Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
I nervøs Uro gik han op og ned i Værelset, ordnede hist og her ved Dekorationerne. Hele Værelsets Indretning, blødagtig, yppig og malerisk, mindede om et af hine moderne, sybaritiske Ateliers, eller om en. forvænt, kunstnerisk begavet Kvindes Salon.
I Værelsets Midte hang en Lysekrone, hvis fire Blus var forsynede med rosenrøde Slør, der kastede et Skær lig Aftensol over det hele. Gardiner og Portierer var tykt, broget Silkestof, et Smyrnatæppe bedækkede Gulvet og en skarp, kunstlet Farveduft opfyldte Luften, væggene var næsten helt opfyldt af Bogskabe, Malerier, Buster o. s. v. og Etagerer med alle mulige Sjældenheder. Hjørnerne var drappered med Gobelins-Stoffer, Palmegrene, Vifter og Vaaben. Foran det ene Vindu stod et Skrivebord, hvor Papirer og Bøger laa spredt i broget Uorden; foran det andet et Staffeli med et halvt færdigt Billede og et lille Bord med Farver, Pensler og Palet.
Endelig meldte Husholdersken Baronen den ventedes Ankomst, og næsten samtidig viste Moscheles sig paa Dørtærskelen.
Et Øjeblik blev han staaende, dette Gemak fik ham til at studse.
Baronen kom ham i Møde, med begge Hænder udstrakt for at byde ham velkommen.
„Jeg er vor fælles Ven meget taknemlig,” raabte Lindstrøm hastig, „at han lader mig gøre Deres Bekendtskab”.
Men Doktoren følte ingen Lyst til at lyve, selv om det kun var gennem et Haandtryk. Hans skarpe Øje fæstede sig med et koldt, gennemtrængende Udtryk paa den unge Mand, som ikke udholdt dette Blik, men greben af en pludselig opvaagnende ubehagelig Følelse saa til Siden.
„Maaske var den Anbefaling, som min Velynder gav mig, aldrig bleven benyttet, dersom jeg ikke havde haft mine særegne Grunde til at søge Deres Bekendtskab, Hr. Baron,” sagde Alfred stift.
„Jeg ved det, jeg ved det,” raabte Baronen, som atter hurtigt faldt tilbage i sin tillidsfulde Stemning, „vi er ikke fremmede for hinanden! Der gives Personer og Ting, som knytter os fast sammen.”
Det havde slet ikke været Moscheless Hensigt at nævne sine „særegne Grunde”, men da han stod lige over for Baronen, kunde han ikke fornedre sig til at smigre ham ved at foregive, at det alene var hans store Interesse for Baronens Personlighed, som lod ham søge hans Bekendtskab.
(Fortsættes.)
