Ædelt Vildt.

En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.

„Aa bryd Dem ikke om mig” udbrød Dr. Alfred, Moscheles, ganske opfyldt af en hemmelig Triumffølelse, „sig til Deres Moder, at jeg glæder mig til næste Torsdag.”

„Jeg vil overraske hende,” tænkte han.

„Moder mener, at De maaske Fredag Aften. . . det vil sige, dersom De slet ikke forsømmer noget andet. . .” .

Ottilie legede med Onkelens Pen, Doktoren stod paa den anden Side af Bordet og greb efter sin Pincenez.

„Med største Fornøjelse, og - hvad det nu var, jeg vilde sige - hm - ja, hvem var den lyshaarede Herre, for hvis Skyld De den Gang rødmede derhenne ved Vagtparaden? Jeg saa det, De lagde ikke Mærke til mig. Venner, maa ikke have Hemmeligheder for hinanden!”

Han satte atter Pincenezen paa uden at være sig denne unyttige Beskæftigelse bevidst.

Ottilie kastede Pennen fra sig, og raabte heftig: „Tal ikke om ham; det var Baron Axel Lindstrøm” i det samme løb hun ud.

Moscheles greb forbløffet efter sin Tegnebog, som gemte et Anbefalingsbrev til denne Mand.

Han glemte alle sine Betænkeligheder og uden at nøle satte han sig ned og skrev følgende:

„Ærede Hr. Baron!

Hoslagte Brev fra vor fælles Bekendt, Hr. . . ., burde jeg selv have bragt Dem, men da min Tid er saa optaget, dels som Medhjælper hos Hr. Professor von Droste og dels af egne Arbejder, saa tør jeg

ikke aflægge Visit hos dem, uden at være vis paa at træffe Dem Hjemme. Vor fælles Ven har fortalt saa meget om Dem, - her viste Venskabets demoraliserende Indflydelse sig, thi hin Herre havde aldrig vekslet et Ord med Alfred om Baronen, og Hr. Doktoren løj altsaa, hvad han ikke mindes at have gjort, siden han var fem Aar, da han slikkede af sin Bedstemoders Honningkrukke.

- at jeg sætter overordentlig Pris paa at gøre Deres Bekendtskab og beder Dem, dersom De i det hele taget ønsker at modtage mig, at fastsætte en Tid, hvor jeg sikkert kan træffe Dem.”

Han kaldte paa Tjeneren og bad ham lade et Bybud besørge Brevet.

Som sin Adresse havde han opgivet det Hotel garni, hvor han boede.

Om Aftenen fandt han ganske rigtig en Billet fra Baron Aksel Lindstrøm, hvori denne bad ham om at tilbringe den næste Aften hos ham i hans Ungkarlebolig.

Den næste Aften - det var Onsdag. Fortræffeligt, saa kunde han endnu, før han traf sammen med Ottilie hos Dandorfs, gøre Baronens Bekendtskab. En Mand for hvis Skyld Ottilie havde rødmet, forekom ham for Øjeblikket som det vigtigste paa Jorden, næst efter hende selv.

I en næsten feberagtig Ophidselse gik han den næste Aften hen til Baronen, hvis Bolig laa i en Sidegade, der førte ned til Floden.

Det var en stormfuld Aften, Regnbyger vekslede med lysere Øjeblikke, hvor Nymaanen viste sig imellem de jagende Skyer.

Alfred stod nogle Minutter og lyttede til Flodens Brusen.

Derovre, langs den anden Bred, strakte sig, sort og tyk som en Skov, den nu bladløse engelske Park.

Lige over for Broen, der førte over den oprørte Flod, skimtede han det kongelige Bibliotheks store, mægtige Bygning i Aftenhimlens vekslende Belysning; snart var den stolte Bygning overskygget af regnsvangre Skyer, snart brød et ubestemt Lys igennem den lange Række buede Vinduer.

Det var næsten med en uvillig Bevægelse, at Moscheles for op af de Tanker hvori Flodens og Stormens Brusen havde hensat ham.

Han, Virkelighedens Mand - han drømte!

Skyndsomst søgte han nu imellem Gadens fornemme Huse at finde det, hvor Baronen boede. (Fortsættes.)