Vore Varietéteatre.

Det er en Kendsgerning, at Folk mere og mere foretrækker Varietéforestillinger for de lange Teaterstykker. De urolige og forretningstravle Københavnere trænger til et Oplivningsmiddel, hvori Sindet kan hvile eller drages ind i andre Tanker, og ikke til en ny Anstrengelse, som det er at følge et Helaftensstykke. Københavneren vil sidde ved et Bord, hvor han kan nyde sit Smørrebrød og Øl, og hvorfra han kan rejse sig, naar han vil. Og det gælder baade Middelstandsklassen og Arbejderne; det er en Kendsgerning, at Tiden barer hen imod Varietéernes Fremgang og Teateraftenernes Nedgang.

Derfor maa der sættes alt ind paa at forædle Kunsten i vore Varietéer, eller rettere, derfor maa der fremstilles virkelig Kunst i disse og ikke kun bydes Folk Gøgl i smudsige Lokaler. Der, hvor Folk vil samles, der skal den ægte Kunst møde, Folket søger ikke Kunsten, men Kunsten skal komme til Folket. Det er en Brøde over for de strengt arbejdende Københavnere, hvis Sind trænger til et Par Timers Rekreation og som giver sine fattige Penge ud paa en Varieté, at byde ham noget Juks, der intet har med Kunst at gøre. Og den Tale, at det vil Folk have, „de vil blot have noget Grin”, har intet Steds hjemme.

Naturligvis vil Folk more sig, naar de gaar paa en Varieté, men er ægte Kunst ikke netop i Besiddelse af den Evne til at sætte Sindene i Bevægelse? men Kunsten skal være opdragende, enten den bringer Folk til at le eller græde.

Vore Varietédirektører har derfor faaet en stor Opgave, og naar der gives saa uhyre Summer til disse Varietékunstnere, hvorfor da ikke engagere første Rangs Komikere, Sangerinder og Skuespillere.

Nej - for det er ikke fint at synge eller spille paa en Varieté. Dette er dog vist en Misforstaaelse, og egenlig rummer denne Tanke en Fornærmelse mod Publikum. Kommer ikke saa godt som alle Københavnere i Varietéerne, og hvis der blandt disse kommer mange, som ikke har Forstaaelse af virkelig Kunst, saa gælder det om at aabne deres Øjne derfor. At sand Kunst skulde kede Folk, er aldeles fejlagtigt, keder man sig ved en Forestilling, er det vel fordi, at den intet har med Kunst at gøre.

Aandelig Nydelse hører ogsaa med til det daglige Brød, og et glad Sind er lettere i Stand til at vinde i Kampen for Tilværelsen, end det nedtrykte; og det Menneske, der kan lade sig hæve til en lysere og renere Verden ved Kunsten, er ikke saa udsat for at synke i Smudset, naar Fristelserne lokker. Pastor Morten Pontoppidan skrev for nogen Tid siden i en af sine Prædikener: „Er først Forlystelserne komne til at staa for den kristne Bevidsthed ikke blot som en Kendsgerning, man er nødt til at lade staa, men som et lovligt og anerkendt Omraade af Mennesketilværelsen, - har først Kapitlet om Forlystelser faaet sin tilbørlige Plads i den kristne Etik, da vil det vel kunne tænkes, at Menneskevenner ved Tilskyndelse fra Kirken kan føle sig drevne til i større Maal end hidtil at foranstalte Forlystelser og Underholdninger, hvor Hensynet til Pengefortjeneste træder tilbage for Hensynet til, at det, der ydes, maa være sundt og godt.

De Folkekoncerter, der i de senere Aar har været afholdt i Koncertpalæet, og som har vundet saa stærk Tilslutning, har allerede vist Vejen. Her bydes fortrinlig Musik i et stort og smukt Lokale for en Ubetydelighed i Indgangspenge.”

Det er en meget smuk Tanke at holde Koncerter og give Forestillinger for de Fattige; men vi er ingen Yndere af at klassificere Folket. Det er sundere og bedre for et Samfundsliv, at vi alle kommer sammen. Desuden er nu Varietéernes Pris sat saa lavt, at der næppe kan konkureres. 25 Øre for at more sig en hel Aften, er saa billigt, som det kan blive.

Vi mener derfor ikke, at der skal laves Varietéer for Ubemidlede, hvor vore første Rangs Kunstnere skal gøre gratis Arbejde, men vi mener, at vore Varietéer, som har Raad til at betale, over for et saa stærkt besøgende Publikum kun bør engagere virkelige Kunstnere.

Her har Pressen sin uafviselige Pligt til at retlede og ikke vildlede Publikum. Den store Reklame for Varietéerne kan være berettiget, og de udførlige Meddelelser kan være paa sin Plads i Bladene, men den maa ikke være saa kritikløs, som den ofte har været.

Og saa - til Slutning blot dette. Varietéerne skal ikke være et Sted, hvor den fine Herre af den højere Klasse ikke kan tage sin Hustru eller Datter med, fordi han mener, hendes Blufærdighed krænkes, men som kan være godt nok for den simple Befolkning. Fornøjelsen maa være saaledes, at alle Klasser af Folket, Kvinder saa vel som Mænd, maa kunne komme der, og ogsaa - virkelig more sig.

Burde ikke Arenateatret her tage Teten? Det sidder sikkert inde med alle Betingelser dertil.