Strygejomfruerne
har nu udarbejdet en Priskurant, som er bleven sendt omkring paa alle Vaskerier. De fleste af disse har vist sig imødekommende, dog en af Vaskeriejerne truede Formanden, Fru Olivia Nielsen, med Politiet, da hun overrakte ham Priskuranten. Faa mener imidlertid, at Jomfruerne har stillet for store Fordringer.
Et Bevis herpaa er, at Dampvaskeriet „Viktoria”, Holger Danskes Vej 5, allerede til Dels havde indført de forhøjede Priser. Ingen vil vistnok finde, at 20 Øre Timen er for meget forlangt for et saa anstrængende Arbejde som Strygning, især da det staaende Arbejde over de varme Jern hurtigt svækker Helbredet. Desuden forlanges 5 Øre mere pr. Time for Overarbejde ud over den reglementerede Tid.
Strygerskerne haaber derfor paa en fredelig Løsning af Lønspørgsmaalet, og har nu bemyndiget et Udvalg til at forhandle med Vaskeriejerne og modtage deres endelige Svar. I Tirsdags afholdt de et Møde, hvor de vedtog følgende Resolution:
„Forsamlingen fastholder den vedtagne og for Strygerne fremlagte Priskurant, og nedsætter herved et Udvalg med Mandat til paa vore Vegne at sammenkalde og forhandle med Strygeriejerne.”
Udvalget blev: Formanden, Fru Olivia Nielsen, Strygerskerne Frøknerne Johanne Johansen og Birthe Nielsen samt Fru Johanne Meyer og Hr. Lyngsie, som Foreningen havde bedt komme til Stede.