Fra Amerika.
Kvinderne paa den femte Verdensfreds-Kongres.
Der har vist næppe været nogen af Kongresserne i Chikago, naar undtages Kvindekongressen, hvor Kvinderne har været saa overvejende i Antal, ikke bare blandt Tilhørerne, men blandt de Delegerede.
De mange forgræmmede, ældre Kvindeansigter blandt Tilhørerne sagde en tydeligt nok: her sad de Mødre, hvis Sønner var faldne, de Hustruer der blev Enker i Amerikas sidste ulykkelige Krig.
Straks den første Aften saas det, at her var et Arbejde, Kvinderne havde taget op.
Paa Platformen mellem saa store amerikanske Navne som Josiah Quincy, Assistent Secretary of State; Alfred Low, Philadelphia og Dr. Benjamin Trueblood, Boston, mellem fremragende Udlændinge som den kejserlige, kinesiske Kommissær, den italienske kongelige Kommissær, Dr. Richter fra Heidelberg og W. Darby af London, sad der en lang Række af Kvinder. Mrs Charles Henrotin - et fint, klogt Ydre, ikke Mrs. Potter Palmers strænge Skønhed, men saa til Gengæld et langt mildere Udtryk, holdt Indledningstalen. Der sad en Kvinde med et Ansigt som en regerende Dronnings, man kunde straks sige sig selv, at det maatte være Mrs. Belva A. Lockwood, hun, der to Gange har været opstillet som Kandidat til Præsidentværdigheden af Amerikas Kvinder.
Saa var der et Ansigt, bevægeligt af Udtryk, med et Dyb af Godhed i de store, brune Øjne, en rigtig moderlig Kvindeskikkelse; det var Amerikas vidtberømte kvindelige Præst, Mrs. Amanda Deyo, en energisk Arbejder for Temperance, for Fredssagen, for Kvindernes Stemmeret, en Kvinde til hvem de fattige og forladte betror deres Sorg, hvem stærke Mænd blandt Homestead Strikerne hilste med Taarer i Øjnene, da hun kom for at se til dem i deres Nød.
Der var Mrs. Mary Frost Ormsby, som paa egen Bekostning og under stort Besvær gjorde Vinterrejsen til Rom for at bringe det store Fredsflag som Gave til Kongressen. Endvidere Baronesse von Suttner, som skrev den verdensberømte Roman: „Ned med Vaabene”, og som har stiftet en hastigt voksende Fredsforening i Østerrig, der repræsenteres af en fornem østerrigsk Dame
Fru Wischner. Den danske Fredsforening var repræsenteret af Fru Nico Bech Meyer, der tillige drog det ikke repræsenterede Norge med ind i Kongressen ved at give Beretning om Nordmændenes, særlig Bjørnsons, Arbejde for Fredssagen.
Der sad en ung Dejlighed langt tilbage paa Platformen, en Dame i et langt gulhvidt Silkeklædebon med Slør om Haaret, lange sorte øjenvipper, der skyggede Kinden, og en Rigdom af mørkt Haar.
Da hun omsider kom frem for gasblussene for at hilse fra sin Hjemegn, Tyrkiet, gik en Beundringsmumlen gennem Tilhørerrækkerne.
Hun var ikke bare dejlig, hver Bevægelse var yndefuld, og Talen røbede en uddannet Aand.
Kvindernes Arbejde gennem hele Kongressen kunde vel stilles ved Siden af Mændenes, hvad der navnlig skyldtes Mrs. Belva A. Lockwood. De fleste Resolutioner bar Spor af hendes hurtigt dømmende Aand, hvad enten de vare forfattede af hendes kære Ven Alfred Low, af Mr. Darby eller Dr. Trueblood, der var gerne et Ord, en Tanke, en Vending derved, der blev forandret efter hendes ordknappe Forslag, som traf Hovedet paa Sømmen. Flere af Resolutionerne havde hun selv givet første Form til. Der blev præsenterede Forslag fra nogle af Verdens første Jurister til den Verdensdomstol, der ønskes oprettet til at dømme mellem alle Nationer, et af disse Forslag var Mrs. Lockwoods, dets Form viste klart, at hun er en meget dygtig Jurist. Paa Fredskongressens tredje Dag viste sig pludseligt et nyt Kvindeansigt paa Platformen. Fru Beck-Meyer var lige bleven færdig med sit Foredrag om Fredssagens Arbejde i Danmark, Jubelen havde endnu næppe lagt sig over Deputationen til Kongen, dens venlige Modtagelse, Forskellen imellem de halvtredje hundrede Tusinde, der stod bag ved den hvide, sølvskinnende Fredspetition i Kongens Haand - da med ét en Kvindeskikkelse banede sig Vej fra Tilhørerrækkerne.
Kort af Vækst, skulderbred, med et kærnesundt Ansigt, fuldt af Bestemthed parret med Hjertensgod hed - at hun maatte være en Nordbo, kunde enhver se. Det var Fru Sigrid Magnussen fra Island. Hun oplæste en Beretning, skrevet af hende selv, om den Kamp, der stod paa Island, da den danske Regering søgte at indføre Militærloven.
Hun brød sig ikke om, at det kunde høres, at Engelsk ikke var hendes Modersmaal. Hendes Tanke var kun i det, hun læste; hun var hos sit Folk i dets Nød, saa den dobbelte Rad af Soldater stillet op i Bygningen, hvor „Althinget” samledes, saa Svenson, „den smukkeste Mand paa Island og en Høvding lige saa god som smuk,” rejse sig med sit: „I Guds og Folkets Navn, vi nægter at. modtage denne Lov.” . . . saa Guvernøren række den skælvende Haand ud efter Klokken, og Svenson atter springe op: „I Guds og Folkets Navn, ingen Vold i denne hæderlige Forsamling i” - Tilhørerne sad som aandeløse og lyttede; det korte, knappe Sprog, en rigtig Sagastil, tog dem aldeles fangen; der gik som en Befrielse igennem dem, da de hørte, at det Lovforslag aldrig fik Gyldighed. Da Fru Beck-Meyer bag efter fortalte noget om Island, dets fortid og (ulæseligt) minder, blev det meget
Taknemmeligt modtaget.
Fru Magnussen var i islandsk Nationaldragt, det sorte Fløjl, det svære, guldbroderede skørt og Sølvbæltet passende godt til den stoute Skikkelse og bidrog til at vække Interessen for hendes minderige Hjemland.
Det blev ikke den eneste Gang, at gothisk Aandsliv blev fremdraget for Kongressen. Den sidste Aften holdt den danske Delegerede Slutningstalen og endte med at (ulæseligt) den Del af Havamaalet, der taler om det kommende Fredsrige, hvordan alt ondt langsomt skal forvandles til godt, de svage blive stærke, den evige Aand give Love, som aldrig skal brydes, Fred skal raade, ja, al Disharmoni skal være borte for evigt. Den ophøjet højtidelige Spaadom fra Aarhundreder tilbage i et Sprog, som viser, at her var Slægtens bedste Tanker gemte, gjorde et saadant Indtryk paa Forsamlingen, at der var Taarer i mangt et Øje.
(Kvinden og Hjemmet.)
