Ædelt Vildt.

En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.

Baronens hurtige Svar lod ham ikke angre sin Aabenhjertighed, dette Svar tilstod jo saa at sige, at Baronen stod i nærmere Forbindelse med Ottilie, end han havde anet. Hans Svar lød dog tilbageholdende:

„Det kan vi altid tale om.”

„Det kan vi, ganske vist. Det er ogsaa bedre, at vi først bliver lidt bekendte med hinanden. Maa jeg skille Dem at med Hat og Overfrakke. - Kan det maaske interessere Dem at se mine Samlinger? De er jo en Discipel af Hr. von Droste? Tør man spørge, med hvilket Arbejde De for Øjeblikket beskæftiger Dem? Her skal De se en Hjerneskal den har tilhørt en Kalmuk, en Ven af mig har bragt den med fra sine Rejser i Asien og sendt mig den. Maaske maa jeg tilbyde Hr. Professoren den til sine Studier? Men hvad siger De hertil, tag den og læs, det er Moliére, det første Aftryk, Amsterdam, Jaques Lejeune, Aar 1864; interessant! hvad siger De?”

Doktor Alfred Moscheles tog alt og besaa alt, hvad hans Vært gav ham og viste ham. Efter at have bladet i den lille, smudsige, i Svinelæder indbundne Bograritet, rakte ham den tilbage og sagde: „De har vel megen Tid, som De kan ofre paa Deres forskellige Interesser?”

„Det har jeg. Jeg lever kun for Kunsten. Misunder De mig ikke?”

„Paa ingen Maade,” sagde den unge Mand meget alvorlig og vedblev: „Hvem af os, som tørster efter Videnskab og har en god Forstand, saa at vi kan opfatte meget, ønsker ikke at være hjemme paa alle Omraader! Men et Menneskeliv er ikke mer tilstrækkelig til at kunne opfatte alt det, som er udgrundet af saa mange Lærde. Følgelig synes det mig at være mere fornuftigt at lære en Brøkdel fuldtud, end kun at kende lutter Brøkdele af det hele.”

„Ogsaa jeg,” sagde Baronen ivrig, „er i den sidste Tid opfyldt af en Idé.”

„Hvorledes,” tænkte Moscheles ringeagtende, „Du forsvarer dig ikke en Gang, men klynger dig straks fast til en andens Mening.”

„Derfor”, vedblev Baronen, „har jeg nylig besluttet mig til at uddanne mit Talent for Maling, men jeg er uenig med mig selv, om jeg skal bestemme mig for Landskabet eller Portrætmaleri. Jeg vil straks vise Dem noget af hver Genre. Men sig mig først, hvordan synes De om mit Værelse?”

Alfred Moscheles saa sig smilende om.

„Jeg føler her,” sagde han, „en levende Længsel efter fire hvide Vægge, et simpelt Bord og en Stol.”

Mærkværdigt nok, han følte sig stedse sikrere og mere overlegen over for denne Mand.

„De har i ethvert Fald ikke noget sensibelt Nervesystem,” sagde Baronen, „ellers vilde De bemærke, at min Salon bærer Præg af min Individualitet.”

„Det gør jeg jo netop,” tænkte Doktoren.

(Fortsættes.)