Fra Vestjylland.
En vestjysk Præst skriver blandt andet om den sørgelige Begivenhed paa Vesterhavet til vort Blad:
Hin Aften, den 20., gik min Hustru og jeg hjem fra et Vennehus her i Sognet omtrent Kl. 11. Det havde blæst koldt og temmelig stærkt fra N. N. Ø. hele Dagen, men om Aftenen var det blevet omtrent stille og rart Vejr. Jeg kan huske, at jeg lagde Mærke til nogle mørke Skybanker, der sad lavt i Vest ud over Havet; men anede ikke, hvad de førte i deres Skjold. Om Natten mærkede vi, at Vinden havde rejst sig, dog egenlig Storm kunde det næppe kaldes, og det varede kun kort. Om Morgenen var det atter stille. - Den Dag rygtedes saa Ulykken. - Det er tydeligt nok, at den Vind bølge, der nordpaa satte Havet i saa pludseligt Oprør, er kommen tidligere mod Nord end her længere mod Syd, hvilket gjorde, at de Fiskere, der her alt tidligt paa Aftenen var tagne ud paa Fiskeri, kom i Land i god Tid, inden Havet havde rejst sig, hvorimod de, som vilde af Sted i Morgenstunden, kunde af Havets Dønning mærke, at der var noget galt paa Færde, skønt der endnu ingen videre Vind var. Ved Ferring, l Mils Vej Syd for Harboøre, tog et Fiskerlav ud Kl. omtrent 2 om Natten; da var det stille Vejr, men Søerne gik noget haardt paa Land. Dog tog de ud, men kom ikke ret langt, før de maatte vende, og kom saa lige tidsnok i Land. Her længere mod Syd var der et Fiskerlav, der var færdigt til at gaa ud; Tiden skal jo passes, det gælder at faa lidt bjerget ind for Fattigfolk til Vinterføde. De havde alle meget Mod paa at komme af Sted, unge, kraftige Mænd, Familjefædre. Kun en, en gammel Mand paa 74, ellers den modigste af dem alle, en af de gamle fra 48, som har pløjet Søen al sin Tid (jeg har kendt ham i over 30 Aar), han sagde denne Gang: „Det duer ikke, Karle!” De lød hans Raad og blev paa Landet. - En Time efter gik Havet mod Klitterne.
I et Brev, der ligger for mig, fra Ulykkesstedet, siger Brevskriveren: „Jeg kom til Havet i Morgenstunden og saa en af Baadene kæmpende med Bølgerne. Snart oppe paa de vældige Bølgekamme, snart nede igen, saa den slet ikke saas. Vi frygtede, at hvert Øjeblik skulde være det sidste. Da kom Redningsbaaden fra Harboøre, og de 7 Mand i Baaden blev frelste. Jeg gik strandlangs og saa Folk komme i Land, jeg tænkte at se deres Glæde over Frelsen. Men, nej; Rædsel, Forfærdelse stod malet i hvert et Træk. Et Steds saa jeg 7 Mand fra en Baad lige komne i Land; de stod i en Rundkreds og holdt om hinanden, som om de endnu befandt sig midt i Faren. Saa lamslaaende kan en saa overvældende Ulykke virke. Taarer stod i alles Øjne, baade i deres, der var frelste, og i deres, der havde mistet noget af det bedste, de ejede. Der kom en Moder med 3 smaa Pigebørn ved Haanden. De havde gaaet vel henved l Mil langs Stranden i den halvmørke Morgenstund, spejdende ud mod de fraadende Bølger og ventende efter at se et Glimt af den Baad,
hendes Mand var med. Virkelig kom hun til det Sted, hvor han kom i Land ved Redningsbaadens Hjælp. Var det mærkeligt, om saadan en stakkels Kvinde i denne Angst kunde tage Skade paa Forstanden, hvad virkelig er sket. En Mand kommer reddet i Land, men træffer sin Hustru sindsforvirret af Skræk. For at kende Ulykken paa virkelig nært Hold, skulde man jo gaa fra Hus til Hus. Det har jeg ikke gjort, og kan derfor kun give meget mangelfuld Besked. Men kender man lidt til de vestjyske Fiskeres haarde Vilkaar, saa véd man, at Nøden er virkelig større, end den med Pennestrøg kan beskrives. Kunde der nu gøres noget for, at sligt ikke skulde gentages? I al Almindelighed maa man vist sige, at Ulykker af denne eller lignende Art vil der aldrig kunne raades helt Bod paa her paa Kysten, hvor Fiskerbefolkningen bor saa spredt hele Kysten langs og ikke i Fiskerbyer som f. Eks. paa Øresundskysten. Saa selv om der byggedes et Par Baadehavne her, saa vilde der dog altid være dem, der boede disse for fjernt til at have nogen stadig Nytte af dem. Men selvfølgelig vilde en Havn ved Limfjords-Egnen og en ved Ringkøbing Fjord hjælpe umaadelig meget til at indskrænke den Slags Ulykker. Kom Fiskerne saa ud og blev overfaldne af en saadan pludselig Storm, saa vilde de ikke søge lige ind mod Land, hvor jo altid Faren er størst, men saa vilde de holde sig til Søs og se at styre paa de to Havnesteder, hvor der saa selvfølgelig vilde være flere og bedre Redningsmidler ophobede, end der nu kan være paa det enkelte Sted. Og i et Par saadanne Havne vilde det vel og kunne tænkes, at et Par smaa Rednings-Dampere kunde faa stadig Station for at kunne bringe hurtig Hjælp. Der er jo Telefonforbindelse langs hele Kysten, saa der kan hurtigt tilkaldes Hjælp, naar den blot er at faa. - Nu er det jo derimod saaledes, at Fiskerne, naar Bølgerne begynder at rejse sig i Uro, som rimeligt er, søger lige mod Kysten saa hurtigt, som muligt; men det vil mange Gange sige lige i - Undergangen.
Ved denne Lejlighed synes der intet at være forsømt fra nogen Side, hverken med Hensyn til Statens Foranstaltninger eller med Hensyn til Privates Mod og Handlekraft. Men det vilde jo rigtignok være til stor Ære for vore styrende Mænd og til Gavn for mange, om der gjordes alt, hvad der stod i menneskelig Magt, for at værne noget mere om den Fiskerbefolkning, der af alle Danmarks Fiskere har den haardeste Sø at pløje.
Det gør imidlertid godt at mærke i disse Nødens Dage, at hele Folket tager Del i Ulykken, og at ikke mindst København med sin Offervillighed har rakt sin hjælpende Haand ud til alle de mange Nødlidende. Hjælpen bliver ikke let for stor.
Alle danske Hjerter er fulde af inderlig Deltagelse ved denne Lejlighed. Kun de, hvis Hverv det havde været at have talt et Ord fuldt af Medlidenhed og Trøst til de Sorgbetyngede, har syntes at staa haarde, kolde, dømmende. Det er en Hjerteløshed, der søger sin Lige.
