og gaa ned et eller andet Sted og spise Skaller med hende og et Par Venner? Straks bedre . .”
Nej, dette passer ikke til en Julestemning. Lad mig tage et nyt Papir, saa gaar det bestemt bedre
„ - Uhyggelig og skummel laa den øde graa Bygning med sine ensformige, tilgitrede, smaarudede Vinduer, som gemte saa mangen Stakkel, der havde forbrudt sig mod Samfundet. Ikke en Gang paa denne hellige Aften var et eneste Lys tændt, som kunde sprede Mørket i de triste Celler. Ingen saa de Ulykkeliges Taarer . . .”
Altfor galt, ren Rokambole! Nej jeg kan ikke mere, jeg giver det op!
Kære Læser. Du, som ved, at for at være ret Forfatter, maa man leve sig ind i de Menneskers Skæbne, man fremstiller, man maa dele deres Følelser, følge dem i hver Overgang, hver Skygge af en Stemning . . . sæt dig i mit Sted. Har jeg ikke i den sidste halve Time følt mit Hjerte banke i Barnets Fryd, grædt med den ensomme gamle Jomfru, jublet med den unge Elskov, følt Lapsens Blaserthed, og den Indespærredes Jammer! Haand paa Hjertet, undrer Du dig over, at jeg nu er træt, udslidt, at min Hjerne nægter at arbejde, og min Kraft er forbi, undrer Du dig over, at min Julefortælling ikke bliver til noget? Du forstaar og tilgiver, ikke sandt?
