Nordisk Vennemøde om Kvinde- og Fredssagen
paa Sortedamslund den 15de Juni 1889. (Fortsat).
Hr. Rasmussen aabnede Mødet. Idag skulde Fredssagen drøftes: om Danmark skulde være med naar en stor Krig udbrød, om vi skal passe os selv eller deltage deri. Dette Spørgsmaal har en meget stor Betydning for mange, ikke alene de, der skal ofre deres Blod, men ogsaa for Kvinderne, der har Brødre, Sønner og Mænd, for dem vil det være af lige saa stor Betydning. Man maa over Hovedet huske paa, hvorledes det gaar i saadan en Krig, hvilken Elendighed, den fører med sig. Og naar man saa kommer ind paa, at vi skal se at erobre det tilbage, som vi har tabt, saa maa vi huske paa, at det er en Kjendsgjerning, at Danmark i de sidste 3 - 400 Aar kun har havt Tab. Vi har mistet det ene efter det andet, og hvis vi endnu en Gang kom ind i en evropæisk Krig, vilde vi vist miste det sidste. Derfor maatte det være en Opgave for enhver dansk Mand og Kvinde, at arbejde for, at vi alle som en sige, at vi ikke vil være med til sligt.
Kun en lille Klat paa en 25.000 Mennesker her i Landet, søger at faa de andre med, ligegyldig hvorledes det sker, naar blot de gaa med. Vi maa ikke gaa med i nogen evropæisk Krig, og det skal vi stille klart og skarpt frem for enhver. Vi haabe, at Hr. Bajer paa Rejsen til Paris ogsaa vil arbejde for at faa klaret for Udlændingene, at den aller største Del af os er Antimilitarister, og faa en Stemning frem i Udlandet, der vil, at Danmark bliver nevtraliseret, at vi kunne gøre os bemærket, ikke ved Krig, men paa andre Omraader, saa vi vinde Hæder og Ære over Landet.
Vi haabe, at Hr. Bajer maa udrette noget godt, og gaa saa over til at diskutere Spørgsmaalet i Aften om, hvorledes den Sag bedst kan gribes an, og haabe, at mange vil give deres Mening tilkende, saa vi kan se, hvilken Stemning der raader.
Konsul Sturup derigerede.
Hr. Hansson, Esperød, oplæste en telegrafisk Hilsen:
Hjærtelig ønsker vi Eders Bestræbelser (saavel som vore) Held, og udtaler den faste Forhaabning, at Eders Møde, saavel som den forestaaende Verdenskongres, maa bringe Sagen store Skridt fremad imod Maalet: Menneskehedens Broderskab, alles Lighed.
Norrköpings-Kredsen ved Löwkrantz, Landberg, Lundin og Olsson.
Derpaa holdt Hr. Folketingsmand Bajer Indledningsforedraget om Spørgsmaalet: "Hvorledes bør nordiske Fredsvenner stille sig til Verdenskongressens Program? "
Side om Side med den haandgribelige Udstilling i Paris, der holdtes til Minde om den franske Revolution, holdtes en aandelig Udstilling, et Ideernes Møde, ikke blot til Minde om, men til videre Udvikling af de Ideer, der havde deres Udspring derfra. En af disse Ideer er den, som gaar igennem Kvindesagen og igennem Fredssagen: den raa Magt bør ikke herske, men vige.
Hvad der i Fredssagen særlig burde virkes for, var vedvarende Voldgiftstraktater mellem to eller flere Stater; her kunde de smaa Stater gaa i Spidsen. Et Spørgsraaal af særlig Interesse for os var Nevtraliseringen. I sin Tid foretog den danske Regering Skridt med Hensyn til Danmarks Nevtralisering, men senere hen besvarede Udenrigsministeren i hele Regeringens Navn en Forespørgsel om denne Sag med de Ord: Danmark vil bevare sin Handlefrihed. Der er adskilligt, som tyder paa, at Nevtraliseringstanken igen er oppe hos vor Regering, skønt Befæstningsarbejderne synes at vidne om det modsatte. Det er en fuldstændig fejlagtig Mening, at vi maa befæste København for at forsvare vor Nevtralitet.
Lettere end at opnaa Nevtralitet for Danmark alene, vilde det være at opnaa de tre nordiske Rigers Nevtralisering.
Man spørger: Hvad kan Fredsvennernes Bestræbelser nytte? Det Spørgsmaal har vi ikke Lov til at gøre, vi skal kun strø Sæden ud.
Fredstanken, gennemført ad Forbundsvejen, er gammel, er allerede udtalt i Kants Bog "Den evige Fred" (1795). Men der kræves Taalmodighed, "Historien udvikler sig ikke i Spring".
I Skolerne burde der virkes for Fredssagen. Der indpodes ikke altid Fædrelandskærlighed, men tidt snarere Fædrelandsegenkærlighed. Drenge bør ikke i deres Lege opmuntres til at slaas. I amerikanske Skoler "leger de Voldgift" - en Leg for Livet. - Det endelige Maal skal være Afvæbning, men inden der kunde være Mulighed for noget saadant, maatte vi have en Forbundsstat, der omfattede Alverden, - aldeles ikke noget utænkeligt, om end meget fjærnt, - og en Tilstand, hvor Staterne gav sig ind under Retstilstanden i Stedet for under Krigstilstanden".
Fredskongressen i Paris vil til Ordene "Frihed, Lighed og Broderskab" føje "Freden og Retten"; den vil arbejde paa, at Rettens Magt kan blive sat i Stedet for Magtens Ret.
Arbejdsmand Niemann talte derefter. Jeg var en Gang til Stede ved et Møde i Rømersgade, der var Professorerne Goos og Steen ogsaa. Der oplyste Professor Steen, at da Fredssagens Venner var samlede i Paris for at drøfte Sagen, kom de op at slaas om det. Men man kan ikke tænke sig andet, end det var grundet paa en forkert Opfattelse af Sagen. Saa blev der udtalt, - jeg husker ikke om det var Goos eller Steen, - at naar man var naaet saa vidt, at der blev oprettet Voldgift, vilde det gaa til den Yderlighed, at en Stat, som mente den kunde anvende Magt imod Magt, ikke vilde bøje sig for de andre, som Hr. Bajer bemærkede om disse Voldgiftsretter, at naar der var en Magt, som ikke vilde bøje sig for de andre, skulde de andre tage ham med Magt. Men saa maa man dog huske paa, at naar man skal rette Magt imod Magt, er man ikke kommet nærmere end til at indskrænke Udgifterne paa det militære Omraade.
Man kan ikke forlange, at man skal sætte sig op mod en væbnet Magt og sige: Nu vil vi ikke have Krig længer. Sagen skal ordentlig gennemsyre Folkene. Det skal gaa saa vidt, at Fredssagen bliver til en Verdenssag. Saalænge den ikke er det, saalænge kan det ikke nytte. Det kan ikke nytte, naar man er i Mindretal. For at Sagen kan faa Fremgang, og man kan udrette noget i Tidens Løb, maa der arbejdes kraftigt; men man kan svare: Naar man ikke har begyndt en Ting, kan man ikke fuldende. Særlig maa jeg takke Kvinderne, fordi de føre Fredssagen paa deres Program i Bladet "Hvad vi vil". Man ser, at Mændene har ikke kunnet udrette noget i Fredssagen, ikke Spor, man er ikke kommen længere, end at man ikke selv maa gaa hen og slaa ihjel paa offenlig Gade. Kristendommen, som jo dog forbyder Drab, burde ved sine Talsmænd forbyde Krig.
Jeg tror man maa paaskønne, at Kvinderne har sat Fredssagen paa deres Program, og jeg mener, at de er bestemte til bedst at fremme den. Det hedder uden Grund, at de, som er Mødre, har Ret over deres Sønner, men til hvad Nytte, naar andre har Ret over dem paa den Maade, at de skal slaas ihjel. Det er ikke Ret, at en Moder ofrer sine Sønner til Kanonføde. Naar man ser hen paa, hvad Krig er og har været, Massemord, føler jeg, at man maa have Afsky derfor. Naar man ser, at de bombarderer en By, kan man spørge, om det kan forsvares fra et kristeligt Standpunkt? Nej ingenlunde! Jeg saa da Sønderborg blev bombarderet, hvorledes Kvinder og Børn rendte afsted for at slippe levende ud af Byen. Ja jeg vil sige, naar man ser paa, hvorledes Folk bliver jagede lig vilde Dyr, da maa Hjærtet være af Sten, hvis det ikke bløder. Henimod Kl. 7 begyndte Bombardementet,
da Kl. var 10 var 3/4 af Sønderborg nedskudt. Jeg svarer for, at paa 6 Timer kan man skyde hele København i Brand. Vi havde et udmærket Brandkorps i Sønderborg, men det var umuligt at udrette noget for Granaterne. Saa vil jeg nok se, hvor Fædrelandskærligheden, som der tales saa meget om, er bleven af.
Naar man saa kommer hjem fra Krigen er meget tit Sundheden borte, det eneste, man har, er nogle Minder. Der staar i Vaabenbrødrenes Lov, at man skal fejre Krigens Minder, men jeg har ikke set andet end Nød og Elendighed. Det eneste, man har faaet ud deraf, er, at man kan komme i Graven en hel Snes Aar før end ellers. Det er endogsaa gaaet saa vidt, at der er udtalt i den lovgivende Forsamling, at man havde ingen Rettigheder men kun Pligten at ofre sig for Fædrelandet. Jeg gad vide, hvor jeg skulde faa den Fædrelandskærlighed fra. Passer jeg ikke paa som en Smed, bliver jeg berøvet min Valgret, og hvad har den saa dog at betyde, de Herrer gjør hvad de vil? Der blev talt igaar af Hr. Henning Jensen om Sammenslutning, ja, dette her er en Sag, der kræver Sammenslutning, der maa være saa mange til Stede her, at det kan bringes ud i Livet. Jeg tror, der er begaaet en Fejl af hele det danske Folk, at der ikke blev opponeret nok mod Befæstningsagitationen.
Militarisme er Barbarisme. Man kan i en nær Fremtid vente, at en evropæisk Krig vil bryde løs, det er skammeligt, at ødsle saa store Summer paa Bevæbning og Befæstning. Jeg vil ønske Fredsforeningen Held og Lykke, gid den maa faa et mere positivt Udbytte for Fremtiden end hidtil.
Hr. Snedkermester Petersen vilde komme med nogle spredte Bemærkninger. Han vilde aabne Saaret for at se, hvad der skulde gøres, stille en Sonde ind for at vise, hvad Folk lide ved Krigen baade i moralsk og økonomisk Henseende.
For det første kostede Krig Penge, man indsaa snart, at de bare Hænder ikke var nok til at føre Krig med, og saa opfandt man Vaabnene, saaledes har man nu vældige Mordvaaben. Derefter kom Riddertiden, og saa Landsknægtene, der udlejedes til at slaas for dem, der betalte bedst. Her i Landet havde man i sin Tid et Slags Soldatervæsen, idet Herremanden fik en Herregaard til Len mod at stille Bønderkarle til Hæren, de kommanderedes paa tysk. Dog endnu spillede det økonomiske ikke saa stor en Rolle, først med den almindelige Værnepligt kom de store Udgifter, og endnu er det mest den fattige, der maa bære Byrderne, medens den rige kan købe sig fri. Saa dresseres han til en Maskine, al Selvstændighed og Følelse drives ud af ham, det hedder ubetinget Lydighed er Soldatens vigtigste Pligt, han faar endvidere en ussel Løn, saa at han ikke kan leve et menneskeligt Liv og maa omtrent spise Vand og Brød, saa han enten maa leve af Familiens Godgørenhed eller sine egne Spareskillinger. (Stürup: Dette ligger ikke for her.) Taleren vilde nærmest tale om, hvad det koster at føre Krig. Den Mand, som altsaa kommer ind i Tjenesten, har ingen personlig Fordel deraf, og Staten har kun Tab. Derefter gaves en Del statistiske Oplysninger om hvad Krigen kostede.
Hr. Nicolai Petersen. Jeg ønsker, at Hr. Bajer maa være med til at fremme det, at eventuelle Fredskongresser ikke alene maa bestaa af Rigsdagsmænd. Hvis vi kan faa det fastslaaet, at det er det økonomiske Spørgsmaal, der skal fremmes, da tror jeg, vi har naaet meget. Det maa være saaledes, at det sammensættes i det ene, Arbejderspørgsmaalet. Hr Bajer mener, der maa være en væbnet Magt for Skandinavien, stærk nok til at opretholde Ordenen. Dette skulde være væbnet Neutralitet. Denne Neutralitet kan paa en vis Maade have en Berettigelse, men ogsaa kun paa en vis Maade. Det var bedre, om enhver Soldat var Borger og enhver Borger Soldat, saa var der vist ikke saa mange, som vilde trodse en saadan Befolkning.
*) Langt videre end den danske.
Overs. Anm