Kongresserne i Paris den 23de Juni til 20de Juli 1889.

Hvilken Mylder af Kongresser i Løbet af 4 varme Sommeruger!

I. Den 23. - 27. Juni: Verdensfredskongressen,

II. - 25. - 30. - Kvinderetskongressen,

III. - 29. - 30. - Den parlamentariske Voldgiftskonference,

IV - 1. Juli: Freds- og Friheds- Ligaens Aarsmøde, og

V. - 12. - 20 - Kongressen for kvindelige Værker og Indstiftelser.

Samtidig med den sidste holdtes - foruden flere andre - de socialdemokratiske Arbejderkongresser. Men, da Allestedsnærværelse er overmenneskelig, maatte det Menneske, som skriver dette, indskrænke sin Nærværelse til de 5 ovennævnte Kongresser, af hvilke I*) og II, II og III, ja tildels III og IV greb saaledes ind i hinanden, at man maatte løbe fra det ene Sted til det andet: fra Place St. Sulpice (hvor I*) blev holdt) 10 Minuters kort Trav til Boulevard St. Germain 184 (II), derpaa fra den venstre Seinebred - til det prægtige Hotel Continental (III) - paa højre Seinebred - , og endelig fra Rue Chabanais l (IV) over en af Seinebroerne til Deputeretkammeret (det franske Folketing), hvor den af den parlamentariske Kongres valgte Komité konstituerede sig den 1ste Juli.

Det sidste var i Grunden det vigtigste af det alt sammen. Det var alligevel det, man mærkede mindst. Ogsaa her gælder den svenske Forfatter Geijers Ord: Hvad stort sker, sker tyst.

At over hundrede Rigsdagsmænd fra de forskelligste Lande havde holdt Møde i Hotel Continental, var allerede noget, - og det vidste man ogsaa nok. At de - efter nogle almindelige Beslutninger om at virke for Voldgift og Fred mellem Folkene, - den 30te Juni (umiddelbart inden de efter Indbydelse mødte hos den franske Republiks Præsident) besluttede at nedsætte en international permanent Komité, der skulde foranstalte Konferencer af alle Landes Rigsdagsmænd til Fredssagens Fremme, den næste den 25. - 30. Juni 1890 i London, - det var mere. Men det var endnu kun Ord, ikke Handling. Mest var det, at denne Komités fødte Medlemmer, virkelig konstituerede sig, valgte Præsident, Vicepræsidenter og Sekretærer, og nu er i fuld Virksomhed, kraftig støttet af Fredsforeningerne.

Paa tidligere Fredskongresser havde der været talt om at vælge Repræsentanter fra de forskellige Lande til et internationalt Parlament. Naar dette samledes en Gang om Aaret, naar dettes Medlemmer raadslog om Midlerne til at udjævne indbyrdes Stridigheder mellem Staterne ad fredelig Vej, og naar saaledes et venskabeligt Forhold udviklede sig imellem Personer, som besad Nationernes - eller dog deres Vælgeres - Tillid, da vilde Faren for Krig imellem Staterne formindskes, i samme Grad som Repræsentanterne havde Indflydelse, hver paa sit Lands Udenrigspolitik. Men hvorledes skulde man faa disse Repræsentanter valgte? Det var et vanskeligt og kostbart Maskineri at sætte i Bevægelse. Saadanne - alene til dette Formaal valgte - Repræsentanter vilde heller næppe have den fornødne Indflydelse paa Udenrigspolitiken. Bedre var det derfor at faa de allerede af Folkene kaarne, de virkelig valgte Repræsentanter til at samle sig og danne Kærnen til et internationalt Parlament. Det var, hvad der foregik i Paris. Det var de dér samlede Rigsdagsmænd, som grundlagde det vedvarende, internationale Parlament.

Dette Fremskridt havde Fredssagen næppe taget, dersom ikke Verdensfredskongressen var gaaet umiddelbart forud. Og denne sidste havde næppe fundet Sted, dersom den haandgribelige Udstilling - Industriens og Landbrugets, alle Kunsters og Videnskabers - ikke havde lokket Folk fra alle Jordens Egne til Paris. Saaledes fremmer det ene fredelige Formaal det andet. Haandens og Aandens Verden samarbejder.

Paa Verdensfredskongressen fødtes nemlig den Tanke om at skabe et vedvarende Bindeled imellem de hundrede Fredsforeninger, som dér var repræsenterede. Og med praktisk Fremblik ønskede man, at dette Bindeled ikke skulde dannes af noget saa løst som de i Dag bestaaende, i Morgen maaske atter i henslumrede Fredsforeningers Styrelser eller Formænd. Nej, hvad man gjorde til Bindeled mellem Folkene, skulde have Rod i Staternes Forfatninger. Derfor fik man det Forslag bragt frem paa Rigsdagsmændenes internationale Konference, at der af deres egen Midte skulde vælges en permanent Komité.

Denne var maaske ej engang kommen til Verden, dersom ikke den mest frisindede af de to Kvindesagskongresser var bleven holdt samtidig med Fredskongresserne. Overalt - endnu maaske mindst i Danmark - gaar nemlig Fredssagen og Kvindesagen Haand i Haand. Var end Kvinderne udelukkede fra den parlamentariske Konference, **) fordi de endnu ikke er valgbare til Rigsdagene, - saa fik de dog ved den talrige Deltagelse i Verdensfredskongressen og i den samtidige Kvindesagskongres, hvori de fleste Medlemmer af den parlamentariske Konference ogsaa deltog, den største Indflydelse paa denne. Ja., dennes vigtigste Beslutning - Nedsættelsen af den permanente Komité - stammede oprindelig fra en Kvinde, Fru Griess-Traut, Vicepræsident i det franske Kvindesamfund.

Dette vidste maaske ikke andre end den franske Senator Couturier, da Beslutningen blev vedtagen den 30te Juni. Men Dagen efter, da Freds- og Friheds-Ligaens Aarsmøde udnævnte Couturier og den Deputerede Barodet til Ærespræsidenter, fordi de - hvert i sit Ting, den 30te Maj 1888 - havde taget Ordet for en vedvarende Voldgiftstraktat imellem Frankrige og Nordamerikas Forenede Stater, - da glemte man ikke tillige at nævne Fru Griess-Traut og sende hende en varm Tak som den, der oprindelig havde foreslaaet den permanente Komité.

Denne Komité var det ikke muligt at faa valgt eller konstitueret før den følgende Dag. Mødet var sat til den 1ste Juli Kl. 4 i et af Deputeretkammerets Udvalgsværelser. Endnu var Ligaens Aarsmøde ikke til Ende. Den, som skriver dette, skulde møde i Egenskab af en af den parlamentariske Konferences tre Vicepræsidenter. Det kneb at komme i rette Tid, da Adgangen til Kammeret for

s. k. "uvedkommende" er forbunden med meget større Vanskeligheder i Frankrige end i Danmark. Alt gik dog vel. Valget fandt Sted, og flere vigtige Aftaler blev trufne.

Til Præsident valgtes det engelske ParlamentsMedlem Philip Stanhope, fordi næste Konference skal være i England. Til Vicepræsidenter***) valgtes Alfieri (Italien), Sherman (Nordamerika), Marcoartu (Spanien), Buls (Belgien), Passy (Frankrige) og - som den fjerde i Rækken - Bajer (Skandinavien). Det var ikke Danmark alene, men alle tre nordiske Riger, som det blev mig paalagt at repræsentere. Det var et vanskeligt Øjeblik, da jeg havde Valget imellem at sige "ja" paa "forventet Efterbevilling", og at sige "nej" med Fare for, at ingen Vicepræsident blev valgt for de nordiske Riger. Naar jeg sagde "ja", var det i den sikre Tillid til, at hverken Nordens Fredsforeninger eller mine Meningsfæller i de nordiske Folkerepræsentationer vilde svigte mig, inden det - senest paa Konferencen i London 1890 - lykkes mig at blive afløst af en værdigere Repræsentant. I det højeste tør jeg vel gøre mig Haab om en Sekretærs beskedne Stilling. Dermed nøjedes det engelske Parlamentsmedlem Cremer, som i Grunden er Ophavsmanden til den 1ste parlamentariske Konference i Paris.

Efter denne Redegørelse for Fredssagens vigtigste Udbytte af almindelig (international) Interesse, skal jeg gøre Regnskab for det særlige (nationale eller skandinaviske) Udbytte, - det, for hvis Skyld jeg var sendt til Kongresserne som Repræsentant for de danske og svenske Fredsforeninger, samt for Kvindelig Fremskridtsforening, hvis Organ ogsaa har Fredssagen paa sit Program.****)

Verdenskongressen vedtog den 26. Juli følgende Beslutning:

"Kongressen billiger i Grundsætningen Nevtraliseringen af de tre nordiske Riger - Danmark, Norge og Sverig - , som den er vedtagen af Kongresserne i Genf (den ¹⁶/₉ 1883), i Bern (den ⁶/₈ 1884) og i Gøteborg (den ¹⁹/₈ 1885)."

Det var nærmest af Hensyn hertil, at mange havde ønsket min Deltagelse i Kongressen. Flere Gange var jeg nær ved at opgive Haabet om at faa en Beslutning med et saa særligt Formaal vedtagen paa en Verdenskongres.

Det var ogsaa mislykkedes, dersom jeg ikke havde været Formand for Udvalget om Nevtraliseringsspergsmaal, og dersom jeg ikke havde faaet til Medarbejdere, i et af tre Medlemmer bestaaende Underudvalg, den folkeretskyndige, engelske Advokat Joseph G. Alexander (Sekretær i Foreningen til Folkerettens Kodifikation) og den dygtige, besindige August Desmoulins (tidligere Borgerrepræsentant i Paris). Da jeg havde vundet disse, og havde faaet Tilsagn om Støtte af Sagens tidligere Ordførere paa de ovennævnte Kongresser i Genf og Bern, Oberst Milkowski og Professor Umiltá, som ikke var Udvalgsmedlemmer, maatte den heldige Gennemførelse anses nogenlunde sikret. Dog havde Forslaget nær strandet i det sidste Øjeblik paa Grund af en Misforstaaelse, som dog blev saa vidt hævet, at kun to (franske?) stemte imod denne Beslutning.

Stor Nytte gjorde ved denne Lejlighed de franske og engelske Smaaskrifter (Beslutningerne ved Gøteborgmødet 1885 m. m.), hvoraf flere hundrede omdeltes til Kongresmedlemmerne.

Ogsaa ved en anden Lejlighed kom disse ved de nordiske Fredsforeningers

(og Hr. Edv. Wavrinskijs) Foranstaltning trykte Smaaskrifter til at gøre Nytte. Paa Ligaens Aarsmøde, den 1ste Juli, forhandledes "Freden ved Opdragelsen" - eller "Fredens fremme gennem Skolen". Styrelsen havde gjort Forslag til en Beslutning. Idet jeg pegede paa en af Gøteborgmødets, fik jeg dertil føjet dennes Ordlyd:

"Saasom den Retning, som den almindelige Mening i den nærmeste Fremtid kommer til at tage, for en væsenlig Del beror paa Ungdommens Opdragelse, bør Fredsvennerne søge at indvirke paa den opvoxende Slægt, og som et Middel dertil søge at vinde deres Lærere. Fredsforeningerne bør tage Forholdsregler for at sætte sig i regelmæssig Forbindelse med Folkeskolelærerne i den Hensigt at formaa disse til at fremme Fredssagen."

Kvindesagskongresserne er det næsten ikke muligt at fortælle videre om uden i Forbindelse med Fredskongresserne, - saaledes greb disse ind i hverandre. Paa den sidste Kvindesagskongres traadte Fredssagen, som ligefrem stod paa Programmet ("Virksomhed for Freden"), atter og atter i Forgrunden. Den berømte Jules Simon, som havde aabnet den parlamentariske Konference, aabnede ogsaa Kvindesagskongressen den 12te Juli; saa vel ved denne Lejlighed som da han sluttede Kongressen, kom han stærkt ind paa Fredssagen. Den næsten lige saa bekendte Fr. Passy, som havde ledet Verdensfredskongressen, ledede ogsaa en af Dagene Forhandlingerne paa denne Kvindesagskongres. Foruden disse franske Rigsdagsmænd udmærkede sig paa denne en forhenværende Deputeret, Destrem, der foreslog en Beslutning om Kvindens Virksomhed for Fredssagen, - og den blev strax vedtagen under stort Bifald. Den engelske Miss Mitchells Foredrag kort forinden havde gjort ham Sejren let; saa udmærket var det. Men iøvrigt er det ogsaa af den Grund vanskeligt at give noget samlet Overblik over Kvindesagskongressernes Forhandlinger, at disse næsten trængtes til Side af Oplæsninger. Den ene Oplæsning afløste den anden. Traaden imellem Æmnerne var ofte tynd. Uensartede Ting blandedes i samme Møde. Et samlet Indtryk havde man saaledes ondt ved at danne sig.

Den første Kvindesagskongres, den 25. - 30. Juni, kaldtes ogsaa "Frøken Maria Deraimes Kongres", fordi den var privat, og ligesom grupperede sig om denne veltalende og rige Dame, der staar i Spidsen for den franske Kvindesagsforening. Leon Richer, den Mand, som i Frankrige har kæmpet varmest for Kvindesagen, stod ved hendes Side, tillige med en Mængde yngre, især kvindelige Kræfter.

Den anden Kvindesagskongres, den 12. - 20. Juli*****), kaldtes populært "Regeringens", fordi Arbejdsministeren Yves Guyot skal have taget Initiativet til den. Sjælen i den var nærmest den veltalende Fru Emilie de Morsier (født i Svejts).

Det hed sig, at den første Kongres skulde have et mer radikalt Præg. Men det maatte der et meget skarpt Øje til at opdage. Det skulde da være, at alle Spørgsmaal om "Kvindens Valgret - som det hed sig - var udelukkede fra den sidste Kongres. Alligevel stak denne Nisse sit Hoved op af mangt et Foredrag (eller Oplæsning). Og betegnende er det, at en af denne Kongres vigtigste Medlemmer, dens Sekretær, Fru Maria Martin, er Leder af det udmærket redigerede Maanedsblad, der netop er Organ for Kvindens Valgret: La Citoyenne (Borgerinden). I dette Blad, hvoraf Numre uddeltes eller solgtes ved Indgangen, findes ogsaa de første og fuldstændigste Meddelelser om Kongressen, - den Kongres, som - i Modsætning til Maria Deraimes - ikke maatte have noget at gøre med Kvindens Valgret. Har man virkelig villet udelukke dette Æmne, har man da nu faaet haandgribeligt Bevis for, at Udelukkelsen er umulig, fordi det naturlig hører med til Kvindesagen. "Driv Naturen ud med en Møggreb, - hun kommer dog igen, den Hex!"

*) Se Kongressens Navn ovenfor.