Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Naar Doktor Alfred Moscheles kom hjem og gik ud, maatte han i Korridoren forbi den Dør, som førte til et vist lille Værelse, udstyret med blaat Silke og hvide Kniplinger. Nu var Værelset beboet, og han hørte tidt Ottilies Stemme derinde fra. Han gik aldrig forbi uden at faa Hjærtebanken. Denne Hjærtebanken stammede naturligvis fra, at han en Gang uden Ottilies Vidende havde været inde paa hendes Værelse, hvilket uden Tvivl slet ikke var passende; det gik op for ham, hvilken dyb Betydning det havde, og hvor berettiget det var, naar Østerlændernes Skik og Brug forbød Mændene Adgang til Kvindeværelserne. Hans Fantasi kunde dog nu gaa uhindret ud og ind. Naa, det gjorde i Grunden ingen Ting, da de jo var „Venner”, men han vilde dog forbyde sin Fantasi saaledes at aflægge Visit. Den Beslutning tog han hver Dag.
Fru Mariane havde været saa venlig mod ham en Gang for alle at indbyde ham at komme til dem hver Torsdag og tilbringe Aftenen i Professorens og Damernes Selskab. Hvor han dog har været tankeløs før; det havde aldrig været ham paafaldende, at der kun var en Torsdag i hver Uge; nu syntes han, at det var en stor Fejl af Almanaken. Naar det skulde være rigtigt, burde der egenlig være syv Torsdage om Ugen. Imellem Venner er det dog kun en naturlig Trang, man føler, til at tale oftere med hinanden! Samme Følelse maatte Ottilie ogsaa nære, naar hun stundom om Eftermiddagen forlod Dagligstuen - hvor Onkelen nok saa hyggelig sad ved Kaminen og røg en Cigar i munter Samtale med Moderen - og uden noget virkeligt Ærinde kom over i det store Studereværelse.
„Aa, jeg vilde blot se efter en Gang, om Onkel skulde have „Søster Dora” i sit Bibliotek,” sagde hun den første, anden og tredje Gang, da hun kom, omendskønt en nøjagtig fælles Undersøgelse i alle Reolerne baade den første og anden Gang havde overbevist Moscheles om, at Bogen, hvad han allerede vidste forud - ikke fandtes der.
Men en rigtig Samtale kunde de aldrig faa i Gang. De passiarede langt bedre i andres Nærværelse. De var, mærkværdig nok, næsten bange, naar de var alene sammen. Doktor Alfred Moscheles tænkte derfor paa, hvorledes han oftere skulde komme sammen med Ottilie i større Selskaber. Professoren havde jo tilligemed Damerne aflagt Visit i nogle enkelte ansete Huse, men den unge Mand havde aldrig brudt sig om Selskabelighed og havde som Følge deraf aldeles ingen Omgang! Dog kom han nu i Tanker om, at en Kollega og Ven af Lothar von Droste havde tilbudt ham - Alfred - at give ham nogle Anbefalinger med til München for dermed at aabne ham Adgang til Selskabslivet. Uden at betænke sig, satte han sig hen og skrev:
„Ærede Herre!
De tilbød mig en Gang ved Breve at indføre mig i nogle Huse her i München; tør jeg nu tage Dem paa Ordet? Professor Droste er endnu selv fremmed her, og jeg tror, han kunde finde det ubeskedent, om jeg trænger mig ind i hans Følgeskab” o. s. v.
Den velvillige Mand svarede straks og sendte Alfred tre Anbefalingsbreve: et til Baron Axel Lindstrøm, som var ugift og altsaa intet „Hus” førte, men kunde indføre ham i sin Kreds; et til Oberstløjtnant Lehsens, der for længere Tid siden var flyttet til München, og som havde en smuk Datter, og endelig et til Bankier Dandorf, der sværmede for Digtere, Kunstnere og Videnskabsmænd, og førte et stort Hus.
Dette sidste Navn opfyldte Doktoren med glad Forventning. Dandorf var Professorens Bankier, uden Tvivl kom Fru Mariane og hendes Datter der ogsaa. En ugift Baron, oven i Købet Dilettant i de skønne Kunster, var for ham ikke noget meget lovende Bekendtskab og lige saa lidt en Oberstløjtnant, der havde en „smuk” Datter . . . Nu til Dags kalder man jo ethvert Ansigt „smukt”! Datteren havde dog ganske vist ikke saadanne mørke, drengeagtige Krøller og saadanne blaa, straalende Øjne som - hans Veninde, hvorledes kunde man saa kalde hende smuk!
(Fortsættes.)
