Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed,
I alle von Drostes Fremtids Tanker og Planer var Mariane og Barnet med, og en smuk Dag blev det ham klart, at den formentlige Kærlighed til sine Slægtninge - var Kærlighed til Mariane. Han elskede for første Gang, han, en Mand, som var over de fyrretyve! Saadan en Kærlighed griber Menneskene som med Jernhænder. Lothar von Droste var en Mand, der holdt af Klarhed i Sagen og hurtige Beslutninger. Saa snart han erkendte, hvilke Følelser der bevægede ham, tilbød han Mariane sin Haand. Hun afviste ham næsten med samme Ord som i Dag. Men nu vidste han, at hun dog alligevel elskede ham, og hendes bitre Ord havde slet intet at betyde.
Lothar rejste sig i sin fulde Højde og drog et dybt Suk.
„Stakkels taabelige Kvinde, dit Hjerte er nu saa forpint, at du ikke kan se klart i dig selv. Men jeg skal aabne dine Øjne, jeg føler, det vil lykkkes,” sagde han hen for sig.
Saa var de da der. Men hvor var Husets gamle Orden blevet af.
Tidligere var den højtidelige Stilhed paa første Sal i Ludvigsgade, hvor Professor Lothar von Droste og hans Famulus, Doktor Alfred Moscheles, arbejdede i Videnskabens Tjeneste, ikke bleven afbrudt ved den ringeste Lyd. Men nu skete det stundom, at en frisk, klar, ungdommelig Latter klang over til dem fra Korridoren, eller at en glad Pigestemme sang, saa det gav Genlyd i hele Huset.
„Jeg vil dog lade endnu en Portiere sætte op, den Latter forstyrrer saa tidt; lad mig se, at De husker mig derpaa, Moscheles, saa jeg giver Frits Besked derom,” sagde Professoren en Gang.
Men den daarlige Hukommelse, som lærde Herrer i Almindelighed har, hvor det angaar Livets praktiske Ting, viste sig ogsaa her, thi ingen af dem tænkte paa, at den saa nødvendige Portiere blev hængt op.
Men Doktor Moscheles spekulerede paa, hvad der vel nu kunde være Aarsag til denne Latter.
Det latterlige, det har allerede Jean Paul sagt, vil slet ikke være med i Filosofernes Difinitioner. Hvad var nu da saa latterligt derude, at Ottilie og Jomfru Anna kunde le saadan?
(Fortsættes.)
