Ædelt Vildt.

En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.

Fru Mariane stod stille og eftertænksom. Lothar betragtede hende ængstelig for at se, hvad Virkning hans Ord gjorde.

„Ottilie kender ham,” sagde hun tøvende.

„Det ved jeg ogsaa,” svarede han, „hun har set ham to Gange efter hans Visit her; hun har fortalt mig det hele.”

„Hvorledes!” udbrød Mariane forfærdet, „saa er han maaske endog kommet med Antydninger? Mit Barn aner ...”

Professoren følte sig rystet af den dødelige Angst i de mørke Øjne, der saa stift betragtede ham! Han havde ikke Mod til at sige den fulde Sandhed.

„Nej,” sagde han beroligende, „Ottilie aner intet. Men Baronen har - bliv nu ikke forskrækket - bedt Ottilie om Tilladelse til at anholde om hendes Haand.”

Mariane lagde Haanden over Øjnene. Det var jo en Udvej, der viste sig. - Den Mand, for hvis Skyld hun var bleven bagtalt, hendes Datters Ægtefælle - selv den mest blinde maatte saa kunne indse, at det havde været Løgn altsammen. Men han var saa holdningsløs, en Bold for Øjeblikkets Indskydelser - Ottilie kunde blive ulykkelig med ham! Man maatte faa hende fra det! Intet Offer, nej, intet Offer! Ottilie havde allerede uden at vide det maattet undvære nok for denne Tilskikkelses Skyld. Men dersom hun nu elskede ham - ganske rigtigt. Ottilie var forandret, dersom hun elskede ham! Det var dog som et Tegn fra Himlen, og saa turde Mariane se denne Løsning i Møde med Glæde . . .”

„Ingen,” sagde hun hæst, „ingen vilde da vove at tro, at jeg ...”

„De tager fejl,” sagde Lothar sagte, „man vilde sige, at De giftede Deres Datter med Deres gamle Tilbeder.”

Mariane udstødte et Skrig som et saaret Dyrs. „Skændigt, aa, hvor skændigt,” stønnede hun.

Lothar von Droste tog hendes Hænder og drog hende nærmere til sig.

„Mariane.” sagde han med en af Bevægelse skælvende Stemme, „der gives en anden Udvej, og den vilde gøre mig lykkelig.”

Hun hørte ikke.

„Men dersom hun elsker ham.” hviskede hun hen for sig, „maa jeg dog give mit Samtykke ... aa, Lothar, nu gyser jeg derfor!”

„Ottilie ved endnu ikke, hvad Kærlighed er; hendes Hjerte er kun blevet uroligt, ikke lyksaliggjort ved dette Frieri. Og vor Datter har for frisk en Aand og for ærlig en Sjæl til at træffe et Valg, uden først at være kommen til Klarhed med sig selv. Mariane, jeg sagde vor Datter.”

„De er hende ogsaa en sand Fader,” hviskede Mariane.

„De vil ikke forstaa mig!” udbrød han smerteligt. „Og dog ved De, Mariane, at siden jeg saa Dem og lærte Dem at kende efter min Broders Død, har jeg kun næret et Ønske ...”

„Sig ikke mere,” bad hun og blev ligbleg, „ikke et Ord mere! Deres Medlidenhed driver Dem for vidt! Jeg er meget beklagelsesværdig, det ved jeg. Men før jeg skulde lade - Dem ægte mig - af Medlidenhed - før ...”

(Fortsættes.)