Hvad gør vi for vore Ammers Børn?
Som vore Læsere vil erindre, bragte vi forleden en Artikel under denne Overskrift efter det finske Kvindeblad. Sidste Numer af samme indeholder et Svar paa det rejste Spørgsmaal af „Arve”, hvoraf vi hidsætter følgende:
„Vi skal slet ikke tage Amme til vort Barn; har Omstændighederne ført til, at Moderbrystet ikke er i Stand til at give Barnet den nødvendige Næring, saa skal vi ikke derfor berøve et andet Barn dets naturlige Ret, som ikke kan erstattes med vore Penge. Mener vi, at Ammens Barn kan fødes op med Komælk, hvorfor da ikke vort eget? Mødre af den heldigere stillede Klasse er bedre i Stand til at vaage over Renligheden og Nøjagtigheden ved den kunstige Opamning, og da saadanne Mødre raader over gunstige Forhold og i Almindelighed har større Kundskaber, vil det rimeligvis lykkes bedre for dem end for Ammen, som er tvungen til at lægge Barnet i fremmede Hænder. Et Barn, der ammes med Komælk, kan dø, men kan ikke et Barn, der lægges til Ammens Bryst, ogsaa dø?
Om vi end ikke længere tror paa, at Sjælsegenskaber eller Lyder kan „indsuges med Modermælken”, saa véd vi dog, at stærke Sindsbevægelser virker paa Mælken. Og hvor ofte lider en Amme ikke af Savnet efter sit eget Barn, af bitre Følelser over sin Skam og sin forladte Tilstand og ved Fremtids Bekymringer. Alt dette gør, at hun ikke altid er den fortræffelige Malkeko, vi anser hende for.
Saa naar Spørgsmaalet bliver, hvad skal vi gøre ved disse forførte Kvinder og deres Børn, mener Arve, at Ammepladserne bør inddrages, det er dog noget; men det næste bliver at oprette gode Plejehjem og lade Faderen og Moderen betale lidt til Børnene efter deres smaa Forhold.
