Om Alderdomsunderstøttelsesloven

afholdt Kvindelig Fremskridtsforening et offenligt Møde i Tirsdags, Østergade 15. Folk havde givet saa talrigt Møde, at mange maatte gaa uden at kunne komme ind.

Hensigten med Mødet var at give Kvinderne Lejlighed til at udtale sig om de Ændringer i Alderdomsunderstøttelsesloven, som de kunde ønske, naar der rimeligvis i en nær Fremtid kommer til at foreligge en Revision af Loven.

Til at deltage i denne Forhandling havde Kvindelig Fremskridtsforening indbudt en Del af de mere betydelige Mænd, som skriftligt eller mundtligt havde udtalt sig offenligt om Loven. Mange af disse var komne til Stede, og Forhandlingen hørtes med den største Interesse, skønt Folk stod saa tæt pakkede, at man maatte aabne Vinduer og Døre.

Fru Johanne Meyer fremhævede Nødvendigheden af, at Kvinderne i det hele taget kendte de Love, der herskede, og talte om det meningsløse i at selv i en ny og moderne Lov som Alderdomsunderstøttelsesloven straffede man den gifte Kvinde med at gøre hende identisk med hendes Ægtefælle som juridisk Person, idet en gammel hæderlig Kone kunde nægtes Understøttelse, naar hendes Ægtefælle i sine unge Dage havde modtaget Fattighjælp.

Hr. Bogtrykker Lazarus kritiserede med stor Sagkundskab Loven i dens Enkeltheder og oplyste ved faktiske Eksempler, hvorledes Loven havde virket, siden den var traadt i Kraft.

Kontorchef i Magistratens 3. Afdeling, Hr. Justitsraad Ræder, der i disse Dage har udgivet en Bog om Alderdomsunderstøttelsesloven og deri ligeledes fremhævet Lovens Mangler, talte derefter og viste, at Loven var en Fattiglov, og det en Fattiglov, som ikke passede for et lille Land som Danmark. Understøttelse skal mere være som en Pension, der gives den hæderlige Gamle.

Hr. Folketingsmand Herman Trier holdt bestemt paa en fortsat Understøttelse efter den forskellige Levevis i Hovedstad og i Provinserne. At Kvinder skulde have samme Understøttelse som Mænd fandt han naturligt, og aldeles urimeligt, at en Kone skulde, hvis hun havde haft en daarlig Mand, vedblive at bære den døde Mand som en Klods om Benet ved at nægtes Understøttelse, fordi han havde modtaget Fattighjælp.

Hr. Folketingsmand J. K. Lauritzen mente nu slet ikke, Loven duede, medmindre den fik en anden Titel og et andet Indhold, og gennemgik under stor Munterhed, hvorledes 1) den brød med Sparsommeligheden, 2) svækkede Arbejdsomheden, 3) overskar Familjebaandet og 4) narrede Befolkningen.

Fru Birgitte Berg-Nielsen talte morsomt om det latterlige i, at Mænd skulde have mere Understøttelse end Kvinder, og viste, at det laa i, at Mænd var vante til at lade sig opvarte af deres Hustruer; Mænd kunde ikke hjælpe sig selv i de mindste Smaating, ikke selv sy en Knap i, stoppe en Strømpe eller tage deres eget Tøj frem. Naar de saa ikke mere havde en Hustru, skulde de betale for alt dette, og det var derfor, de skulde have større Understøttelse end Kvinder. Derfor burde alle Drenge oplæres til at hjælpe sig selv. For Resten holdt Fru Nielsen ogsaa paa en fastsat Understøttelse som Pension for de Gamle.

J. K. Lauritzen mente, at for alle de forsømte Drenges Skyld, der nu var dem, der modtog Alderdomsunderstøttelse, burde man foreløbig fastholde en større Sum for Mænd end for Kvinder.

Fru Nørlund mente ogsaa, en fastsat Sum var heldigst, men hævdede bestemt lige stor Understøttelse for Mænd og for Kvinder.

Forsamlingen vedtog efter nogen Diskussion følgende Resolution:

„Da det i de Aar, Alderdomsunderstøttelsesloven har været i Virksomhed, har vist sig, at den trænger til Ændringer, tillader Forsamlingen sig at henlede Opmærksomheden paa følgende Punkter:

1) at Understøttelsen bør fastsættes ens for Mænd og Kvinder og ikke overlades som nu til de stedlige Myndigheders Vilkaarlighed.

2) at der ikke nægtes Enker eller fraskilte Hustruer Alderdomsunderstøttelse, fordi deres Ægtefæller tidligere har modtaget Fattighjælp.”

Kvindelig Fremskridtsforening haaber nu, at alle Kvindeforeninger i By og paa Land vil, selv om de er smaa, afholde offenlige Møder og søge vedtaget ovenstaaende Resolution eller andre selvstændige Udtalelser og indsende Beretning om Møderne til Kvindelig Fremskridtsforenings Bestyrelses Formand, Fru Johanne Meyer, Naboløs 4. Alle disse Udtalelser fra de forskellige Foreninger vil da blive lagte til Grund for et Andragende til Regeringen, naar Revisionen af Alderdomsunderstøttelsesloven kommer for.

Der vil sikkert ethvert Sted findes Jurister eller Rigsdagsmænd, Skolelærere eller Sogneraadsformænd, der vil yde Kvindeforeninger den nødvendige Hjælp som Talere ved saadanne Møder, saa Møderne allerede kan afholdes rundt om i Landet, inden Vinteren slutter.

Provinsblade bedes optage ovenstaaende.