Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Hun kastede sig, næppe sig selv mægtig, i en Stol. Professoren vendte sig bort. Han gik hen til Vinduet; man hørte ikke en Lyd, men det saa ud, som om der gik en Skælven gennem hans Kæmpeskikkelse. Han stirrede stift ud over Søen.
Dyb Stilhed herskede en Tid lang i Værelset, medens de begge søgte at dæmpe deres Sjælsoprør. Mariane fattede sig først, hun trak Vejret dybt og sagde:
„Jeg vil ikke længere vægre mig, thi jeg kan nok forstaa, at det er nødvendigt for mit Barn at komme bort herfra, siden De kunde være i Stand til at bringe et saadant Offer for Deres Broders Datter.” Et usigeligt bittert Smil fortrak hendes Læber. „Og i dette særegne Tilfælde vil min Nærværelse i Deres Hus vel ikke foraarsage Dem nogen Smerte, thi at et Frieri, fremkommet ved Medlidenhed, bliver afslaaet, maa jo være en sand Lettelse for Dem.”
Lothar rødmede stærkt, men han tav. Han vidste, at Mariane, i det hun saarede ham, selv led.
„Da Deres Hus er færdigt til at modtage os, saa kan vi følge med straks, - i Morgen - i Dag - naar jeg skal,” tilføjede hun mat.
„At De indvilliger i en saadan Tone og af saadanne Grunde, smerter mig mere end det glæder mig,” sagde han mørkt, „men jeg tager Dem alligevel paa Ordet. Jeg vender i Morgen tidlig tilbage til München og venter Dem i Overmorgen. Det eneste, De har at sørge for, er at indrette Deres eget Værelse og at bringe Deres Jomfru med. Huset her kan De indtil Foraaret overlade til Deres Folks Varetægt.”
„Endnu et”, sagde Mariane tøvende, „Lehsen tænker paa at flytte til München. Dersom vi nu mødte ham?”
„Det behøver vi ikke at være bange for. De kan blot bede Ottilie om ikke at opsøge sin Veninde. Og da jeg ikke har i Sinde at se nogen stor Selskabskreds hos mig, og heller ikke ønsker at omgaas mange, vil der ingen Fare være for, at de skulde mødes. Vi gør blot Visit hos mine Kolleger, og da jeg er ugift, maa De overtage Hustruens Pligter.”
Hans Stemme klang saa kold, hans Holdning var saa høflig-fremmed.
„I Grunden hader han mig,” tænkte Mariane fortvivlet, „fordi hans Broder døde for min Skyld. Og til Trods derfor vilde han dog gifte sig med mig. Aa, en saadan Højmodighed er værre end en Fornærmelse.”
„Dersom De tillader, Mariane,” sagde Professoren formelt, „saa gaar jeg ind i mit Soveværelse; jeg vil arbejde lidt og maa derfor have Ro ...”
„Dette Værelse staar til Deres Tjeneste,” sagde Mariane og rejste sig hurtigt, „jeg skal dog alligevel ind og klæde mig om.”
„Undskyld,” sagde han, „De har tabt dette”.
Det røde Silketørklæde var gledet af hendes Haar, og hun trak det nu med sig under sit lange Slæb. Han tog det op og rakte hende det. Et Sekund hvilede deres Blikke i hinanden - det var et Spørgsmaal og en Klage, en undertrykt Lidenskab, der kom og gik som et Lyn. Mariane flyttede ind i sit Værelse, medens det syntes, som om Huset var for snævert til Lothar; han maatte ud, maatte fatte sig, tvinge sig selv til Taalmodighed, thi dette ene Blik havde sagt ham alt, sagt ham, at hun dog alligevel elskede ham, som kun en moden Kvinde formaar at elske; havde sagt ham, givet ham Vished for, hvad han hidtil kun havde anet.
Lothar von Droste havde tilbragt sin Ungdom i fremmede Lande, beskæftiget med arkæologiske Efterforskninger. En Tid lang havde han derpaa virket som Privatdocent ved Universitetet, men var rejst ud paa ny Opdagelser. Imidlertid havde hans eneste Broder giftet sig og var bleven skudt i en Duel . . . Som en Fremmed vendte Lothar hjem, sky og forlegen traadte han sin Broders Enke i Møde, han følte, at han hidtil kun havde tænkt saare lidt paa sin Familje, og at han her havde faaet ny Pligter. Lothar og hans Broder havde ikke haft meget tilovers for hinanden og var sjælden kommen sammen. Hans Faders anden Hustru elskede ikke Sønnen fra sin Mands første Ægteskab og lærte heller ikke Brødrene at holde af hinanden. Nu var det dog en sælsom Følelse, der drog Lothar hen til sin Broders Barn, selv forstod han den ikke, men for Barnets Skyld rejste han hjem og blev hjemme.
(Fortsættes.)
