« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinden.
Hun var lagt i Lænker;
hun mægtede ej
at bryde de Skrænker,
som spærrede Vej.
Hun var som en Rose,
saa dejlig og lind.
Hun taalte ej Kulde,
ej bidende Vind.
Og som Idealet
i Sekler hun stod;
hun maatte ej røre
sin Haand eller Fod.
Hun voksed som Frugttræ
bag Drivhusets Glar.
Naar Blomsten er falden,
saa Frugten man taer.
Og Træet det voksed
i Dage og Aar.
Til Drivhusets Vægge
dets Grene nu naar;
og snart vil de sprænge
det spejlende Glas,
kun ud i det Frie.
Det fordrer kun Plads.
