Kvindelig Fremskridtsforening.
holdt i Mandags sin ordinære Generalforsamling. Fru Mathilde Bajer var Dirigent. Formanden Fru Johanne Meyer, aflagde Beretning om Foreningens Virksomhed. Der var holdt Møde hver Mandag, dels med gode og oplysende Foredrag, dels med Oplæsning og andre selskabelige Adspredelser. Vintermøderne med Foredrag og Diskussion havde været godt besøgte, hvorimod Sommermøderne ikke havde vundet videre Tilslutning.
Frk. F. Trier fremlagde Regnskabet, som viste Overskud, særligt vundet ved det af Foreningen udgivne lille Skrift: „Kvindesagens Betydning for Mænd” af Karl Fred. Jensen, som nu skulde udgaa i 3dje Oplag.
Der forhandledes derefter forskellige Forslag: om Sommermøder, som man ønskede at bibeholde, men kun én Gang om Maaneden, om vedblivende Samarbejde med ,,de samlede Kvindeforeninger”, hvilket forkastedes, om forandret Mødedag og andet.
Efter Tur afgik Fruerne Bajer og Larsen samt Frk. Trier som Bestyrelsesmedlemmer. Fru Bajer og Frk. Trier genvalgtes. Fru Larsen havde frabedet sig Genvalg; i hendes Sted valgtes Fru Louise Nørlund. Dernæst fik Fru Petrine Svendsen 6 Stemmer og Fru Johansen 5 Stemmer; de blev saaledes i Følge Foreningens Love Suppleanter for næste Aar. Til Revisorer valgtes Fru Elida Rasmussen og Fru Johansen.
Om Tirsdagen afholdtes en vellykket Aftenunderholdning, ledet af Hr. Instruktør Neergaard, som selv fortalte et Par smaa Historier under almindeligt Bifald. Hr. Siboni sang med en smuk Barytonstemme to kvikke Sange. B. Bjørsons „Bergliot” deklameredes og Heibergs „Emilies Hjærtebanken” spilledes, begge Dele af unge yndede Skuespillerinder. Frk. Schulenburg spillede udmærket Klaver, og Frk. Anna Meyer sang fint og nydeligt 2 Kjærulfsange og gav efter det stærke Bifald som Ekstranumer P. Schrams „Aldrig vil jag gossar se”, Frk. Emilie Levin akkompagnerede. Derefter Bal til Kl. 2.