Endnu et Forsvar.
Om Fru Erna Juel-Hansens Angreb paa Bladet „Hvad vi vil” og de derefter kaldte „Hvad vi vil-Kvinder”, har man i den sidste Tid kunnet læse baade i „Hvad vi vil” og forskellige Dagblade; nogle af disse sidstnævnte „gotter” sig over Spliden og tager den til Indtægt for sig til yderligere at bekæmpe Kvindesagen. Vi, som læser „Hvad vi vil”, og læser det med Glæde og Udbytte, føler os uvilkaarligt beføjede til at stille os paa „Hvad vi vil”s Side. Vi maa takke dets Redaktør, Fru Meyer, for hendes utrættelige og ihærdige Virksomhed, og en særlig Tak bør vi Gaardmændsdøtre bringe hende, fordi hun i Bladet ogsaa taler vor Sag og lader os faa et Ord med deri; lad saa være, at vi ikke skriver formfuldendte Artikler; det er dog ikke for at fremhæve vor egen personlige Dygtighed som Skribent, men for at bevise vor Sags Retfærdighed.
„Øvelse gør Mesteren”, og vi Kvinder vil jo prøve, om vi ikke kan vokse til at maales i Dygtighed med Mændene, ogsaa paa Journalistikens Omraade. Og endnu er man ikke naaet saa langt frem, at man ikke kan komme længere. Man maa huske paa, at Philip af Makedonien ikke fik udrettet alt; men at Aleksander ogsaa fik Brug for sine Kræfter.
Se ude paa Landet! I de fleste Sogne, tror jeg, findes enkelte eller flere Kvinder, der vil hjælpe Kvindesagen frem. Disse maa ofte høre saarende Udtalelser for deres Menings Skyld; og mon disse Kvindesagsvenners Overbevisning om deres Sags Retfærdighed ikke vinder i Styrke ved Læsningen af „Hvad vi vil”; og mon ikke deres Haab og Tro paa Sagens endelige Sejr vokser derved? - Lad vore Modstandere forklare for os saa tit og meget, de vil, at vor Sag er ufornuftig og urimelig, og vort Maal: Kvindens Ligestillelse med Manden, baade i social og politisk Henseende uopnaaeligt; vi tror dog paa vor Sags Retfærdighed og haaber dog paa at naa vort Maal, trods alle saarende Stød og Skrammer, der vil vanke i Kampen derfor.
Jylland, i December 1893.
