Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Jeg er virkelig Ottilies Ven,” sagde han hæst, „og vil altsaa efter Deres udtrykkelige Opfordring tale til hende om dette Anliggende. Men fortæl mig dog, hvorledes Ottilie optog Deres Tilbud, og hvor De kunde faa Lejlighed til at gøre hende det.”
Begge Herrerne satte sig nu ned ved Røgebordet, som gjaldt det en ganske almindelig Passiar. Baronen røg med utrolig Hurtighed den ene Cigar efter den anden, fortalte samtidig alt, hvad der havde tildraget sig, og tilstod sluttelig, at han havde skrevet et Digt: „Profeti og Opfyldelse,” som han læste højt for den tavse Moscheles. Besynderlige Tilskikkelse! Der sad han en hel Aften og hørte til, hvorledes den anden talte om, hvad Ottilie var bestemt til, og tænkte hele Tiden ikke andet end en og samme Tanke: det er min Pligt som Ven at hjælpe Ottilie at fatte en Beslutning. Det kan redde Mariane, det maa ske!
Ja, da han hen imod Midnat skiltes fra Baronen, efter at han, ved en rigelig Nydelse af Vin, havde søgt at berolige sin Ophidselse, gav han endogsaa Lindstrøm Haanden paa, ved første Lejlighed at tale med Ottilie.
Lindstrøm var oprigtig henrykt over sit nye Bekendtskab.
Men Doktoren gik hjem med tunge Skridt og ganske forvirret i Hovedet. Det var lige som han skulde kvæles, naar han tænkte paa, hvor stille der vilde blive i Professorens Bo, naar Ottilie giftede, sig, lige saa stille som tidligere, før hun var kommen, stille som i en Grav. Ingen Latter og ingen Sang mere! Ingen klar Stemme bag Døren til et vist blaat Værelse! Ja, alle de blaa Herligheder gik vel med over i det nye Hjem, hvor Baronen skulde være Husets Herre. Ved denne Tanke følte den unge Lærde sig saa svag, at han maatte støtte sig til en Mur. Det varede en Stund, før han igen havde Kræfter til at gaa. ;
Ottilie blev maaske meget lykkelig, maaske elskede hun Lindstrøm. Derfor havde hun rødmet - ja, det er rigtigt, alle Digtere paastaar, at Kærlighed fremkalder Rødme - selv Darwin taler derom - ja, ja, Ottilie elskede Baronen. Og han, Ottilies Ven, var da den, der maatte være nærmest til at glæde sig over hendes Kærlighedslykke!
Han satte sig for at ville være glad, naar hans Veninde giftede sig, men ved dette Forsæt var han Øjne fugtige og hans Hjerte bankede, som skulde det sprænges.
(Fortsættes.)
